image featured

Ditte

Categories Livsstil, Veganske spisesteder

Veganske Spisesteder: The Organic Lab ~ Lukket

Der er begyndt at komme flere og flere veg-venlige spisesteder rundt omkring i landet, og som både veganer og madelsker er jeg ellevild!

Så min mission er nu at (gen)besøge alle de restauranter, caféer og bagerier, som enten er vegetariske/veganske, og som har veganske retter på kortet.

Jeg vil først og fremmest fokusere på København, da jeg bor her. Men efterhånden vil jeg selvfølgelig også tilføje spisesteder fra andre dele Danmark.

Veganske spisesteder skal nemlig deles 🙂


The Organic Lab (Lukket)

Store Kongensgade 6, 1246 København K

Mandag-søndag: 8-22

Hjemmeside


I går var jeg sammen med min kæreste inde og spise på The Organic Lab.

Jeg har hørt så mange gode ting om The Organic Lab, og jeg har villet prøve det siden december, men pengene har bare ikke været til det – indtil i går.

 Så både jeg og min kæreste var virkelig spændte på, hvilken madoplevelse vi ville få.

Inden besøget tjekkede jeg kun hjemmesiden ud. Det er der to grunde til

1 Jeg har den mening, at hjemmesider siger utroligt meget om spisesteder.

2 Jeg ville ikke have for mange forventninger til min første måltid hos The Organic Lab. Så jeg tjekkede hverken anmeldelser eller kiggede facebook igennem for andres oplevelser. Det er sjovest (for mig) at gå uvidende ind til en ny oplevelse – på den måde kan hverken dårlige eller gode anmeldelser male et billede for, hvordan min personlige oplevelse skal blive.


Videre til maden!

Min kæreste og jeg var enige om fra start, at vi ville prøve deres 3-retters menu. Især fordi man får følelsen af, at maden er lidt mere “fin” end andre steder via hjemmesiden, fordi menukortet er så minimalistisk, at man skal bruge sin fantasi til at forestille sig, hvad man kan ende med at spise. Derfor forventede jeg faktisk også, at det ville være en “fin”og relativ stor restaurant, vi skulle ind på. Jeg må sige, vi blev overrasket 😉

 Vi havde heldigvis ikke gjort os alt for fine (faktisk har jeg kun én rigtig fin kjole, og den ville jeg alligevel ikke have taget på – så jeg følte mig ikke malplaceret).

Det, vi kom ind til, var et hyggeligt lille lokale fyldt med borde lavet af paller (temmelig vakkelvorne, men alligevel ret charmerende), en masse malerier på væggene og en generelt afslappet stemning.

Tjeneren (som jeg tror er ejeren?) var virkelig imødekommende og venlig, så starten på vores næsten 2-timer lange aften var perfekt.

Vi fik hurtigt bestilt vores 3-retters menu og drikkelse, og indenfor kort tid blev vores forretter serveret.

Min kæreste fik porrer, ‘rygeost’ og noget forkullet pulver – jeg har ingen idé om, hvordan det pulver er blevet lavet 😉

Han var utroligt overrasket over, hvordan smagen af rygeost kom frem, når alle elementerne blev spist samtidig – og det var en virkelig lækker forret.

Jeg fik selv denne jordskokkesuppe med valnødder og rodfrugtchips.

Den var lækker, men jeg ville ønske, at valnødderne var blevet stegt, så valnøddens aromatiske smag virkelig kunne træde frem og give et ekstra lag til retten.


Af drikkelse fik vi hver 2 forskellige slags sodavand, som var enormt lækre. Det var især den anden sodavand, jeg fik, med passionsfrugt, som var spot-on!

Imens vi ventede på hovedretten, som jeg synes, vi ventede nogle minutter for længe på, kunne vi sidde og nyde den dejlige stemning – og det fine lys på bordet.


Og så kom hovedretterne!

Igen starter jeg med, hvad min kæreste fik (og se lige den smukke tallerken mad!)

Cremet græskarpuré med rødbeder, porrer, salat og spiselige blomster. Ligesom med forretterne smagte vi på hinandens retter, og vi blev enige om, at selv om det smagte rigtig lækkert, så manglede der lidt dybde i denne ret.

Vi ønskede begge to, at der havde været et umami-element, og at porrerne havde været helt sprøde, så de kunne have brudt den cremede konsistens af puréen.

Jeg selv fik denne her umami-spækkede godhed af en rigtig skovbunds-efterårsret. Den her ret førte mig seriøst tilbage til skoven, når det er efterår.

Nøj, hvor var den lækker!

Den helt sprødstegte/bagte rosmarin gav et sublimt element til retten sammen med svampene, de fantastisk cremede (men med ‘bid’) knoldselleri ‘medaljoner’, balsamico glazen og cremen under knoldselleri ‘medaljonerne’.

Mmmmm…


Og til sidst, men ikke mindst: desserterne!

Igen starter vi med min kæreste: og han fik (næsten som en selvfølge) ostebrættet.

Der var 3 forskellige slags ost: brie, mug-ost (af en art) og krydderost (det her er vores egne gætterier) + oliven + glaserede nødder + lidt brød + salat.

Jeg smagte alle tre – og jeg er ikke en osteperson. Jeg har aldrig kunnet lide det, så jeg var temmelig nervøs. Men de smagte alle tre rigtig fint. Min kæreste kunne bedst lide mug-osten og krydderosten, og jeg kunne selv bedst lide krydderosten.

(faktisk så drømmer jeg om krydderosten lige nu. Den var bare lækker!).

Det var et virkelig godt sammensat ostebræt! Jeg kan kun anbefale at bestille denne som dessert. Medmindre du er ligesom mig og ikke er til ost – om det så er vegansk eller ej.

Og det her var min dessert. På menukortet stod den som en vaniljeis – hvilket den ikke var.

Jeg fik ikke noget af vide om, at der alligevel ikke var vaniljeis, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville have fået af vide, inden vi bestilte retterne.

Så det ødelagde lidt af oplevelsen, især fordi jeg forventede noget helt andet.

Den smagte fint, men ja… jeg kan jo også godt lave en bananis herhjemme, som jeg synes er lige så god!


Sammen med desserterne købte vi selvfølgelig også mere drikkelse.

Min kæreste fik en lækker matcha latte, og jeg fik den skønneste spicy urte-the 🙂


Til slut kan jeg kun sige det her:

Maden var smukt, virkelig smukt, præsenteret! Men som det er med ‘fine dining’, så er portionerne små.

Og jeg glæder mig til, at menuen bliver fornyet – for så skal jeg helt klart ind og smage!

www.pdf24.org    Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *