
Vegansk Jul: Pebernødder
Glædelig 2. Advent!
Så bliver endnu et lys tændt i adventskransen. Kalenderlyset er forhåbentlig nået ned til den rigtige dato – ellers er dagen i dag i hvert fald oplagt til at indhente tallene på lyset.
Jeg vågnede dejlig tidligt i dag. Så jeg nød rigtig den stilhed og ro, der er på sådan en søndag, og lysguirlanden som tænder tidligt om morgenen ude på vores altan.
Det er helt klart det bedste ved vinteren: de mørke morgener. Eller… det er dejligt med mørke morgener, når man kan nyde dem.
Så rigtig glædelig 2. Advent!
I dag er det, som du jo kan se på billedet og titlen, tid til pebernødder!
Jeg kan huske, når vi sad i skolen i december. Kalenderlyset blev tændt, og hvis vi var heldige, så havde en af os (eller flere) pebernødder med – for så skulle der nemlig leges Mus!
For mig var det en leg, der var sjov både at deltage (at være den der skulle udpege eller finde musen) og se på. Meget nervepirrende 😉
Jeg kan stadig se helt klart for mig, da vi i en af de senere klasser (7. klasse tror jeg) legede Mus. Bordene stod i en hestesko, og så sad jeg sammen med nogle veninder og på skift skulle finde Musen. Det var selvfølgelig temmelig nederen, hvis man skulle finde Musen, og man allerede fandt den efter andet forsøg. Lige med den her leg handler det om at være dårligst. Men det var næsten endnu mere nederen, hvis man endelig var den, der skulle finde Musen, og klokken ringede ind – no more frikvarter og no more finde Mus.
Det var tider dengang i folkeskolen…
I dag leger jeg ikke længere Mus. Eller jeg ville nok kunne finde på det, men jeg skal jo helst lege det med andet end katten, som hverken kan udpege Musen eller finde den.
Desværre… for de her pebernødder er jo helt perfekte.
De er luftige, de er sprøde, de er dejlig krydrede. Og det er sådan, pebernødder skal være. Og så gør det ikke noget, hvis nogle af dem er lidt *ahem* for store 😉
Så uden meget mere dikkedar, her er opskriften.
Pebernødder, ca. 100 stk
250 g hvedemel
150 g sukker
1/4 tsk vaniljesukker
½ tsk hvid peber
1/4 tsk stødte nelliker
½ tsk ingefær
1½ tsk kanel
1/4 tsk hjortetaksalt
1 knsp salt
110 g plantesmør
5-6 spsk plantemælk eller plantefløde
Rør hvedemel, sukker, vaniljesukker, peber, nelliker, ingefær, kanel, hjortetaksalt og salt sammen.
Rør plantesmørret ud i melet, til det danner en krymlende dej. Saml dejen med plantemælken/-fløden. Dejen vil være ret blød – det er sådan, den skal være.
Kom dejen i en frysepose og stil på køl i 1 time.
Tænd ovnen på 180 grader. Beklæd to bageplader med bagepapir.
Klip et mindre hul i pose og begynd at presse lidt dej ud, så hvert stykke er omkring ½ cm langt – form hver dejstykke til en kugle og kom på bagepladen.
Fordel på bagepladerne.
Bag en bageplade ad gangen midt i ovnen i ca. 10-15 minutter- alt efter størrelse på pebernødderne (har du varmluftovn? Se mit sidste indlæg med specierne). Hold øje med at pebernødderne ikke får for meget farve.
Lad pebernødderne køle helt af – spist – kom i en lufttæt beholder.
Pssst… Synes du, at min metode med at “sprøjte” pebernødderne ud, er lidt åndssvag – eller tvivler du på, at metoden giver sprøde pebernødder? (du behøver ikke at tvivle i forhold til sprødhed: den her metode giver mega-sprøde pebernødder)
Så skal du bare nøjes med at tilføje nok plantemælk/-fløde til, at dejen samler sig, ca. 4 spsk – så bør dejen samle sig nok til ikke at krymle og ikke være for våd til at håndtere. Stil på køl og rul den derefter ud i ruller, der er ca. ½ cm tykke og skær rullerne ud i mindre stykker, der er ca. ½-1 cm store. Tril disse stykker og følg resten af fremgangsmåden.

