Personligt

Udbrændt

Hej! Det er lang tid siden, jeg sidst har været forbi, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan skrive hvorfor: JEG ER UDBRÆNDT.

Fuldstændig, totalt, aldeles, absolut, ubetinget, komplet udbrændt.

Fremtiden for bloggen er jeg usikker på, og det vil jeg også komme mere ind på i dette indlæg (scroll ned til allersidst, hvis du kun vil læse om det).

Der efterhånden mange grunde og årsager til min udbrændthed og usikkerhed i forhold til bloggen.

Hvis du vil læse mere om det, så er det nu, du skal sætte dig til rette med en stor kop te, kaffe eller kakao.

Det har taget mig lang tid at kunne sætte ord på, men her er de endeligt.


Starten

I 2018 fik jeg endeligt et job efter at have søgt smalt og bredt. Det var ikke mit drømmejob, men jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik det! Mine fantastiske kollegaer gjorde mere end at gøre op for, at jeg nu skulle arbejde i køkken – noget jeg har vidst, at jeg ikke ville siden, jeg var 14/15 år og prøvede kokkeskolen i praktik. Andre praktikker i køkkener har også vist mig meget tydeligt, at det ikke er et sted, hvor jeg vil trives (kun hjemme i mit eget lille hyggelige køkken).

Men her var jeg, i et køkken – men med et job og med mulighed for at endeligt kunne spare sammen og have nok penge til at realisere mine og kærestens drømme om at flytte på landet.

Mit udgangspunkt var heller ikke det bedste: Jeg var allerede mentalt udmattet efter at have været ledig i næsten 1½ år, hvor jeg til sidst røg helt ned i dybet, og jeg var også udmattet efter at have færdiggjort min anden kogebog næsten 1 år før.

Det er hårdt at være i et køkken! Men jeg kunne godt klare den fysiske belastning (indtil videre), det var værre med den manglende lyst til at lave mad, når jeg kom hjem.

Det er hårdt hver dag at skulle planlægge, købe ind og lave dagens måltid i en børnehave med en meget omskiftelig hverdag for derefter at planlægge og lave mad til én selv, når man kommer hjem. Der er ikke en pause fra arbejdet, og det føltes som om, at jeg tog mit arbejde med mig hjem hver evig eneste dag. Jeg drømte endda om mit arbejde.

Det har altid været vigtigt for mig at have en opdeling i arbejde og fritid – dem opdeling var der ikke, for du bliver jo nødt til at lave mad og spise hver dag.

Det hjalp nogle gange at lave mad fra veganske kogebøger, så jeg kunne få et nyt skud inspiration, men det var jo bare at symptombehandle. Kort tid efter havde jeg ingen motivation eller inspiration til mad igen.


2020

2020 var overordnet det bedste år i lang, lang tid! Min kæreste og jeg flyttede på landet, vi havde fået vores fantastiske små vuffies kort tid flytningen, og vi blev forlovet!

Det var som at komme hjem. Det er her, jeg hører til, og det er nærende for mig at bo her.

Men det var også i 2020, at min krop viste de første tegn på, at alt ikke var, som det skulle være. Fra den ene dag til den anden, kort tid efter vi var flyttet ind og kommet nogenlunde på plads, vågnede jeg op om morgenen med ekstremt stive og ømme led i mine fingre. Tit vågnede jeg op med mine hænder som knytnæver, hvor jeg nærmest blev nødt til at lirke fingrene op – andre gange med fingrene strittende, så jeg blev nødt til at sætte dem under varmt vand for at kunne lukke dem ordentligt. I løbet af dagen havde mine hænder ikke samme styrke og kraft, og jeg tabte tit ting. Jeg var et par gange til lægen, som først vurderede at jeg havde gigt, men efter en blodprøve ikke viste tegn på en inflammatorisk tilstand, blev det hele ligesom droppet fra deres side.

En dag vågnede jeg også pludseligt op med stivhed og ømhed i lænden, OG jeg fandt også ud af, at jeg var i mangel af kalium. Kalium af alle mineraler, var jeg en veganer, i mangel af?! Hvordan forstår jeg (og min læge) ærlig talt ikke… men jeg er sikker på, at alle mine problemer udspringer fra samme årsag.

I dag har endeligt fundet en “behandling”, som virker på mine led og tildels min lænd. Det er fantastisk, hvor stor en forbedring det har givet! Når jeg er regelmæssig med “behandlingen”, forsvinder min stivhed og ømhed fuldstændig, noget jeg ikke troede var muligt.

I forhold til mit job havde jeg nu 1½ time frem og tilbage til arbejdet, og jeg havde stadig ingen lyst til at lave mad, når jeg kom hjem. Derfor spiste vi det første halve år virkelig meget købemad: naturli pizza, veganske hotdogs, veganske burgere og alt muligt andet hurtigt og nemt vegansk købemad.

Men jeg havde bare ingen energi, lyst, inspiration eller motivation til at stå i køkkenet.

Det var også her, at jeg begyndte at forsvinde fra bloggen og instagram. Jeg vil komme nærmere ind på det og flere årsager til under “Og hvad så med bloggen?”


2021-2022 – og mig

Det sidste års tid har været hårdt, og det har været et langt år med mange, mange refleksioner. Jeg har sagt mit job op hos børnehaven, og jeg har fortsat en lille livskrise.

Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det at have færdiggjort min prof.bach i ernæring og sundhed. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og sige til 23-årige Ditte, at når man flere gange tvivler på den uddannelse, man tager, så er det okay at stoppe. Det er okay at tage en pause og finde ud af, hvad man så vil…

Men jeg turde ikke, fordi jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville færdiggøre en HF med 12-taller og da slet ikke komme ind på en videregående uddannelse. Jeg var bange for at ryge tilbage i det hul, jeg var endt i efter min fars død, da jeg var 17 år.

Men jeg kan selvfølgelig ikke ændre på fortiden – så her er jeg, og jeg skal vist til at starte fuldstændig forfra og ændre på fremtiden.

Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde indenfor min uddannelse; arbejde med sundhed, formidling og hjælpe mennesker uden at skulle lave mad – men det er åbenbart ikke muligt for mig. Derfor har jeg i lang tid overvejet, hvad jeg så kan gøre; særligt med tanke på at nu har jeg og kæresten et ansvar for vores katte, vores hunde og i den grad et ansvar for at kunne blive boende og realisere vores drømme!


Jeg har stadigvæk ikke lyst til at lave mad.

Det giver mig ikke glæde mere. Det giver mig ikke frirum. Det er ikke længere et sted, hvor jeg føler mig inspireret, motiveret eller kreativ.

Det er en kæmpe sorg, og jeg sørger oprigtigt over det. I over halvdelen af mit liv har madlavning været mit sted, men det er det ikke længere. Jeg håber, at jeg med tiden kan finde glæden igen.


Og hvad så med bloggen?

Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke lyst til at lave mad eller desserter – og når jeg endeligt laver dem, har jeg ikke energien eller overskuddet til at tage billeder og skrive et indlæg her på bloggen.

Jeg vil så gerne dele, for jeg har alle de opskrifter og idéer til sundheds- og livsstilsindlæg, der rumsterer inde i hovedet, men… jeg kan ikke, og tit føler jeg ærlig talt heller ikke nogen grund til det: Når jeg tænker på al den tid og energi, jeg har lagt i bloggen (noget jeg i forvejen kæmper med at have nok af), så føler jeg bare ikke, at det er et regnestykke, der går op.

Jeg vil gerne dele min mad og mine desserter (og nogle gange også mine tanker, ligesom nu), men jeg føler, at jeg har skrevet til intetheden. Ingen respons og ingen følelse af, at jeg bare på den mindst mulige måde har gjort en lillebitte forskel – eller givet en lillebitte smule glæde over de opskrifter, jeg har delt.

MEN de få kommentarer og beskeder, jeg har fået, har gjort mig glad – helt ind i hjertet og sjælen. Nogle gange har de kommentarer og beskeder endda også reddet bloggen fra at blive slettet (og jeg mener det!) – så tak til jer som har taget jer tiden til at skrive til mig, I har vitterligt betydet så meget for mig!

Så ja… hvad så med bloggen? Indtil videre bliver den ikke slettet, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage/om jeg kommer tilbage.

Måske bliver det sådan, at jeg kun laver et indlæg, når jeg har energi og lyst til det, så jeg i fremtiden kan vende tilbage og bruge bloggen som en online kogebog.

Tak for nu.

   Send article as PDF   

2 kommentarer

  • Kamille

    Hej Ditte
    Hvor er det et rørende indslag – så ærligt og modigt.
    Jeg “opdagede” dig først for et par måneder siden, da jeg stødte på Vegansk til højtider og fest i en boghandel. Jeg blev så glad, for det er virkelig en bog, jeg kan bruge, da jeg elsker højtider og traditioner, og synes at spisning med familie kan være det mest udfordrende ved at være veganer. Din bog er en stor inspiration, og oven i købet også så hyggelig fyldt med små, fine historier. Så tusind tak for den! :))
    Siden har jeg også anskaffet mig Vegansk for alle, og så har jeg læst lidt rundt omkring her på din blog, som jeg også synes er så fin. De mere personlige indslag (selvom det er de jo alle sammen i en eller anden grad:)) er også virkelig spændende, synes jeg, fx alt det, du har skrevet om mentalt helbred, yoga og livsstil.
    Jeg er selv i en periode, hvor jeg oplever meget tvivl i forhold til fremtiden og hvad jeg egentlig vil, så jeg føler mig på en måde lidt spejlet i det, du skriver, og jeg er taknemmelig for, at du vil dele dine tanker. Jeg håber at det lander på en god måde snart<3
    Hilsen og de allerbedste tanker fra Kamille

    • Ditte

      Hej Kamille
      Tusind tak for din kommentar! Den gik lige ind i hjertet, og jeg er meget taknemmelig for, at du har taget dig tid til at skrive.
      Det gør mig virkelig glad, at begge mine kogebøger har fået en plads på din hylde, og at du kan bruge dem – og også at du har kunnet bruge min blog 🙂

      Det er virkelig hårdt at have tvivl om, hvad man vil/skal/kan, når det gælder ens fremtid – men så er det rart at kunne spejle sig, bare en smule, så man ikke føler sig helt alene.
      Jeg håber også, at du snart finder din vej og en følelse af sikkerhed ift, hvor du vil/skal hen i dit liv!
      Hilsen Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.