Livsstil,  Personligt

Oktober

Så er det 1.november, og det er først og fremmest International Vegan Day! For det andet, så er det Allehelgensdag.

Så hvis du har mistet nogle, du har elsket, så kunne du måske tænde et lys for hver person og tænke på de gode stunder, I havde sammen. Det er i hvert fald noget, jeg vil gøre i dag.

Inden jeg afslører, hvad der blandt andet har fyldt hos mig i denne måned, tænkte jeg, at det ville være sjovt at vise, hvordan Halloween så ud hjemme hos os.

Som jeg gjorde i sidste måned, så vil jeg i dag lave en slags afslutning på oktober. Så igen vil jeg dele, hvad jeg har lavet/interesseret mig for/læst/set/alt muligt andet i løbet af måneden.Det er sådan nogle blogindlæg, jeg godt kan lide at læse, og man kommer på en måde til at lære personen “bedre” at kende, og måske bliver man endda også inspireret!

Jeg deler links, der hvor jeg synes, det giver mening. Og nej, ingen af disse links er affiliated eller sponsoreret. Hvis de var, skal jeg nok sørge for at gøre det meget, meget tydeligt.

Jeg håber, du vil nyde, det jeg deler, blive inspireret eller fatte interesse.


Bøger

Langsom Livsstil: Karen Pallisgaard – Jeg lånte den her bog, fordi jeg kan mærke, at jeg har for meget stress i mit liv. Jeg har hendes tidligere bog Begynder Yogabogen, som er den bog, der endelig fik mig i gang med yoga – og som samtidig forandrede mit liv! Så jeg tænkte, at jeg godt ville kunne få noget ud af denne bog… både og. Den fokuserede meget på arbejde, og fordi jeg jo pt er en samfundssnylter, syntes jeg ikke rigtig, at de mange passager med udgangspunkt i arbejde, passede til mig og min situation. MEN der var stadigvæk mange interessante vinkler og indsigter, og især det sidste kapitel, som handler om døden, var fantastisk! Det er det kapitel, der gør, at jeg overvejer at købe bogen – bare så jeg kan have de tanker om døden, som der er i bogen, hos mig hele tiden. Jeg skrev en passage af fra bogen i en af mine mange journaler.

Praktisk magi: Alice Hoffman – Da jeg opdagede, at filmen Practical Magic var lavet over en bog, skyndte jeg at låne den. Jeg har ikke fået læst den færdig, men jeg bliver alligevel nødt til at dele den med dig. Sproget lullede mig straks ind i den magiske boble, som filmen også bærer præg af, og jeg blev helt forelsket med det samme. Det “sjove” ved bogen er, at den er anderledes i forhold til filmen; det er overordnet ikke engang de samme handlingsforløb. Men det gør ikke noget… hverken for filmen eller bogen, for historien er på en og samme tid både trist, mørk og hyggelig, smuk. Både i filmen og i bogen, men især i bogen. Det sjove er også, at i bogen er hovedpersonen Sally faktisk skeptisk overfor tanterne og deres magi, hun tror ikke engang på magi… så lige nu ved, fordi jeg ikke er kommet så langt ind i bogen, ved jeg ikke engang, om der er noget som helst “rigtig” magi i historien eller ej.


Film/TV

The Great British Bake Off – Når jeg rigtig skal slappe af og hygge mig, så ser jeg den engelske version! Der er bare noget helt vildt varmende, hyggeligt og “aaahhh” over den. Det samme gælder for den svenske version. Så ja, det har jeg manisk ledt efter, og heldigvis er sæson 7 på yousee, og en af de tidligere sæsoner (som jeg efterhånden har set 2-3 gange nu) er på TV2Fri. Forhåbentlig kommer jeg snart i gang igen med min egen Great British Bake Off-bageserie her på bloggen.

The Invitation – Det her er en drama/gyser, der bliver hos dig lang tid efter. Cinematografien er helt exceptionel på en meget underspillet måde, og nogle gange popper billeder fra filmen op for mit indre øje. Hovedpersonen er genial, og man føler både hans skepticisme, paranoia og sorg. Det er virkelig en rutsjebane, på trods af at der ikke sker meget i selve filmen: det hele drejer sig om et middagsselskab, som hovedpersonen er inviteret til sammen med sin kæreste af sin ekskæreste/-kone og hendes nye mand. Man ved med det samme, at der er noget/bør være noget galt, men man har ikke nogen grund til det… Den er i øjeblikket på Netflix.

Practical Magic – Mmmmm… det er næsten det eneste, jeg vil skrive. Jeg elsker den her film – så højt! Den er ren nostalgi, hygge og magi for mig. Når jeg ser den, bliver jeg altid fyldt med glæde. Har du ikke set den? Så skal du se den! Den er også på Netflix i øjeblikket. Og undskyld mig, nu tror jeg, at jeg skal se den igen, igen.


App

Duolingo – Jeg elsker sprog, og jeg vil rigtig gerne kunne snakke en masse. Jeg har dog bare et problem… jeg er en total sprogspasser, selv på dansk! Men det gør ikke det mindre sjovt at lære nye sprog, jeg ved dog bare, at jeg ikke skal forvente at kunne tale andre sprog end engelsk og dansk flydende. Lige nu er jeg i gang med at lære tysk. Jeg prøvede at lære det i folkeskolen, fik underligt nok 9 (selv om jeg ikke engang forstod, hvad jeg selv sagde), prøvede at genlære det igen senere, og nu prøver jeg så igen. Bagefter står den på fransk, måske spansk derefter og hvis jeg kan finde det svensk. Og så skal jeg prøve at vedligeholde det, jeg har lært… og så leder jeg nok efter flere sprog at lege med.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.