Livsstil

Boganmeldelse: Veganomicon

Jeg er gået i gang med et projekt.

Projektet skal slå to sandwiches sammen med et smæk: øge min madglæde og madentusiasme + hjælpe mig med at spise mig igennem min kogebogssamling.

Min kogebogssamling består i øjeblikket af 39 veganske kogebøger… og de er jo egentlig købt med tanke på at smage den mad, der er i dem. Og nu er det på tide!


Projektets retningslinjer?

Du kan læse mere om projektets (altså mine) retningslinjer i første boganmeldelse, som du finder lige HER.


Veganomicon

Forfatter: Isa Chandra Moskowitz & Terry Hope Romero

Og så har vi endnu en kogebog af to af mine absolut yndlingskogebogsforfattere! Ja, jeg kan lige så godt afsløre det med det samme: du kommer til at se meget mere til de to navne. Veganomicon er en mine første kogebøger, som jeg tydeligt kan huske, jeg fik i julegave for (efterhånden) en del år siden. Veganomicon skal vel forestille at være det veganske svar på Julia Child’s Mastering the art of French cooking – et slags “opslagsværk” med en masse opskrifter, der får dig godt rundt i de forskellige kanter af vegansk madlavning.

Du kan købe bogen på saxo. Der kan du både få den gamle og den nyeste udgave for 10-års jubilæet (som er fra 2017). Udfra hvad jeg kan læse mig til, har den nyeste udgave mange flere billeder og opsætningen er markant bedre end den gamle version fra 2007; som er den, jeg laver en anmeldelse på.

Hvis du hellere lige vil tjekke bogen ud først, så kan du låne den gamle udgave biblioteket.


Det gode

* Maden smagte godt – og generelt var maden virkelig lækker! Der var kun en opskrift, hvor jeg ikke kunne lide det; og hvor jeg tror, at det er lige meget, hvad jeg gør, så vil jeg ikke kunne lide den. Derudover var der to opskrifter, hvoraf at jeg vidste, at den ene nok ville blive lidt “meh”, fordi jeg generelt ikke kan lide deller lavet på kogte bønner/kikærter; den anden opskrift, kan jeg godt forestille mig, vil blive rigtig lækker med lidt tweaks. Så thumbs up herfra 🙂

* Du kan finde de fleste af ingredienserne i supermarkedet. Der er lidt specialvarer, som du bliver nødt til at købe over nettet eller hos en specialkøbmand, såsom harissa majsmel, hvis du gerne vil lave opskriften.

* Der er noget for enhver smag.

* Der er i starten af bogen en introduktion til, hvordan mange grøntsager og korntyper skal tilberedes – så hvis du er helt ny i et køkken, så får du lidt hjælp der.

* Der er noget for enhver smag, og hele det veganske køkken er dækket: morgenmad, spreads, deller, pastaretter, supper, desserter osv osv.

* Der er menuforslag – 15 ialt, så hvis du har brug for lidt inspiration, får du også det. Jeg gjorde faktisk selv brug af forslagene med lidt modifikationer.


Det dårlige

* Der er meget få billeder – 23 ud af 250 opskrifter. Igen: det er forventeligt med de lidt “ældre” engelsksprogede veganske kogebøger, men det er irriterende, hvis man godt kan lide at have noget inspiration og forslag til opskrifterne.

* Opsætningen er virkelig irriterende! Det er tit, at du bliver nødt til at vende siden for at læse opskriften færdig – det er ikke specielt brugervenligt (og det er nok dét, jeg hader allermest ved kogebøger, mit lille pet peeve).


NU til selve den mad, jeg smagte.


Maden

Lad os starte med de fire første måltider!

Øverst til venstre: Kikærte-krebinetter + Grillet fennikel-hasselnødde salat m. sprøde kikærter + Grillede asparges m. sennepsdressing

Det her var så lækkert! Især salaten og sennepsdressingen var vidunderlige; sennepsdressingen var så vidunderligt, at jeg har lavet min egen version 😉 Kikærte-krebinetterne var ikke så gode, men jeg tror, at de kan blive lækre, hvis de får en længere tilberedning i ovnen efter at være blevet stegt på panden; på konsistensen virkede de ubagte, men de smagte godt. Så krebinetterne skal tweakes.


Øverst til højre: Stegt seitan m. svampe & spinat + Flødebagte kartofler m. krydderurter + Bulgursalat m. rucola & hvide bønner

Det her var endnu mere lækkert! Faktisk perfekt! Måltidet er et af de top tre bedste fra den her kogebog, og generelt et “top 10” måltid, som jeg helt klart vil lave igen. Alt var bare perfekt: alle de 5 grundsmage var tilstede, og der var en perfekt balance mellem de forskellige konsistenser: der var knas, der var cremethed, der var bid, der var blødhed, der var fylde.


Nederst til venstre: Kikærte-romesco + Saffron-hvidløgsris + Cæsarsalat

Den der kikærte-romesco var lækker – virkelig lækker, og jeg kunne sagtens spise den helt for sig selv: en kæmpe gryde, en kæmpe ske og mig. Risene var gode, men jeg tror, de kunne have været bedre, hvis jeg havde haft nogle bedre ris. Cæsarsalaten var lidt så som så… den smagte godt, men jeg savnede noget protein i form af tofu eller tempeh – hvis det havde været der, så havde det været en rigtig god version på en vegansk cæsarsalat.


Nederst til højre: Bagt tofu m. abrikos-BBQ + Cremet kartoffelsalat + Kogte majs

Uh! Et måltid der er med i top tre af de bedste fra kogebogen. Og endnu et måltid der har inspireret mig til at lave min egen version: abrikos-BBQ. Det her var bare sommer i mund, og jeg savler tit over kartoffelsalaten, når jeg drømmer mig tilbage.



Og så er det tid til de tre sidste.

Øverst til venstre: Sort bønne-burger + Kartoffelbåde

Meh… Jeg kan bare ikke snuppe kogte bønner/kikærter i deller. Det bliver altid helt most og fugtigt, og der er ingen bid i. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke ville elske den her burger-opskrift, men jeg bliver jo nødt til at prøve at se, om jeg ikke kan blive overbevist om, at kogte bønner i en burger er en god idé. Det er det stadigvæk ikke ifølge mine smagsløg. Men hvis du godt kan lide kogte bønne-deller, så smagte burgeren godt. Og kartoffelbåde er jo altid gode 😉


Øverst til højre: Tomatsuppe + Baked beans + Grillet røget tofu

Lækker, cremet tomatsuppe er altid en vinder. Især en vinder, når man også lige tilføjer kokosmælk, fordi kokosmælk gør altid supper så meget bedre. De baked beans var bare ikke gode… de her kunne jeg virkelig ikke snuppe: de var alt for søde, og de endte med at have en underlig “grynet” konsistens… jeg har ingen idé om, det var på grund af de hakkede tomater, jeg brugte eller ej (men jeg mistænker de tomater for at være helt forkerte). Tofuen var god, for tofu er altid godt.


Nederst: Mexicansk tærte m. majsbrød-låg + Molesovs + Tropisk salsa m. avokado, tomat & ananas

Det sidste måltid i top tre af de bedste fra kogebogen. Er måltidet det mest fotogene? Næh.. det er det nok ikke, men det er så fuld af smag, lækkerhed og bare ren “sassyness”. Min kæreste var ikke så meget for det på grund af molesovsen, som nok kræver lidt tilvænning – det er trods alt en sovs lavet på blandt andet spidskommen, chili, chokolade, peanut butter og tortilla chips; jeg elskede det! Den tærte med sovsen var bare yummy, og salsaen gav et frisk spark fyldt med syrlighed og dejlig blødhed fra avokadoen.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.