Mine kogebøger

Her kan du læse mere om mine to kogebøger, som jeg har fået udgivet.

Min første kogebog er Vegansk for alle, som du kan læse først om. Min næste og nyeste kogebog er Vegansk til højtider og fest, som du kan læse mere om længere nede på siden.


Vegansk for alle

Vegansk for alle er mit barn. Jeg har lagt utrolig meget arbejde i bogen (lidt over 3 år), men jeg må sige, at resultatet er fantastisk.

Jeg håber derfor, at denne lille introduktion til bogen vil give dig mod, lyst og inspiration til mere vegansk mad.


Spiren til Vegansk for alle

Spiren blev lagt, da jeg for 6 år siden valgte at blive veganer. Tilbage i 2010 var det umuligt at finde en dansk vegansk kogebog i boghandleren, som ikke handlede om raw food. Så jeg var på bar bund i forhold til mit nye valg at blive veganer – for hvordan skulle jeg kunne fortsætte med at spise en masse god mad (og kage!), når jeg ikke følte mig sikker i min veganske madlavning. Og hvordan skulle jeg kunne overbevise min familie og endda fremmede om, at vegansk hverken behøver at være kedeligt, besværligt, dyrt og umuligt?


Hvem kan bruge Vegansk for alle?

Alle!

Vegansk for alle er ikke kun for dem, som allerede er vegetarer eller veganere. Jeg har lavet bogen for at kunne inspirere flere til at spise meget mere fra planteriget og til at tage flere kødfrie dage.

Derfor har jeg lavet opskrifterne udfra:

* At du let skal kunne finde alle ingredienserne i supermarkedet og/eller hos den lokale grønthandler.

* At opskrifterne er hurtige at lave. Du skal ikke stå og knokle i køkkenet i flere timer for at få en masse lækker mad (der er nogle få opskrifter, hvor du skal stå lidt længere tid i køkkenet – men de opskrifter er det hele værd!

* At det er billigt. Jeg er selv studerende, så for mig er det vigtigt at spare alle de steder, hvor jeg kan. Så i bogen vil du få forslag til, hvordan du kan spare ekstra penge – udover de penge du selvfølgelig sparer, når du skærer ned på kødet.

* At maden er fyldt med smag! Er der noget værre end mad, som ikke smager af noget? For mig er det værste, når folk får en smagsløs og kedelig vegansk ret, for så har de ikke oplevet, hvor smagfuld vegansk mad faktisk kan være.


Hvad består Vegansk for alle af?

Vegansk for alle er først og fremmest en kogebog. Kapitlerne giver inspiration til både: morgenmad, deller, pålæg, gryderetter, varme retter, mættende salater, brød, pizza, supper og søde sager. Vigtigst af alt er det kun opskrifter, jeg selv anvender i både hverdag og weekend.

Men du vil også få hjælp til, hvordan du bedst kommer i gang med den veganske madlavning:

* Guide til opskrifterne – og en opfordring til mere sjov i køkkenet!

* Information om de vigtigste/mest anvendte ingredienser i opskrifterne – også kaldet særlige ingredienser i bogen.

* Information om vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer i den veganske kost.

* Kostplan: inspiration til en hel uge kun med vegansk mad – og en oversigt over hvor meget du vil få af udvalgte vitaminer og mineraler. En lille afsløring: Du får alle de vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer, som du har brug for med kostplanen! Den eneste undtagelse er D-vitamin og B12-vitamin.


Fejl i opskriften: Æble-kanel-brød

Jeg har fundet ud af, at der er en fejl i mængdeangivelsen i denne opskrift.

I opskriften står der, at der skal anvendes 150 g groft mel + 200 g hvedemel.

Der skal anvendes 250 g groft mel + ca. 550 g hvedemel

OBS: Denne fejl er blevet rettet i det nyeste oplag!

*


Vegansk til højtider og fest

Denne bog er så mit barn nummer 2 😉 Her kommer introduktionen til denne lille labre sag, som jeg håber, du kan bruge, når du skal bage dig igennem og lave mad til alle de større højtider her i Danmark.


Spiren til Vegansk til højtider og fest

De sidste par år er der virkelig kommet en masse fantastiske danske veganske kogebøger, deriblandt min egen første Vegansk for alle. Men jeg syntes, at der manglede en vegansk kogebog, der tog alle de større højtider og festlige dage i Danmark under armen. Hvis der er noget jeg og så mange andre elsker, så er det højtider – det er tidspunkter på året, hvor vi husker på at samle os, og hvor maden spiller en helt enorm rolle. Som veganer skal man ikke gå glip af madtraditionerne eller madfællesskaberne, så jeg havde lyst til at vise både veganere og deres muligvis ikke-veganske familie og venner, at vegansk mad kan have en lige så stor plads på højtidsbordet.

Denne bog er resultatet af de opskrifter, som jeg igennem 7 år har anvendt og spist til alle de større højtider og fester, som vi fejrer her i Danmark – og nogle af opskrifterne er inspireret af lidt nyere højtider fra USA, som på den ene eller anden måde ligger mit hjerte nært. Nogle af opskrifterne er virkelig gamle kendinge, hvorimod andre først er blevet en del af madtraditionen hjemme hos mig for et par år siden.


Hvem kan bruge Vegansk til højtider og fest?

ALLE!

Denne bog er lavet med tanke på både veganere og deres familiemedlemmer, som muligvis og ofte ikke selv er veganere. Den er lavet, så I kan få en rigtig god dag eller aften, hvor I ikke først skal fræse hele internettet igennem for at finde en højtidsopskrift – den er lavet, så maden ikke tager den gode stemning, men derimod er med til at skabe den gode stemning.

Desværre kan en bog jo kun have et vis antal sider, så derfor har jeg suppleret med flere højtidsopskrifter her på hjemmesiden 🙂

* Til højtider gør vi ofte lidt ekstra ud af maden, for den må jo godt have wow-faktor, men samtidig skal maden også have en form for genkendelighed og hygge. Derfor varierer opskrifterne mellem at være lette til middelsvære/svære. Der er opskrifter til, hvis du virkelig skal få gæsterne til at sige “Iiiih” og “Nææææh, hvor er det flot”, men der er også opskrifter, der bare giver den der rigtig dejlige fornemmelse i mave og krop, hvor du føler, du er dér, hvor du skal være.

* Ingredienserne kan du finde i supermarkedet, men nogle af dem skal du købe hos helsekosten eller på nettet, såsom gærflager og agar agar.

* Og så er maden selvfølgelig fyldt med smag og højtidsmagi!


Hvad består Vegansk til højtider og fest af?

* Bogen er opdelt i følgende kapitler: Valentinsdag – Fastelavn – Påske – Sommer – Halloween – Jul – Nytårsaften – Vennemiddag – Fødselsdag.

* Information om de vigtigste/mest specielle ingredienser i opskrifterne.

* Lidt om hvordan det er at være veganer til højtider og sociale arrangementer, hvor maden spiller en stor rolle. Hvordan man som veganer kan få det bedste ud af dagen/aftenen, og hvad man kan gøre, hvis man oplever negative kommentarer.

   Send article as PDF