Rabarber & Gin Mocktail m. Timian-sirup
Solen er vendt tilbage, og hvad er bedre end at sippe til en elegant drink imens?
Intet, siger jeg dig! I hvert fald ikke lige nu, og i hvert fald ikke i forhold til det her indlæg, som sjovt nok handler om en (i mine øjne) elegant drink. Og nu hvor jeg har opdaget det bedste i hele verden: lækker alkoholfri rom og gin, så har jeg lavet en masse mocktails her på det sidste.
Jeg er en meget lykkelig kvinde 😉
Men bare rolig, hvis du godt kan lidt en drink med alkohol, så kan du sagtens bruge den her opskrift og erstatte ginISH med en god gammeldaws gin.
Mocktailen består af gin rørt sammen med en hjemmelavet timian-sirup, der er frisket og sødet op med en lækker økologisk rabarber sodavand. Og for at gøre det lidt ekstra, har jeg også lavet en grapfrugt-sukker rim. Mocktailen har en “earthy” smag på grund af timian-siruppen, der bliver brudt af ginens lette bitterhed og rabarber sodavandens sødme. Det er en rigtig forårsdrink!
Den alkoholfrie gin, som jeg bruger her i opskriften, er fra det danske firma ISH. Min kæreste opdagede, at Irma solgte deres romISH og ginISH, og så blev vi nødt til at prøve. Jeg drikker meget, meget sjældent alkohol, da jeg ikke kan tåle det og får en slags allergisk reaktion på det, og derfor har jeg savnet rom helt ufatteligt meget – min elskede rom!
Så vi er simpelthen hoppet på ISH-vognen, og vi har fået nogle lækre drinks ud af det. Både deres rom og gin smager virkelig meget ligesom den originale alkoholfyldte slags, så det er jo et kæmpe plus, for du slipper for både tømmermænd og den til tider skarpe spiritussmag, der ellers ville følge med!
Vigtigt! Drinken kræver lidt forberedelse, da du skal lave timian-siruppen selv. Siruppen skal trække 1 time og skal derefter køle af, før den kan bruges i mocktail/cocktail.
Du kan godt gøre siruppen klar lidt hurtigere ved at simre timian-stilkene med i siruppen i 10 minutter og derefter lade siruppen køle af. Om der kommer lige så meget smag, ved jeg ikke – endnu!
Opskriften på timian-siruppen giver til en del flere drinks. Så har du da til en anden dag 🙂
Rabarber & Gin Mocktail m. timian-sirup, 2 personer
Timian-sirup
200 g sukker
2½ dl vand
1 stor håndfuld frisk timian
Mocktail
1 dl GinISH
1 dl timian-sirup
1 dåser (330 cl) rabarber sodavand (jeg bruger den økologiske, man kan få for omkring 5 kr i Føtex)
evt isterninger
Grapefrugt-rim
Sukker
½ grapefrugt
Start med at lave timian-siruppen mindst 2 timer før servering. Kog sukker og vand op i en lille gryde. Når sukkeret er kogt væk, og siruppen bobler, slukkes for varmen. Kom timianen i og lad siruppen stå og trække 1 time.
Kom derefter på køl.
Når siruppen er kølig/kold, laves mocktailen – start med en lave rim/sukkerkanten på glasset. Pres kanten af glasset (jeg brugte et martini-glas) ned i grapefrugten – pres omkring 1 cm af glasset ned i.
Drys sukker på glassets kanter, så der kommer en “rim” af sukker på glasset.
Gør det let for dig selv ved at hælde sukkeret på glasset over en tallerken – på den måde opfanger du overskydende sukker og slipper for sukker i hele køkkenet.
Bland ginISH og timian-sirup sammen. Fordel gin-blandingen i de 2 glas og hæld sodavanden i.
Server – og føl dig lidt blæret, imens du sipper til din elegante mocktail.
God fornøjelse 🙂