Drikkelse,  Opskrifter

Sommer på Gården: Hyldeblomstsaft

Hyldeblomsten er ved at visne og i stedet give plads til hyldebærrene.

Men inden hyldeblomst blev til hyldebær, opdagede vi, hvor meget hyld der er på grunden. Det er ærlig talt fantastisk. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor meget hyld vi egentligt har – og jeg turde heller ikke drømme om det. Men det er sikkert at sige, at vi har rigeligt. Og det er rigeligt uden at lave et markant “indhug” i blomsterne.

Det har været min plan lige siden, jeg startede bloggen at dele min hyldeblomstsaft – for vi har alle sammen vores egen version (hvor forskellige de versioner så kan være uden at tilføje jordbær og rabarber, er jeg ikke så sikker på, men det er også lige meget). Jeg har dog altid været for sent ude, for når jeg endeligt fik i tankerne, at opskriften skulle deles, så var blomst blevet til bær. Æh… det skete så igen i år! Hvad kan jeg sige?

Men nu er jeg efterhånden ligeglad med, om opskriften kommer op på “det rigtige tidspunkt”, for min blog er i bund og grund mit eget lille opslagsværk, som jeg nyder godt af – og som jeg håber, du også nyder godt af. Så selv om du måske ikke lige kan få lavet denne hyldeblomstsaft i år, så kan du til næste år (og det samme gælder mig).

Og hvem vil ikke altid gerne kigge på billeder af sommer og sol og hvide blomster?

Opskriften er en, jeg fik via min svigermor for en del år siden; måske 2 år efter kæresten og jeg mødte hinanden. Siden da har jeg lavet lidt om på den for at tilpasse den mine præferencer = min hyldeblomstsaft må gerne være syrlig. Jeg elsker en syrlig hyldeblomstsaft. Tit er de for søde, og så kommer der ikke rigtig spil i blomstens smag. Så når jeg køber hyldeblomstsaft, sørger jeg altid for at komme citronsaft og skiver i kanden – et fif jeg har lært fra min mor. Men når jeg selv kan lave den, sørger jeg for, at der ikke kommer for meget sukker i.

Pluk hyldeblomsterne på en solrig dag og husk at ryste dem grundigt, når du plukker dem + inden du går i gang med opskriften – på den måde undgår du alt for mange insekter.


Hyldeblomstsaft, lidt over 1 liter

30 hyldeblomster – mellemstore

2 øko citroner – skiver

25 g citronsyre

700 g sukker

1 liter kogende vand

Atamon


Kom alle ingredienserne, undtagen atamon, i en 3 liters gryde
. Rør rundt i det til sukkeret er opløst.

Lad saftens køle af og kom på køl. Lad saftens trække i 5 dage – rør rundt i den en gang hver dag.

Si blomster, citronskiver og eventuelle insekter fra ved at lægge et osteklæde eller viskestykke i en stor si og hæld saften igennem klædet. Hæld en smule ad gangen i sien. Når al væsken er løbet igennem, presses klædet med blomster og citronskiver over skålen, så den sidste saft kommer med. Rør 1 tsk atamoni.

Kom saften på skoldede flasker rystet med lidt atamon. Stil på køl.

Og lav selvfølgelig en dejlig kande hyldeblomstsaft ved at blande saften op med vand som tak til dig selv for arbejdet og ventetiden 😉

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.