Livsstil

Boganmeldelse: Vegan Planet

Jeg er gået i gang med et projekt.

Projektet skal slå to sandwiches sammen med et smæk: øge min madglæde og madentusiasme + hjælpe mig med at spise mig igennem min kogebogssamling.

Min kogebogssamling består i øjeblikket af 38 veganske kogebøger… og de er jo egentlig købt med tanke på at smage den mad, der er i dem. Og nu er det på tide!


Projektets retningslinjer?

Hver uge skal jeg lave mad fra én af mine kogebøger.

Jeg laver en madplan á 7 dage, hvor hver dag indeholder 2-3 retter. Sammensætningen af retterne er ofte salat, hovedret og sideret. Når jeg “kun” laver to retter, er det så tit hovedret med enten sideret/salat.

Jeg har valgt at sætte 1-1½ time af hver dag til at lave maden.

Når ugen er overstået, finder jeg en af mine andre kogebøger fra samlingen og laver en ny madplan ud fra den.


Indtil videre har jeg ikke kunnet holde mig indenfor en uge, for:

1. Der er tit rester, så de skal selvfølgelig spises – og rester giver et dejligt nemt måltid.

2. Jeg har et par enkelte gange i løbet af de sidste fire uger valgt ikke at lave mad. For når jeg hver dag laver mad på jobbet, så kan jeg godt blive lidt træt af at skulle lave endnu mere mad, når jeg kommer hjem 😉

Men jeg har fulgt godt med i planen, hvis jeg selv skal sige det.


Hvis du følger mig på Instagram, så har du allerede set en del af billederne fra kogebøgerne – hvis du ikke gør, så ser du billederne nu.

Hvis du følger mig på Insta, så får du mere info omkring selve bogen – hvis du ikke gør, så gælder det samme for dig 😉


NU
er det tid til første bog og dermed et indlæg om første uge af mit projekt: Spis mad fra 38 veganske kogebøger.


Vegan Planet

Forfatter: Robin Robertson

Den her muffe-dreng er på over 532 sider og indeholder over 400 opskrifter!

Der er jo i og for sig opskrifter til resten af mine dage. Men da jeg ikke har tænkt mig at leve af mad fra kun én kogebog resten af mit liv, kom jeg ud på en opgave, hvor jeg skulle prøve at finde opskrifter til én uge – opskrifter der skulle passe sammen i en menu.

Du kan stadigvæk købe Vegan Planet, selv om den efterhånden er en “gammel sag” (jeg har set den på saxo), og du kan låne den via biblioteket.


Det gode

* Alle, eller 83% af opskrifterne, jeg lavede fra bogen, var virkelig gode! Jeg tweakede lidt på få af dem, men det var mere for at skifte/fjerne noget. Maden smagte godt!

* Opsætningen af opskrifterne er god, og fremgangsmåden er forståelig.

* Der er noget for enhver smag. Hele det veganske køkken er dækket.

* Der er basisviden omkring det veganske køkken.

* Du kan mere eller mindre finde alle ingredienserne til opskrifterne i supermarkedet. Jeg tror kun, at det var tempeh, som jeg købte et andet sted fra.


Det dårlige

* Der er ingen billeder. Absolut ingen – nada – none! Jeg har ikke selv forfærdeligt meget imod kogebøger uden billeder, men jeg foretrækker kogebøger med – og gerne kogebøger med billeder af hver opskrift/ret! Så det trækker ret meget ned efter min mening.

* Der er latterligt mange opskrifter. Chancen for at man kommer igennem alle opskrifterne er ret lille – og chancen for at en kogebog med mange opskrifter er gennemtestede og gode hele vejen er også ret lille (jeg var måske heldig med at vælge de gode opskrifter?).

* Oversigt over opskrifterne mangler i starten. Du skal altså slå op på hvert kapitel for at få en oversigt over opskrifterne i det pågældende kapitel.

* Spændende og hjælpsomme informationer er gemt blandt siderne uden nogen sidehenvisning i for eksempel starten af bogen eller starten af et kapitel.


NU til selve den mad, jeg smagte.


Maden

Lad os starte ovre i det mellemøstlige/asiatiske hjørne i bogen.

Øverst til venstre: Blomkål-pakoras + Krydrede ris m. stegte cashewnødder + Asiatisk coleslaw + Ingerfær-lime dip

Super lækkert! Det her var det første måltid for bogen, så forventningerne var helt klart høje for resten af ugen. Det hele spillede rigtig godt sammen, og de der pakoras? Yum! De ser måske ikke så pæne ud, men det gør de op for med smag.

Det tog kun 1 time at lave det hele inklusiv forberedelser!


Til højre: Sød kartoffel-gratin + Sesam-tofu + Gulerod-broccoli salat

Endnu et super-velsmagende måltid. Det var især den søde kartoffel-gratin, som var stjernen; den var fyldt med ingefær, forårsløg, chili og endda kardemomme! Den ret vil jeg helt klart vende tilbage til. Resten af måltidet var også rigtig lækkert. Salaten var en justering fra min side, da jeg havde glemt at sætte mungbønner til at koge – så i stedet kom jeg broccoli og peberfrugt i.


Nederst: Tyrkiske fyldte auberginer + Kikærte-tangine m. grønne bønner

Endnu en god ret – og fyldt med farver! Begge var lidt mere milde i smagen, hvor jeg havde forestillet mig mere pow på smagen. Men sammensætningen i de forskellige opskrifter var gode, og så kan man jo altid justere efter egne smagsløg en anden gang.


Og så skal vi over i det lidt mere blandede hjørne.

Øverst til venstre: Caponata bruschetta + Middelhavssalat m. hestebønner, tomat & tofu + Toscanske bønner m. salvie & hvidløg

Både bruschetta og de toscanske bønner var så lækre! Især bruschettaen som jeg besluttede mig for at lave på min egen måde, og som endte her på bloggen. Men salaten var en skuffelse på grund af hestebønnerne fra dåse…

Jeg tror, hvis man havde brugt helt friske hestebønner, så havde den været lækker; men man kan som forfatter ikke forvente, at læseren har adgang til/ved hvor visse lidt mere specielle råvarer kan købes. Jeg har kun prøvet at få helt friskkogte hestebønner to gange, og det var, fordi min kære faster gav nogle til mig. Forfatteren skrev frosne hestebønner i ingredienslisten, men det har jeg ikke set her i DK – jeg kan dog forestille mig, at man kan finde dem i grønthandlerens fryser?


Øverst til højre: Svampe-pizza + Fennikel-pekan-spinat salat

Jeg elsker svampe, når de er skamstegte, og derfor bliver helt knasende. Så da jeg læste den her opskrift, var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg gerne ville lave den – for svampe på pizza plejer at være en rigtig trist oplevelse. Men jeg vil jo også gerne udfordre mig selv, og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Svampene bliver nemlig stegt på panden inden – og i mit tilfælde “lidt” længere tid end, hvad opskriften sagde.

Og nøøøøj! Det var bare en af de bedste pizzaer! Jeg går lidt og pønser på at lave den med mit eget præg og så smække den op på bloggen, for den var bare i top.

Salaten var også virkelig lækker og passede overraskende godt til – jeg bagte fenniklen i stedet for at bruge den rå, da jeg bedre kan lide konsistensen på bagt fennikel, og så er bagt fennikel også alt for lækkert.


Nederst til venstre: Gumbo + Cajun-tempeh

Æh, gumboen var lidt kedelig. Jeg har i hvert fald smagt bedre og mere smagsfulde gumboer før…

Tempeh’en var derimod super-lækker! Jeg hader lugten af tempeh, og jeg hader, når tempeh smager af u-tilberedt tempeh. Men den her tempeh var marineret og skam-stegt, og det var virkelig lækkert! Hvis du har et forhold til tempeh, som minder om mit, eller du aldrig har prøvet det før, så er den her opskrift et skud værd.


Nederst til højre: Grillet tofu + Æble-salsa

Endnu en opskrift jeg lavede ændringer på. Kæresten havde nemlig købt verden bedste brød, og det ville jeg hellere bruge og spise end de tortillas, som vi havde købt. Så jeg endte med at kun lave tofu-marinaden fra tortilla-opskriften og bruge æble-salsaen fra bogen.

Uh, den æble-salsa var fantastisk. Den syrlig, lidt sød, spicy og fuld af smag. Der var både forårsløg, chili og mynte i salsaen, og den var bare perfekt. Så endnu en opskrift jeg vil vende tilbage til.


Det var det fra mig denne gang – glæd dig til næste boganmeldelse der er af Vegan With a Vengeance.

Har du lige set det?! To indlæg på én uge – uha-da-da!

   Send article as PDF   

2 kommentarer

    • Ditte

      Hej Anne
      Ej, hvor skønt at du synes det vil være spændende at læse om mine kogebogsoplevelser 🙂
      Du kan tit købe tempeh hos en asiatisk købmand. Hvis du ikke har mulighed for det, kan du købe det hos Greenos eller Veggie-shop24.com
      God fornøjelse med det!
      Hilsen Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.