Opskrifter,  Sødt

Fersken galette m. mynte

Sommeren er i den grad over os!

Jeg er lykkelig, for jeg kan sidde i solen i min have hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er lykken. Men samtidig tænker jeg hele tiden på vores køkkenhave, som vi er i gang med at skabe. Den er ikke altid så glad for solen (i hvert fald ikke vores helt nyplantede træer og buske), og vores vandregning bliver det nok heller ikke. Men trods det kan jeg kun nyde det gode vejr.

Vi er så heldige at have et ferskentræ på vores gårdsplads, og da jeg gik forbi den en af dagene, fik jeg en umådelig lyst til at spise et eller andet med fersken. Vi har desværre ikke ferskener på vores træ (endnu), og jeg tvivler på, om der kommer nogle i år… den megen regn i vinters og det tidlige forår, har gjort vores lille ferskentræ sygt. Så vi går lidt og overvejer, om vi skal flytte det ind i et af drivhusene, så den ikke bliver syg til næste år.

Anyways, det gjorde mig sulten efter ferskener at se vores ferskentræ, og jeg stødte ind i en stor bakke med dem i vores lokale super brugsen. Den bakke røg hurtigt ned i kurven. Og dermed blev tanken om en sød og sprød galette født – sådan næsten da. For nogle gange kan fersken i sig selv godt blive lidt for sødt, og det kan mangle noget, der pifter det op. Well, mon ikke gårdspladsen igen skulle give inspiration? Selvfølgelig. Vi har plantet vores marokkanske mynte i et af højbedene og på få uger, er den mynte gået fuldstændigt amok! Altså amok-amok! Jeg havde aldrig nogensinde troet, at vores lille altankasse-mynte skulle blive besat af Alexander den Store, men det er den, for nu har vi det største bundt mynte, jeg nogensinde har set. Heldigt for os, for mynte og fersken passer perfekt sammen, og dermed blev denne dessert født og derefter spist.

OBS! Sørg for at have rigeligt med vaniljeis til! 🙂

Forresten!! Altmad.dk har forresten lavet et lille indlæg om hans yndlings veg-blogs, og her er jeg med i et meget fantastisk selskab. Du kender nok allerede de kreative bloggere på listen, men ikke desto mindre kan det jo være, at du ikke gør – så her kan du læse lidt mere.


Fersken galette m. mynte, 10-12 personer

Dej

170 g margarine

145 g hvedemel

50 g groft mel

½ tsk salt

ca. ½ dl iskoldt vand

Fyld

650-675 g fersken, modne – sten fjernet, ca. ½-1 cm tykke skiver

50 g sukker

1 spsk citronsaft

ca. 4 g frisk mynte – finthakket

1 tsk vaniljesukker

2 spsk majsstivelse

1 spsk plantesmør – smeltet, til pensling


Kom margarine, de to typer mel og salt i en food processor og blend
.
Når dejen begynder at smuldre og samle sig en smule, tilføjes vandet lidt ad gangen, til dejen kan samles. Saml dejen med hænderne og pak den ind i husholdningsfilm og stil på køl i 45 minutter.

Hvis du ikke har en food processor, kan du sagtens samle dejen med en ske. Skær margarinen ud i mindre stykker eller riv den groft, så er det lettere at blande sammen med melet.


Forvarm ovnen til 200 grader, alm
. Beklæd en bageplade med bagepapir.

Når dejen har hvilet, laves fyldet. Rør alle ingredienser til fyldet sammen, undtagen plantesmørret. Stil til side.

Rul dejen ud til den er omkring 38 cm i diameter og læg den på bagepladen. Fordel fyldet på midten, så der er omkring 5 cm til kanten, fold siderne indover fyldet, så du har en midte, der ikke er dækket. Det må gerne se lidt rustikt ud.

Pensl både fyld og tærtedej med plantesmør.

Bag midt i ovnen i ca. 40 minutter til galetten er gylden og sprød.

Server med lidt mere frisk mynte ovenpå samt vaniljeis. Mums!

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.