Kirsebærtærte | Twin Peaks Cherry Pie
“They’ve got a cherry pie there that’ll kill ya.” Sagt af verdens bedste FBI agent Dale Cooper.
Det er dog ikke min kirsebærtærte, der har fået denne fine anmeldelse af Twin Peaks’ Cooper, det var Double R Diner’s – men hvis han smagte min variant, så er jeg sikker på, at den ville få samme fine udtalelse og en tommelfinger opad!
Jeg har elsket Twin Peaks, siden jeg så den første gang, da jeg var omkring 18 år. Den er nogle gange forfærdeligt 90’er, men det er samtidig det, som er så charmerende. Faktisk så hiver jeg omkring hvert andet år Twin Peaks frem for at se sæson 1 og 2 igen, for der er bare et eller andet ved Twin Peaks og alle dens figurer, der for mig er det rene hygge, efterår og efterhånden nostalgi – på trods af at det jo faktisk er en lidt grum historie. Hvis du har set serien, og du ligesom jeg elsker den, så burde du læse Laura Palmers hemmelige dagbog skrevet som spin-off til tv-serien af David Lynch’ datter Jennifer Lynch – hvis du altså ikke allerede har læst den.
Anyways, det handler jo om kirsebærtærten i dag. I løbet af serien spiser Cooper flere gange kirsebærtærten hos Double R Diner – og hver gang han spiser den, får jeg altid en umådelig lyst til også at spise den. Jeg får også lyst til at besøge Double R Diner, for Norma og Shelly virker som de sødeste personer – hvis jeg nogensinde kommer til USA igen, så kunne jeg godt finde på at besøge den diner, der lægger facade til Double R Diner.
Nå, skal vi endnu en gang vende tilbage til kirsebærtærten? Jeg havde aldrig prøvet kirsebærtærte før denne her, som jeg lavede til bloggen – men bare synet af kirsebærtærten i Twin Peaks og Cooper’s ros fik mig overbevist om, at jeg ville elske kirsebærtærte lige meget hvad… og den overbevisning var rigtig.
Kirsebærtærten er cremet og sød, og tærtedejen er fantastisk flaky. Fyldet er blødt og fylder hele munden op (selvfølgelig alt efter hvor stor en bid du tager), og tærtedejen giver et godt bid. Og hvis du virkelig skal ende i tærtehimlen og tage dine gæster med dig, så server med en kugle vaniljeis til! Yuuummmmm
Lige en ting, jeg synes, at tærten er mere en efterårs- og vintertærte, end den er en sommertærte… men altså, tærte (lige meget hvad der er i) kan jo spises året rundt!
Jeg tror, at min følelse af, at den er mere efterår og vinter end sommer, skyldes, at Twin Peaks sæson 1 foregår i efteråret, så jeg har altid forestillet mig, at jeg også ville spise et stort stykke kirsebærtærte om efteråret. Men min kæreste sagde dog også, at den var mere efterårs- og vinter-agtig. Jeg ved ikke, hvad du vil bruge den information til, men nu ville jeg lige skrive det.
Hvis du efter denne omgang kirsebærtærte lige pludselig skulle få en craving efter den i løbet af efteråret eller vinteren, så har jeg nede i Pssst… skrevet et lille tip, for det er jo ikke rigtig til at finde friske kirsebær senere på året.
Rigtig god fornøjelse med tærten 🙂
“This must be where pies go when they die.” Agent Dale Cooper
Kirsebærtærte | Twin Peaks Cherry Pie
Dej
250 g hvedemel
½ tsk salt
200 g margarine – mindre stykker (jeg brugte AMAs veganske margarine)
4-5 spsk vand
Fyld
690 g kirsebær
150 g sukker
1 spsk balsamicoeddike
25 g majsstivelse
½ dl vand
Start med at lave dejen. Rør hvedemel og salt sammen. Rør derefter plantesmørret i med en ske – brug ikke fingrene til at få smørret ud i melet.
Rør vandet i for at samle dejen – det kan være, du skal bruge lidt mere vand. Saml hurtigt dejen med hænderne, pak ind i husholdningsfilm/frysepose og stil på køl i 1 time.
Imens laves fyldet. Udsten kirsebærrene – det tager godt med tid, omkring 15 minutter, så sæt noget musik på og nyd arbejdet.
Kom kirsebær, sukker og balsamicoeddike op i en gryde. Giv det et opkog og lad det derefter simre i 10 minutter. Sluk for varmen.
Pisk majsstivelse og vandet sammen. Rør det i kirsebærrene. Lad det køle af på komfuret.
Tænd ovnen på 200 grader. Tegn en 22 cm cirkel på et stykke bagepapir – brug tærteformen (22 cm i diameter) til at tegne på. Smør formen med lidt margarine.
Del dejen i to. Rul den ene halvdel ud på bagepapiret, så det bliver lige så stort som cirklen – det gør ikke så meget, hvis den bliver lidt større.
Fordel dejen i tærteformen og pres den op ad siderne – prik med en gaffel. Hvis du har overskydende dej, så pres det sammen med den anden dej-halvdel.
Fordel fyldet i tærteformen.
Rul derefter den anden halvdel (sammen med mulig overskydende dej) ud på et meldækket bord.
Det skal rulles ud til, du har et dejstykke, der er stort nok til, at du kan skære 6-8 rektangler ud ud, der er 25 cm lange og ca. 1-2 cm brede.
Form lattice-flet ovenpå fyldet, så du ender med et flet-låg.
Bag midt i ovnen i 15 minutter. Skru ned til 180 grader og bag videre i ca. 45-50 minutter. Låget skal være sprødt og let-gylden og fyldet skal boble.
Lad tærten køle af inden, den serveres. Server endelig med en klat vegansk vaniljeis eller flødeskum, og hvis du lyster: en kop kaffe! Det vil agent Cooper nyde i stor stil.
Pssst… Jeg tror godt, at du vil kunne bruge kirsebærsauce, hvis du ikke orker at udstene – eller hvis du gerne vil lave tærten om efteråret og vinteren. Så skal du bare sørge for at fjerne noget af væsken, da det ellers vil blive lidt for flydende… men på den anden side, hvis du ikke har noget imod det, så kan du jo bare komme hele glasset i.