Udbrændt
Hej! Det er lang tid siden, jeg sidst har været forbi, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan skrive hvorfor: JEG ER UDBRÆNDT.
Fuldstændig, totalt, aldeles, absolut, ubetinget, komplet udbrændt.
Fremtiden for bloggen er jeg usikker på, og det vil jeg også komme mere ind på i dette indlæg (scroll ned til allersidst, hvis du kun vil læse om det).
Der efterhånden mange grunde og årsager til min udbrændthed og usikkerhed i forhold til bloggen.
Hvis du vil læse mere om det, så er det nu, du skal sætte dig til rette med en stor kop te, kaffe eller kakao.
Det har taget mig lang tid at kunne sætte ord på, men her er de endeligt.
Starten
I 2018 fik jeg endeligt et job efter at have søgt smalt og bredt. Det var ikke mit drømmejob, men jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik det! Mine fantastiske kollegaer gjorde mere end at gøre op for, at jeg nu skulle arbejde i køkken – noget jeg har vidst, at jeg ikke ville siden, jeg var 14/15 år og prøvede kokkeskolen i praktik. Andre praktikker i køkkener har også vist mig meget tydeligt, at det ikke er et sted, hvor jeg vil trives (kun hjemme i mit eget lille hyggelige køkken).
Men her var jeg, i et køkken – men med et job og med mulighed for at endeligt kunne spare sammen og have nok penge til at realisere mine og kærestens drømme om at flytte på landet.
Mit udgangspunkt var heller ikke det bedste: Jeg var allerede mentalt udmattet efter at have været ledig i næsten 1½ år, hvor jeg til sidst røg helt ned i dybet, og jeg var også udmattet efter at have færdiggjort min anden kogebog næsten 1 år før.
Det er hårdt at være i et køkken! Men jeg kunne godt klare den fysiske belastning (indtil videre), det var værre med den manglende lyst til at lave mad, når jeg kom hjem.
Det er hårdt hver dag at skulle planlægge, købe ind og lave dagens måltid i en børnehave med en meget omskiftelig hverdag for derefter at planlægge og lave mad til én selv, når man kommer hjem. Der er ikke en pause fra arbejdet, og det føltes som om, at jeg tog mit arbejde med mig hjem hver evig eneste dag. Jeg drømte endda om mit arbejde.
Det har altid været vigtigt for mig at have en opdeling i arbejde og fritid – dem opdeling var der ikke, for du bliver jo nødt til at lave mad og spise hver dag.
Det hjalp nogle gange at lave mad fra veganske kogebøger, så jeg kunne få et nyt skud inspiration, men det var jo bare at symptombehandle. Kort tid efter havde jeg ingen motivation eller inspiration til mad igen.
2020
2020 var overordnet det bedste år i lang, lang tid! Min kæreste og jeg flyttede på landet, vi havde fået vores fantastiske små vuffies kort tid flytningen, og vi blev forlovet!
Det var som at komme hjem. Det er her, jeg hører til, og det er nærende for mig at bo her.
Men det var også i 2020, at min krop viste de første tegn på, at alt ikke var, som det skulle være. Fra den ene dag til den anden, kort tid efter vi var flyttet ind og kommet nogenlunde på plads, vågnede jeg op om morgenen med ekstremt stive og ømme led i mine fingre. Tit vågnede jeg op med mine hænder som knytnæver, hvor jeg nærmest blev nødt til at lirke fingrene op – andre gange med fingrene strittende, så jeg blev nødt til at sætte dem under varmt vand for at kunne lukke dem ordentligt. I løbet af dagen havde mine hænder ikke samme styrke og kraft, og jeg tabte tit ting. Jeg var et par gange til lægen, som først vurderede at jeg havde gigt, men efter en blodprøve ikke viste tegn på en inflammatorisk tilstand, blev det hele ligesom droppet fra deres side.
En dag vågnede jeg også pludseligt op med stivhed og ømhed i lænden, OG jeg fandt også ud af, at jeg var i mangel af kalium. Kalium af alle mineraler, var jeg en veganer, i mangel af?! Hvordan forstår jeg (og min læge) ærlig talt ikke… men jeg er sikker på, at alle mine problemer udspringer fra samme årsag.
I dag har endeligt fundet en “behandling”, som virker på mine led og tildels min lænd. Det er fantastisk, hvor stor en forbedring det har givet! Når jeg er regelmæssig med “behandlingen”, forsvinder min stivhed og ømhed fuldstændig, noget jeg ikke troede var muligt.
I forhold til mit job havde jeg nu 1½ time frem og tilbage til arbejdet, og jeg havde stadig ingen lyst til at lave mad, når jeg kom hjem. Derfor spiste vi det første halve år virkelig meget købemad: naturli pizza, veganske hotdogs, veganske burgere og alt muligt andet hurtigt og nemt vegansk købemad.
Men jeg havde bare ingen energi, lyst, inspiration eller motivation til at stå i køkkenet.
Det var også her, at jeg begyndte at forsvinde fra bloggen og instagram. Jeg vil komme nærmere ind på det og flere årsager til under “Og hvad så med bloggen?”
2021-2022 – og mig
Det sidste års tid har været hårdt, og det har været et langt år med mange, mange refleksioner. Jeg har sagt mit job op hos børnehaven, og jeg har fortsat en lille livskrise.
Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det at have færdiggjort min prof.bach i ernæring og sundhed. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og sige til 23-årige Ditte, at når man flere gange tvivler på den uddannelse, man tager, så er det okay at stoppe. Det er okay at tage en pause og finde ud af, hvad man så vil…
Men jeg turde ikke, fordi jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville færdiggøre en HF med 12-taller og da slet ikke komme ind på en videregående uddannelse. Jeg var bange for at ryge tilbage i det hul, jeg var endt i efter min fars død, da jeg var 17 år.
Men jeg kan selvfølgelig ikke ændre på fortiden – så her er jeg, og jeg skal vist til at starte fuldstændig forfra og ændre på fremtiden.
Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde indenfor min uddannelse; arbejde med sundhed, formidling og hjælpe mennesker uden at skulle lave mad – men det er åbenbart ikke muligt for mig. Derfor har jeg i lang tid overvejet, hvad jeg så kan gøre; særligt med tanke på at nu har jeg og kæresten et ansvar for vores katte, vores hunde og i den grad et ansvar for at kunne blive boende og realisere vores drømme!
Jeg har stadigvæk ikke lyst til at lave mad.
Det giver mig ikke glæde mere. Det giver mig ikke frirum. Det er ikke længere et sted, hvor jeg føler mig inspireret, motiveret eller kreativ.
Det er en kæmpe sorg, og jeg sørger oprigtigt over det. I over halvdelen af mit liv har madlavning været mit sted, men det er det ikke længere. Jeg håber, at jeg med tiden kan finde glæden igen.
Og hvad så med bloggen?
Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke lyst til at lave mad eller desserter – og når jeg endeligt laver dem, har jeg ikke energien eller overskuddet til at tage billeder og skrive et indlæg her på bloggen.
Jeg vil så gerne dele, for jeg har alle de opskrifter og idéer til sundheds- og livsstilsindlæg, der rumsterer inde i hovedet, men… jeg kan ikke, og tit føler jeg ærlig talt heller ikke nogen grund til det: Når jeg tænker på al den tid og energi, jeg har lagt i bloggen (noget jeg i forvejen kæmper med at have nok af), så føler jeg bare ikke, at det er et regnestykke, der går op.
Jeg vil gerne dele min mad og mine desserter (og nogle gange også mine tanker, ligesom nu), men jeg føler, at jeg har skrevet til intetheden. Ingen respons og ingen følelse af, at jeg bare på den mindst mulige måde har gjort en lillebitte forskel – eller givet en lillebitte smule glæde over de opskrifter, jeg har delt.
MEN de få kommentarer og beskeder, jeg har fået, har gjort mig glad – helt ind i hjertet og sjælen. Nogle gange har de kommentarer og beskeder endda også reddet bloggen fra at blive slettet (og jeg mener det!) – så tak til jer som har taget jer tiden til at skrive til mig, I har vitterligt betydet så meget for mig!
Så ja… hvad så med bloggen? Indtil videre bliver den ikke slettet, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage/om jeg kommer tilbage.
Måske bliver det sådan, at jeg kun laver et indlæg, når jeg har energi og lyst til det, så jeg i fremtiden kan vende tilbage og bruge bloggen som en online kogebog.
Tak for nu.
Du vil muligvis også synes om
Stillness – den indre stilhed
Brunsviger | Efterårstur
7 kommentarer
Kamille
Hej Ditte
Hvor er det et rørende indslag – så ærligt og modigt.
Jeg “opdagede” dig først for et par måneder siden, da jeg stødte på Vegansk til højtider og fest i en boghandel. Jeg blev så glad, for det er virkelig en bog, jeg kan bruge, da jeg elsker højtider og traditioner, og synes at spisning med familie kan være det mest udfordrende ved at være veganer. Din bog er en stor inspiration, og oven i købet også så hyggelig fyldt med små, fine historier. Så tusind tak for den! :))
Siden har jeg også anskaffet mig Vegansk for alle, og så har jeg læst lidt rundt omkring her på din blog, som jeg også synes er så fin. De mere personlige indslag (selvom det er de jo alle sammen i en eller anden grad:)) er også virkelig spændende, synes jeg, fx alt det, du har skrevet om mentalt helbred, yoga og livsstil.
Jeg er selv i en periode, hvor jeg oplever meget tvivl i forhold til fremtiden og hvad jeg egentlig vil, så jeg føler mig på en måde lidt spejlet i det, du skriver, og jeg er taknemmelig for, at du vil dele dine tanker. Jeg håber at det lander på en god måde snart<3
Hilsen og de allerbedste tanker fra Kamille
Ditte
Hej Kamille
Tusind tak for din kommentar! Den gik lige ind i hjertet, og jeg er meget taknemmelig for, at du har taget dig tid til at skrive.
Det gør mig virkelig glad, at begge mine kogebøger har fået en plads på din hylde, og at du kan bruge dem – og også at du har kunnet bruge min blog 🙂
Det er virkelig hårdt at have tvivl om, hvad man vil/skal/kan, når det gælder ens fremtid – men så er det rart at kunne spejle sig, bare en smule, så man ikke føler sig helt alene.
Jeg håber også, at du snart finder din vej og en følelse af sikkerhed ift, hvor du vil/skal hen i dit liv!
Hilsen Ditte
Alberte
Kære Ditte.
Jeg er en af de læsere, der tjekker din blog engang i mellem, og derfor også først støder på dette opslag nu. Jeg har fulgt med i mange år, og særligt dine aftensmadsopskrifter har været mine yndlings af alle de danske veganske bloggere (tjekker faktisk bloggen lige nu, fordi jeg ville lave ‘Kinesisk sticky blomkål m. chili’ – en af dine bedste opskrifter!). Jeg har også købt ‘Vegansk til højtider og fest’ og mig og mine to søskende bruger den hver jul! Det er blevet en del af vores tradition and lave bl.a. cashew osten til 2. juledag. Jeg har aldrig kommenteret på nogen blogs, og har aldrig tænkt over, at det selvfølgelig er super hårdt for bloggeren, at skrive ud i ‘intetheden’ som du kaldet det. Internettet er underligt. På den ene side kan man komme utroligt tæt på intime detaljer i folks liv, og på den anden side, er man ikke forpligtet til noget, og kan klappe skærmen sammen, når det passer en. Det er brutalt, og jeg forstår godt, at du ikke har lyst mere. Jeg ønsker dig alt det bedste, og er sikker på, at der findes mange som mig, der virkelig har værdsat din blog, men aldrig har overvejet, hvordan det føles, at sidde på ‘den anden side’. Tak for alle dine inspirerende opskrifter og personlige anekdoter. Kh Alberte
Ditte
Hej Alberte
Tusind tak for din kommentar – og undskyld at jeg ikke har svaret før nu. Jeg har ikke lige fået tjekket min mail, der er tilknyttet bloggen så tit.
Det gør mig så glad og taknemmelig, at du har taget dig tid til at skrive, og at du har fulgt med, og at du er glad for opskrifterne på Vegansk for alle! Tusind tak for det 🙂
Kinesisk sticky blomkål er også én af mine absolut yndlingsopskrifter.
Det varmer mit hjerte, at I ligefrem har fået en juletradition med at lave cashew osten 2.juledag! Det er mere end, hvad jeg turde håbe, da jeg skrev bogen.
Jeg vil gerne uddybe lidt mere, så det forhåbentlig ikke forstås som, at jeg er sur eller skuffet over ikke at have fået “flere kommentarer”.
Den største og vigtigste årsag til, at jeg har taget en pause/stoppet med bloggen (jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad jeg vil) er ikke på grund af følelsen af at skrive ud i intetheden – men det var da en vigtig faktor, fordi at jeg har været så energiforladt, og jeg har ikke kunne få energien tilbage lige meget, hvad jeg prøvede og har prøvet. Så denne blog føltes som et ekstraarbejde, som kun tog mere og mere af min energi… og det er helt sikkert min egen skyld. Jeg har haft en meget specifik idé om, hvad denne blog skulle være for mig – og også gerne for andre. Den blev aldrig dét, i hvert fald ikke for mig.
Jeg arbejder stadig på at få energien igen og at få lysten til overhovedet at lave mad og desserter igen, og inderst inde håber jeg da på at kunne dele opskrifter her igen – for min egen fornøjelses skyld. Og hvis det viser sig, at min fornøjelse også kan glæde andre, er det kun noget, jeg er taknemmelig for.
Jeg har et meget ambivalent forhold til både madlavning og min blog lige nu. Så hvis det føles rodet, er det derfor 😉
Det sidste, jeg vil give jer, der har fulgt med/stoppet forbi en gang imellem/kommet fra google fordi du lige skulle finde en vegansk kageopskrift, er dårlig samvittighed eller følelsen af, at I har ansvar for, hvordan det er gået med bloggen.
Jeg er SÅ taknemmelig for alle jer, der har slået én tur eller mange ture forbi! Med eller uden kommentarer 🙂
Tak igen Alberte for din kommentar!
Hilsen Ditte
Stina
Det er så fint du står så ærligt frem søde ❤
Du ved vi elsker din mad og dine kogebøger, men du skal også kunne se dig selv i det. Jeg har selv haft tegneblokeringer fra tid til anden og udbrændte ift. at dele ud af kreativiteten, så jeg forstår godt, hvordan den del af gamet kan tage pusten fra en. Ligesom med tegning og mig, oplever jeg heldigvis også at lysten kommer i bølger, så måske du finder glæden frem igen – I dit eget tempo. Jeg er sikker på, at der alle tider vil være interesse for din bog og madlavning, hvis du får lyst til at dele, imellemtiden håber jeg du finder lidt ro og finder ud af at gøre tingene på din måde. Under alle omstændigheder vil jeg takke dig for, at du indbød mig til at tage del i dit eventyr som illustrator på Magiske Måltider ✌, så må vi se, hvad dit næste eventyr tager dig hen.
Kh
Stina
Karin
Kære Ditte
Det er først i dag, jeg er faldt over din blog. Tænk at du har haft den i alle de år, og jeg først finder den nu – og det var ikke ved en søgning, men et tip fra en veninde, der ikke spiser vegansk. Så denne blog lever absolut stadig – for veganere som ikke-veganere.
Din historie kan jeg genkende. Jeg voksede også op med Harry Potter og han er stadig en del af mit liv.
Jeg mistede min far som 16-årig. Det er dog først for små fire år siden, jeg blev ramt af det. Kæmper stadig med det.
Uanset om du fortsætter med bloggen (måske et andet fokus for en periode, alt behøver ikke være måltider) eller ej, så håber jeg ikke, du sletter den. Jeg er sikker på, at folk vil få glæde af den, selvom du ikke er aktiv blogger for en kortere eller længere periode.
Alt godt til dig og dine.
Skål i ingefærøl
Ditte
Kære Karin
Jeg blev meget glad for at læse, at bloggen ligefrem blev anbefalet af din veninde! Jeg håber, at du finder en masse opskrifter, du gerne vil prøve – og måske endda også nogle nye favoritter 🙂
Det er livsomvæltende at miste ens forælder så tidligt, og jeg er ked af, at du også har skullet igennem det. Det er en smerte og sorg, som altid vil være tilstede. Nogle gange er den i baggrunden, og andre gange er den næsten ikke til at komme ud af. Men på et tidspunkt vil de gode stunder, som man har haft sammen, blive en god trøst. Jeg håber, du får en masse støtte og omsorg fra dem, som er omkring dig!
Jeg regner med, at bloggen vil være oppe, om jeg kommer aktivt tilbage eller ej. Jeg håber stadig på, at jeg en dag får lyst til at lægge nye opskrifter op.
Skål i ingefærøl 🙂
Hilsen Ditte