
Sticky buns | Karamel-kanelsnegle m. pekannødder
Kanelsnegle. Der er næsten ikke noget mere hyggeligt og fantastisk at spise. En god kop the, en spændende bog og et styks kanelsnegl.
Men har du ikke brug for mere hygge og snask?! Hvad siger du til kanelsnegle, der er omsluttet af en klistret, tyk og let-saltet karamel?
Lad mig præsentere dig for karamel-kanelsnegle med pekannødder. Mumsfilibaba!
Hvis du troede, det ikke kunne blive mere sukret og klistret og (selvfølgelig) lækkert, så tog du fejl. Men at tage fejl på sådan er måde, er altid godt. Jeg har haft lyst til at lave dem lige siden, jeg så et par eksemplarer hos Espresso House… jeg har hørt noget om, at de vil lave hele butikken plantebaseret, men om det bare er ønsketækning eller ej, ved jeg ikke – og jeg har desuden heller ikke tid til at vente på det, for jeg har drømt om de her buns alt for længe!
Hvis du også har, er du heldig, for her er mit veganiserede og dyreelskende forslag.
Sticky buns er oprindeligt fra Tyskland – der blev og bliver de kaldt Schnecke(n), og de er mere eller mindre ligesom vores elskede kanelsnegle. Bagværket kom til USA i omkring det 1800-århundrede, hvor det selvfølgelig slog igennem og derfor lige siden er blevet lavet… med modifikationer, såsom karamel og pekannødder, for i USA kan det ikke blive for sødt, og visse steder have for mange pekannødder.
Jeg kan ikke love dig, at du vil kunne huske resten af dagen/aftenen efter sukker-ruset – men det er så dejligt, imens det varer 😉
Og nu må du have mig undskyldt, for jeg vil guffe så mange i mig, som det er fysisk muligt, imens jeg endeligt får læst i min oldgamle bog om nordiske myter, sagn og guder med en kop the.
Rigtig god fornøjelse med bageriet!
Sticky buns | Karamel-kanelsnegle m. pekannødder, 12 stk
Dej
2½ dl plantemælk – lun
40 g plantesmør – smeltet
25 g gær
2 spsk sukker
½ tsk salt
ca. 450 g hvedemel + til æltning
Fyld
125 g vegansk margarine
100 g brun farin
2 tsk kanel
Karamel-topping
90 g plantesmør
150 g brun farin
½ tsk vaniljesukker
1/4 tsk salt
½ dl ahornsirup
3 spsk kokosfløde
125 g pekannødder – let-ristede
Start med at lave dejen. Pisk plantemælk, plantesmør og gær sammen til gæret er opløst. Pisk derefter sukker, salt og omkring 50 g af melet – pisk til det er cremet. Rør derefter det resterende mel i lidt ad gangen.
Ælt dejen til den er blød og elastisk. Hæv i 45 minutter.
Lav toppingen imens dejen hæver. Varm smør, brun farin, vaniljesukker, salt og ahornsirup i en lille gryde. Når sukkeret er smeltet, og det er rørt godt sammen, røres kokosfløden i – sluk for varmen og stil til side.
Lav fyldet i de sidste minutter af dejens hævetid. Rør plantesmør, brun farin og kanel sammen til det er cremet.
Når dejen er færdighævet, rulles den ud til den er omkring 45 cm lang og ½ cm tyk. Fordel fyldet på dejen og rul sammen til en pølse og skær ud i 12 skiver – ligesom når du laver kanelsnegle.
Smør en 23×33 cm bageform med plantesmør. Hæld karamellen i den smurte bageform og fordel pekannødderne ovenpå karamellen. Fordel kanelsneglene ovenpå karamellen – pres dem lidt ned, så siderne også bliver dækket.
Dæk til med husholdningsfilm og efterhæv i 30 minutter.
Tænd ovnen på 180 grader. Bag midt i ovnen i ca. 25 minutter.
Lad sneglene køle af i 15 minutter. Læg et stort nok fad/plade ovenpå bageformen – det kan være et skærebræt/bageplade med bagepapir – og vend formen på hoved. Fjern forsigtigt formen – voila! Du har nu de skønneste, mest klistede karamel-kanelsnegle.
Spis!

