Veganske Spisesteder: Veggie Heroes
Veggie Heroes er veggie-spiserens drømmested, hvis man leder efter et spisested med asiatisk mad, som man kender det fra kinesiske restauranter. Det er den mad, som du bare nogle gange craver – og nu skal du ikke længere tage forbi Malmö for at opfylde maddrømmen.
Du skal bare en tur forbi København Ø!
Veggie Heroes
Blegdamsvej 106, 2100 København Ø
Alle dage: 17-22
Min kæreste og jeg har været forbi Veggie Heroes to gange. Første gang var for omkring et halvt år siden, og jeg må sige, at maden var meget bedre denne her gang, så vi kommer nok forbi igen inden, der er gået 6 måneder. Læs mere om maden efter billedet 😉
Du kan vælge at spise buffet, dumplings eller pho. Du kan jo også prøve lidt af det hele – 4 dumplings, en suppe og buffet! Min kæreste og jeg overvejede at spise buffet og så dele nogle dumplings. Men de havde ikke flere af de tre forskellige slags dumplings, som vi gerne ville have prøvet. Det er jo temmelig ærgerligt, at man ikke har mulighed for at smage på al den mad, de laver. Det samme problem var der faktisk også første gang, vi spiste der. Forhåbentlig kan vi smage deres dumplings, når vi kommer næste gang?
Anyways… vi valgte altså at kaste os over buffeten endnu en gang. Buffeten er ikke gigantisk, men den er stor – og der er så meget forskelligt mad. Der er rå grøntsager, frugt, sushi, suppe, ris, nudler og en masse forskellige stir-fry, karryret, dybstegte lækkerier, saucer – og jeg kan blive ved. Så jeg vil mene, at der er til enhver smag.
Jeg tog lidt af hvert fra buffeten. Men du kan nok primært kun se koriander og gulerødder med sesamfrø på billederne. Men tro mig, jeg fyldte tallerkenerne med stegte nudler, flere forskellige stir-fry med alle mulige forskellige køderstatninger, ris, broccoli stegt med soja og hvidløg (min yndlings), karryret og meget mere.
Vi gik begge to op to gange og fyldte tallerkenen. Derefter var vi begge mætte. Vi havde selvfølgelig lyst til at spise mere – men ja, man må jo lytte til ens krop og acceptere, at maven er fyldt tilpas op.
Det bedste var helt klart, at maden den her gang var meget mindre olieret, end den var første gang. Jeg har ikke noget imod, at mad er lidt greasy – men det må jo helst ikke være så greasy, at ens læber er dækket ind i olie, og man ikke kan spise mere end en tallerken 😉 Jeg synes, at de denne gang ramte en helt perfekt balance.
Prisen for buffeten varierer efter dag på ugen, og om du for eksempel er studerende eller ej.
Mandag-torsdag: 110 kr. Fredag-søndag: 135 kr. Det er billigere for studerende og børn at spise.
Jeg ved ikke, hvor travlt de har mere. Men første gang kunne vi ikke bare gå ind fra gaden og få et bord, så vi blev nødt til at bestille bord. Denne gang bestilte vi også bord. Så jeg vil anbefale, at du/I bestiller bord, hvis I meget gerne vil sikre jer en plads 🙂