pumpkin spice grød
Morgenmad,  Opskrifter

Pumpkin spice grød

Pumpkin spice and everything nice!

Hvis der er noget, som kan gøre sådan en efterårsmorgen (og vinter for den sags skyld) ekstra hyggelig, ekstra ‘comforting’ og ekstra lækker, så er det grød.

Der er noget ved de kølige morgener, disen der ligger på markerne og bladene som er spredt udover jorden, der gør, at jeg får brug for grød. Min krop higer efter det.

Der er bare noget ved efteråret, ikke sandt?

Men hvordan kan man tilføje lidt ekstra til grøden? Selv om jeg elsker min klassiske morgengrød med kanel og æble, så har jeg nogle gange haft brug for noget andet. Så er det jo godt, at der findes Pinterest 😉

På Pinterest kan man finde alt og intet, og når det bliver efterår, går jeg amok med at fylde mit Efterår-board op med alt, der har med farverige blade, græskar og efterårsmad at gøre! I min maniske søgen efter at lave et board, hvor jeg kan blive opslugt af efteråret, støder jeg år efter år på pumpkin spice-alt-muligt! Græskar og varmende krydderier er altid et hit.

Så jeg blev inspireret til at lave min egen version af pumpkin spice grød, for græskar og krydderier gør bare livet mere hyggeligt.

Hvis grød ikke lige er det, som du har allermest brug for(?!), så kan du tjekke flere veganske morgenmadsopskrifter ud HER.

pumpkin spice grød


Pumpkin spice grød, 2 pers

2 dl grovvalsede havregryn

2 dl plantemælk

3 dl vand

100 g græskarmos (se pssst…)

2 tsk kanel

1 tsk ingefær

½ tsk kardemomme

1/4-½ tsk allehånde

1 tsk sukker

lidt salt


Kom alle ingredienserne i 1 liter gryde
. Rør godt rundt og giv det et opkog og lad det simre – rør regelmæssigt i det, så bliver grøden mere cremet.

Det kan være, du skal tilføje lidt mere væske.

Når grøden er nået rette konsistens, slukkes for varmen. Smag evt til med lidt salt.

Lad grøden stå og trække i 5 minutters tid.

Server gerne med nogle ristede nødder (pekannødder er perfekte til!) og ahornsirup.

Mums!


Pssst…
Græskarmos kan du hurtigt lave ved at bage/koge/dampe noget græskarkød indtil, det er mørt.

Jeg plejer at bruge et halvt græskar, skræller det og fjerner kernerne. Skær i mindre stykker og kom i en lille gryde med vand. Kog uden salt indtil det er mørt og blend derefter helt cremet.

Kan opbevares i køleskabet i ca. 3-4 dage. Det kan også fryses; når du skal bruge det, så tag den mængde, du skal bruge, ud.

Du kan bruge alle slags græskar. Nogle er mere faste end andre, og det vil gøre græskarmoset mere fast eller flydende – prøv dig frem 🙂

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.