Højtider,  Opskrifter,  Snack,  Sødt

Vegansk Halloween: Græskarhoveder

This is Halloween! This is Halloween!

Pumpkins scream in the dead of night…

En af mine absolut yndlings halloween-sange, og jeg spiller den rimeligt ofte… jeg har sådan en lille Halloween-playliste, der får lov til at spille for fuld drøn, og så har jeg den selvfølgelig også på mobilen, så jeg kan høre sangen når som helst, hvor som helst 😉

Men hold da op, hvis det ikke var fordi, Halloween er nært forestående, så havde jeg lagt mig på sengen og nægtet at flytte min krop, når jeg kom hjem fra arbejde. Lige nu er vi i gang med at flytte, for vi skal være ude af vores lejlighed inden d.1 november. Så juhuu! Vores lejlighed er blevet solgt, mindre juhuu er det dog, at vi stadigvæk ikke har fundet vores lille drøm på landet. Men det skal nok komme – på et eller andet tidspunkt. Så jeg er træt, og jeg er udmattet… og der var så mange ting, jeg gerne villet have lavet og gjort her i oktober: lave min ikke-Harry Potter kogebog (det er en Harry Potter kogebog, men det må jeg bare ikke kalde den) og få den udgivet her i november + have deltaget i international veganerdag i Meny + pyntet fuldstændigt og totalt op til Halloween. Men kogebogen må vente til starten af næste år; meny ved jeg ikke om sker; halloween-oppyntning må ske til næste år.

SÅ! Det betyder, at jeg forkæler mig selv og kæresten med Halloween-lækkerier, andre lækkerier og flere lækkerier… derfor skal du da også forkæles med en ny Halloween-opskrift! Så bliver det da ikke bedre 😀

 

Græskarhovederne er vel i for sig mini-græskartærter, og så er de lige 100% mere søde.

Fremgangsmåden ser måske alt for lang og omsonst ud, men det er faktisk ikke særlig slemt. Essensen af de her lækre græskarhoveder, skal vi kalde det håndholdte græskartærter, er: lav græskarmos, lav tærtedej, saml det. Hvis du bare ser på opskriften på den måde, og hvis du er så heldig at have græskarhoved-udstikker, så er du færdig, før du får set dig om!

Hvad sker der lige for manglende dagslys?! Ugh, det er virkelig frustrerende… og jeg skal lige vænne mig til, at solen forsvinder hurtigere, og det generelt bare er mørkere. Jeg siger dig, det er nogle gange hårdt at lave sådan en madblog her; jeg har overvejet, om jeg bare skulle gå amok i indlæg omkring sundhed, ernæring, anmeldelser her i de kommende mørke måneder 😉


Græskarhoveder, 8-10 stk

Dej

250 g hvedemel (100 g kan erstattes med groft)

130 g margarine

½ tsk salt

5-6 spsk iskoldt vand

Fyld

ca. 150 g hokkaido græskar – skrællet vægt, skåret i små tern

40 g brun farin

½ tsk vaniljesukker

½ tsk kanel

1/4 tsk stødt ingefær

1 knsp stødte nelliker

salt (efter smag)


Tænd ovnen på 180 grader
. Gør en bageplade med bagepapir klar.


Start med at lave dejen
. Kom hvedemel, margarine og salt i en food processor, og blend til dejen krymler.

Tilføj lidt ad gangen vandet til dejen samler sig. Ælt dejen sammen (ikke for lang tid!) – hvis den føles lidt tør, tilføjes mere væske og vice versa.

Pak ind i husholdningsfilm og stil på køl i 45 minutter.


Bag græskar-ternene imens dejen står på køl
.
Kom græskar-ternene på bagepladen og dæk med sølvpapir.

Bag midt i ovnen i 25 minutter – bare lad ovnen være tændt. Lad det køle af i 10 minutter.

Blend græskar-tern og brun farin til det er cremet. Rør derefter krydderierne i – smag til.

Stil til ved et åbent vindue eller i køleskabet.


Når dejen har hvilet i køleskabet, rulles dejen ud
. Rul dejen ud til den er omkring 50×24 cm.

Hvis du har græskarhoved-udstikkere, så er det frem med dem nu og stikke 16-20 ud!

Ellers er det om at være kreativ med kniven: kom mel på den udrullede dej og fold den over sig selv på langs.

Pres let ned, fold dejen tilbage igen og skær langs linjen på dejen.

Læg nu den ene dej ovenpå den anden og skær græskarhoveder ud med en skarp lille urtekniv – du vil kunne skære omkring 5 ud, derefter skal du rulle dejen ud på ny og starte forfra med fremgangsmåden

Ja, det er lidt omsonst, men jeg kom igennem det – så det skal du nok også 😉


Når græskarhovederne er udstukket/skåret ud, laves græskarhovederne
.
Den ene halvdel af “græskarret” skal være bunden, den anden skal være hovedet: skær hovedet ud med de ansigter, du gerne vil spise.

Pensl bundene med lidt plantemælk og kom ½-1 spsk fyld på midten. Læg de udskårne hoveder ovenpå de respektive bunde og pres siderne ned med fingrene – det kan være, at fyldet skal fordeles lidt mere jævnt; det gør du bare ved at presse lidt på midten af græskarhovedet.

Pres siderne med en gaffel.

Kom på en bageplade med bagepapir, pensl med plantemælk. Bag midt i ovnen i ca. 18-20 minutter.


Pssst…
Hvis du bare ikke orker at lave tærtedej og værst: vente på at tærtedejen bliver klar, så kan du bruge butterdej i stedet for 🙂 Så skal du nok bare bage det i 12-15 minutter i stedet for, men prøv dig frem.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.