Bøger,  Livsstil

Boganmeldelse: Hold vægten

Jeg er gået i gang med et projekt.

Projektet skal slå to sandwiches sammen med et smæk: øge min madglæde og madentusiasme + hjælpe mig med at spise mig igennem min kogebogssamling.

Min kogebogssamling består i øjeblikket af 41 veganske kogebøger… (jeg har lige købt endnu en i denne måned, it’s never ending!) og de er jo egentlig købt med tanke på at smage den mad, der er i dem. Og nu er det på tide!


Projektets retningslinjer?

Du kan læse mere om projektets (altså mine) retningslinjer i første boganmeldelse, som du finder lige HER.


Hold vægten

Forfatter: Claus Dalby

Der er kommet endnu en dansk vegansk kogebog på markedet! Eller den udkom faktisk i november sidste år, men så havde jeg lige en flytning, der skulle overstås, et hjem der skulle laves og til sidst en kogebog, der også skulle laves. Men her er vi, og denne bog er lige så god at lave mad fra nu, som den var tilbage i november!

Anyways, det er virkelig fantastisk, at der bliver ved med at komme så mange danske veganske kogebøger. Jeg glæder mig til at se de kommende og selv komme med min næste, der (forhåbentligt) er klar til udgivelse til oktober!!

Nu hvor jeg har kigget bogen igennem og smagt på retterne, vil jeg sige, at bogen er perfekt til: Folk, der elsker mættende og farverige salater!

Du kan købe bogen på saxo, i boghandlere og hos forlaget Klematis. Du kan også låne bogen på biblioteket.


Det gode

* Der er billeder af alle opskrifterne. Og der er masser af smukke stemnings- og råvare-billeder!

* Den er begynder-venlig.

* Alle opskrifterne er hurtige/nemme at lave.

* Du kan finde næsten alle ingredienserne i supermarkedet. Nogle af råvarerne, hvis du gerne vil have præcis samme ret som Claus Dalby har lavet, kræver “heirloom” produkter, såsom hestebønner, rød blomkål, romanesco og lignende, som man kan være heldig en gang imellem at købe hos et godt supermarked, eller som du bliver nødt til at købe på en torvedag.

* Retterne mætter! Selv om det “kun” er salater, har Claus Dalby sørget for, at de indeholder proteiner, umami, grove grøntsager, tit også korn/kartofler samt dressing eller nødder. En af dressingerne er jeg seriøst blevet afhængig af! Læs videre for at finde ud af hvilken én 😉


Hvad jeg villet have ønsket

* Nogle gange kunne fremgangsmåden godt være lidt mere skåret ind til benet; men det er primært nogle helt enkle og tydelige fremgangsmåder, der er i bogen.

* Der kunne godt være forslag til, hvad man kan erstatte en råvare med. Der bliver, som skrevet tidligere, nogle gange brugt nogle “heirloom” råvarer, som man ikke/ikke altid kan få fat i, og så er det rart som læser at vide, hvad der så ifølge forfatterens mening vil være et godt alternativ.

* NU er jeg virkelig pedantisk, men jeg ville have elsket, hvis salaterne havde været opdelt i sæsoner! Det havde været perfekt, at man som læser kunne få inspiration til, hvad man kan spise hele året rundt… men det er nok bare “dovenskab” fra min side 😉


NU til selve den mad, jeg smagte.


Maden

Øverst til venstre: Smoothie-bowl med bær

Jeg er ikke ligefrem specielt meget til hverken smoothies eller smoothiebowls. Jeg bliver iskold, når jeg spiser dem, og det tager mig 1 time og masser af te at få varmen igen… og så bliver jeg altid sulten 15 minutter efter. Men prøv lige at se den farve! Så jeg kunne ikke andet end at lade være med at prøve, og den var ganske god. Jeg serverede en masse müesli til (markant mere end på billedet), og hvis jeg en dag skulle være tæt på en hedeslag, ved jeg godt, hvad jeg vil komme i blenderen.


Øverst til højre: Greenie m. broccoli & grønkål

Den her smoothie var en anelse “for sund” til mig. Jeg har ikke noget imod grøntsager i mine meget sjældne smoothies, men jeg kan også godt lide, at de er søde. Så jeg syntes, at der manglede lidt mere sødme og syrlighed i denne smoothie – men nu ved jeg i det mindste, at broccoli sagtens kan blendes og stadigvæk være lækker. Det var til gengæld rigtig godt med ingefæren i.


Nederst: Linsefrikadeller med bladselleri

Super lækre deller, som jeg allerede har lavet 3 gange! Det her er ikke kun linsefrikadeller med bladselleri, der er nemlig også æble og mandler i. Selv om det ikke stod i fremgangsmåden, ristede jeg mandlerne, for det gør alting så meget bedre. De her frikadeller er perfekte her i efteråret, og de er også rigtig gode i burgere. Dem her skal du lave 🙂

.

Øverst til venstre: Wokret m. svampe & pesto

Denne ret endte med at blive lavet om til en pastasalat, fordi jeg åbenbart hallucinerede, at der var pasta på billedet. Eller også var jeg bare nærsynet med brillerne på, fordi bønnerne kunne ligne pasta? Anyways, lige meget for det her var en rigtig lækker ret – og pastaen gjorde det bestemt ikke dårligt! Faktisk vil jeg lave denne ret med pasta fra nu af, for den mættede virkelig godt, og så var smagen bare lækker.


Øverst til højre: Kikærtefrikadeller med broccoli & jordskokker + Salat med limabønner & ramsløg

Min absolut yndlingssalat og den afhængighedsskabende dressing! Oy, hvor var det her godt! Bare tanken får mig til at savle (sorry, tmi). Hvis du skal lave en salat fra denne bog, så er det denne her, du skal lave. Ramsløgene har ifølge mine smagsløg en vigtig rolle, så vent til foråret, når de pibler op ad jorden igen. Salaten bliver fra nu af en fast del på spisebordet i ramsløg-perioden.

Kikærtedellerne var jeg derimod ikke så glad for. De manglede lidt smag, og de sagde mig egentligt ikke rigtig noget… men så er det godt, at der er en del andre delle-opskrifter i bogen, som jeg kan prøve i stedet for.


Nederst: Salat med perlerug og tomater

I min version er det perlebyg for her i huset, elsker vi perlebyg! Den var også fyldt med asparges og broccoli – dog skulle den rigtigt have haft romanesco, men det har været umuligt at opstøve! Siden jeg elsker broccoli (men jeg er elsker romanesco endnu mere), havde det været fedt at vide, hvad Claus Dalby villet have erstattet romanesco med. Trods det var det en lækker salat, og jeg brugte min yndlingsdressing fra bogen igen.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.