
Citronmåne
Findes der noget mere nostalgisk end citronmåne og mazarinkager?
Og findes der nogle kager, som er blevet skældt mere ud, fordi alt og alle købte dem dengang i midt-slut 90’erne, og renæssancen for hjemmebag kom i 00’erne?
Det tror jeg ikke.
Men citronmåne er for godt til at lade blive en del af fortiden (ligesom mazarinkage), og det er jo heller ikke specielt svært at lave. Bare se på alle de ekstreme og ekstremt flotte kager, som enhver laver i dag – undtagen mig, for jeg kan stadigvæk ikke finde ud af at være så finurlig og god til de minutiøse detaljer. Derfor! Hvis du kan lave eller bare overvejer at lave en vegansk cheesecake med 5 forskellig slags topping, kan du i hvert fald også lave citronmåne – og en hjemmebagt citronmåne er lækker og nostalgisk!
Og så er det jo også sommer! Hvis der er noget, som er mere essentielt sommerspise end citroner, så er det ikke mange ting 😉 Derudover er citroner skønne i bagværk og søde lækkerier, for de giver en skøn syrlighed, der med tilpas sukker gør, at kager og desserter får dét ekstra umpf.
Citronmåne er derfor en perfekt sommerkage. Og derfor bliver du selvfølgelig nødt til at lave denne citronmåne.
Forresten er jeg for nyligt begyndt at bruge hyldeblomsteddike til alle mine desserter, når der skal bruges eddike til at tykne med – dette for nyligt skete fordi, jeg er i gang med at lave opskrifter til Harry Potter-kogebogen. Jeg smagte for første gang hyldeblomsteddike på mit studie, hvor jeg blev helt vild med det – prisen på sådan en eddike var jeg dog knap så vild med… men nu er jeg begyndt på at bruge det, da prisen ikke længere er så pebret (fordi der heller ikke længere kun findes et mærke). Jeg kan altså kun anbefale dig at bruge hyldeblomsteddike! Eddiken har ikke den samme skarpe smag som almindelig eddike, den er meget sødere og (selvfølgelig) mere blomster-agtig. Den er perfekt til veganske marengs, hvor almindelig eddike, citronsaft og citronsyre giver en alt for syrlig smag!
Citronmåne
2½ dl plantemælk
1 tsk hyldeblomsteddike/æblecidereddike
½ dl neutral olie
120 g sukker
1 tsk vaniljesukker
½ tsk salt
Skal fra 1 øko citron
45 g mandelmel
150 g hvedemel
1¼ tsk bagepulver
3/4 tsk natron
Topping
100 g flormelis
lidt vand
evt lidt citronskal
evt lidt citronverbena – i mindre stykker
Forvarm ovnen til 160 grader varmluft og beklæd en springform (22 cm) med bagepapir.
Pisk plantemælk og eddike sammen til det tykner. Pisk derefter olie, sukker, vaniljesukker, salt og mandelmel.
Rør hvedemel, bagepulver og natron i.
Hæld dejen i springformen og bag midt i ovnen i 30 minutter. Kagen skal være gylden og føles fast – lav knivtesten, hvis du vil vil være helt sikker på, at kagen er færdigbagt.
Lad kagen køle af.
Lav glasuren når kagen er kølig. Rør flormelis sammen med nok vand til du får en relativ tyk glasur.
Fordel glasuren på kagen og lad den størkne lidt, inden kagen serveres.
Hvis du bruger, så fordel citronskal og citronverbena på kagen.

