image featured

Ditte

Categories Opskrifter

Boganmeldelse: Veganske Hverdagsretter (reklame)

Jeg er gået i gang med et projekt.

Projektet skal slå to sandwiches sammen med et smæk: øge min madglæde og madentusiasme + hjælpe mig med at spise mig igennem min kogebogssamling.

Min kogebogssamling består i øjeblikket af 40 veganske kogebøger… og de er jo egentlig købt med tanke på at smage den mad, der er i dem. Og nu er det på tide!


Projektets retningslinjer?

Du kan læse mere om projektets (altså mine) retningslinjer i første boganmeldelse, som du finder lige HER.


Veganske Hverdagsretter

Bogen fik jeg af forlaget som et anmeldereksemplar – alle meninger er 100% mine egne.

Forfatter: Maria Grønbech

Så er der igen kommet en dansk vegansk kogebog – og hold da op hvor kommer der mange i øjeblikket! Det er virkelig fantastisk, at der indenfor de sidste 3 år er kommet så mange danske veganske kogebøger. Jeg glæder mig til at se de kommende og selv komme med flere 😉

Nu hvor jeg har kigget bogen igennem og smagt på retterne, vil jeg sige, at bogen er perfekt til: Folk, der godt kan lide de gode gamle hverdagsretter.

Du kan købe bogen på saxo, i boghandlere og hos forlaget EgoLibris. Hvad jeg har kunnet se, så er det pt ikke muligt at låne bogen på biblioteket.


Det gode

* Der er billeder af mange af opskrifterne.

* Den er begynder-venlig. Men hvis du er en smule mere øvet i køkkenet, er der også noget for dig 🙂

* De fleste af opskrifterne er hurtige/nemme at lave.

* Du kan finde næsten alle ingredienserne i supermarkedet – men de få som du ikke kan finde, kan du købe over nettet eller i helsekosten.

* Du vil komme godt rundt i det veganske køkken. Der er opskrifter på blandt andet brød, deller, gryderetter, tærter, supper, pålæg, kager, desserter – men der er faktisk ikke én eneste salatopskrift! (det ville veganer-mig for 9 år siden havet elsket)


Det dårlige

* Den kunne godt have været mere brugervenlig. Det er særligt fire punkter, der går igen:

Der mangler sidehenvisninger til de opskrifter, der bliver nævnt.

Opsætningen af opskrifterne er ikke så overskuelig.

Fremgangsmåden i opskrifterne kan godt virke en smule indforståede, hvor man som læser ikke altid ved, hvad der helt præcist skal gøres.

Der anvendes i nogle af opskrifterne dl-mål i stedet for gram, hvor det ville have lettere for læseren at anvende gram.

* Det er ikke dårligt som sådan, men billederne er meget 80’er-agtige i forhold til styling. Det villet have været en god idé at have haft en mere øvet fotograf til at tage billederne – for billeder er trods alt med til at vække appetitten, og der er et par billeder, hvor en mere øvet fotograf kunnet have fået en ufotogen ret til at se markant bedre ud. Det er skidesvært at tage madbilleder.


NU til selve den mad, jeg smagte.


Maden

Lad os starte med de tre første måltider!

Øverst til venstre: Baked beans + Majsbrød

Det her var et dejligt hurtigt og nemt måltid. Jeg har lidt aversioner mod baked beans, men det skyldes primært, at det var noget, jeg blev proppet med, da jeg var mindre, og min søster var syg… så ikke lige de bedste minder. MEN de her baked beans var faktisk ret lækre, og min kæreste erklærede dem for de bedste nogensinde! De var tilpas krydrede, og sovsen havde en god konsistens. Majsbrødet var derimod ikke særligt godt – det var alt for tungt og tørt i konsistensen; jeg har ingen idé om, hvad jeg gjorde galt, for på billederne så majsbrødet ret saftigt ud? Men så er det godt, at jeg har min egen version.


Øverst til højre: “Kødboller”

Mmmmmm! Mums, hvor var de her “kødboller” bare lækre. De var lavet på quinoa og havregryn samt nogle krydderier – så helt enkle og virkelig nemme at lave. Jeg bagte dem i ovnen i stedet for at stege dem på panden, og det blev de faktisk rigtig gode af. Det her var en af mine yndlingsretter fra bogen!


Nederst: Rodfrugtsuppe m. melboller

En klassiker, som jeg kan huske fra barndommen. Jeg fulgte faktisk ikke rigtig helt opskriften, for jeg anvendte friske rodfrugter med mine favoritter i, i stedet for frostblandingen som der stod i ingredienslisten. Men suppen var god – og selvfølgelig helt perfekt til de her efterårsdage. Melbollerne var en blanding mellem opskriften i bogen og min måde at prøve at redde dem på – som jeg skrev tidligere, så mangler der nogle gange bedre forklaringer i fremgangsmåden; det her var én af de opskrifter. Jeg har aldrig prøvet at lave melboller før, og pludseligt stod der, at jeg skulle koge dejen til melbollerne op uden en forklaring til, hvordan dét gøres. Anyways, jeg søgte i stedet på nettet og endte med at lave en portion melboller, der tog udgangspunkt i bogen ingrediensliste (med meget mel) og en anden fremgangsmåde.

 

Og så er det tid til de tre sidste!

Øverst til venstre: Mac’n Cheese

Det her var en okay opskrift. Jeg kunne godt lide, at “ostesovsen” var så fyldig og cremet – men jeg tror, at det skyldes, at jeg brugte græskar. Hvis jeg havde anvendt gulerødder i stedet for (som opskriften også anbefaler), havde det nok ikke været nær så fyldigt og cremet. Jeg endte dog med at komme mange flere gærflager i for at give en lidt mere “ostet” smag, for ellers smagte den bare af græskarmos. Men en rigtig fin opskrift, som man selv kan tweake videre på.


Øverst til højre: Nøddebøf

Yum! Jeg har skrevet det før, jeg skriver det, og jeg vil helt sikkert skrive det igen: simpel mad er nogle gange bare det bedste! De her nøddebøffer er ikke undtagelse… jeg troede slet ikke, at de ville indeholde så meget smag, være lette at forme og have en dejlig konsistens – men det havde de! Jeg valgte at riste valnødderne og solsikkekernerne; det står ikke i opskriften, men alle nødder og kerner bliver bare meget bedre af en tur på panden. Den her opskrift vil jeg helt klart lave igen!


Nederst: Flødeboller

Ih! Hvor var jeg spændt på den her opskrift 🙂 Jeg elsker flødeboller og har ikke spist det i, ja, over 9 år nu – åh, hvor har jeg drømt om dem. De blev faktisk ret gode. De er ikke helt, som jeg husker flødeboller, men den her opskrift er en helt perfekt erstatning. Som du kan se, blev flødebollerne lidt flade i det – well, jeg har ingen idé om hvorfor, men jeg kan forestille mig, at jeg med øvelse kan få nogle, der har lidt mere top på.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.