Livsstil,  Sundhed

Hemmeligheden bag livsstilsændringer – 1 afsnit

Jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke har den ultimative hemmelighed. I virkeligheden er det ikke en gang en hemmelighed.

Heldigvis!

Forleden stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvordan kan det være, at det er så svært at lave livsstilsændringer?

Selv om jeg selv studerer Ernæring og Sundhed, og jeg efter uddannelsen gerne vil hjælpe andre mennesker med at få så meget ud af deres sundhed, kost og livsstil som mulig (med et positivt resultat), så kan jeg selv godt blive frustreret og forvirret og al den modsatrettede viden – og især den viden der bliver udråbt som værende den nye sandhed.

Alle har deres egne grunde til at være overbeviste om, hvad der er det rigtige og bedste – det har jeg også selv. Men det er ikke ensbetydende med, at det rigtige og bedste for mig, er det rigtige og bedste for dig. Men der er dog nogle faktorer, som er gode for alle at kigge på; faktorer som vedrører alle, og især dem som gerne vil ændre livsstil.

Jeg vil her skrive om, hvad faktorerne er, og hvordan de kan hjælpe dig med at lære mere om dig selv, og hvordan du bliver påvirket af dem.


Vaner

Man udvikler vaner (bevidst, men særligt ubevidst) for at kunne klare sig, komme igennem dagen og (over)leve. De vaner du har udviklet er til for at hjælpe, og mange af dem kan give positive følelser… nogle er positive følelser, der er mere holdbare og gode for dig end andre.

Jeg havde på et tidspunkt en vane med at komme hjem fra skole, spise et par peanutbutter-madder med banan og dadler og se et par afsnit af en tv-serie. Jeg havde det godt med den ubevidste vane. Men dag ændrede det hele sig:

Jeg havde ikke flere bananer!

Jeg var ærlig talt rundt på gulvet over, at jeg ikke havde bananer; og der opdagede jeg, hvor vigtig de bananer var for mig. De gjorde det muligt for mig at kunne komme hjem fra skole og slappe fuldstændig af, imens jeg hyggede mig i min egen lille verden.

Jeg havde en mindre økonomisk krise på det tidspunkt (levede kun på SU med en høj husleje), så jeg var nødt til at blive kreativ. Så i stedet for at spise peanutbutter-madder med bananer, når jeg kom hjem fra skole, begyndte jeg at drikke urte-te i stedet. Det føltes ikke helt rigtigt, men efter en uges tid opdagede jeg, at jeg alligevel havde genfundet mit hygge- og afslapningsritual.


Det, jeg prøver at sige med min anekdote, er: det kan føles ubehageligt/underligt pludselig at holde op med at gennemføre en vane (ritual). For hvad kan man så gøre?

Det er heldigvis, hvis du ikke har en vane med afhængighedsskabende produkter, et ubehag, der kun varer et stykke tid – hvis du vel og mærke erstatter hovedelementerne i vanen med nogle andre tilsvarende, men sundere.


Og hvad mener jeg så med det?

Et eksempel: hvis du er vant til at komme hjem og spise noget slik for (ligesom mig) at slappe, så kan du erstatte slikket med et andet element. Det kan være tørret frugt, frisk frugt, smoothie – noget der giver den samme sødme, men som er sundere.

Eller hvis du gerne vil være mere aktiv: når du træt efter arbejde kommer hjem og kaster dig ned på sofaen, så kan du i stedet gå en tur – det behøver ikke at være en længere tur, men fx bare vare i 15 minutter. Eller du kan lave en yoga-solhilsen. Eller skrue maks op for stereoanlægget og danse i 15 minutter – uden at tænke på om det er eksisterende dansetrin, du er i gang med at udføre.

Det lyder måske helt vildt frelst af mig at komme og sige, at du bare kan gå en tur/lave yoga/danse, når du træt kommer hjem fra arbejde. Men husk 3 ting:

Sæt en tidsgrænse – det er ikke sjovt at have en aftale hængende over hovedet, især ikke aftale man ikke rigtig har lyst til. Så sæt en tidsgrænse for, hvor lang tid vil være aktiv. Du kan jo altid starte med 10-15 minutter – det er bedre at være en smule aktiv end slet ikke. Det vigtigste er, at du holder fast i det.

Lav noget du synes er sjovt – synes du ikke at crossfit er sjovt? Så lad være med at gøre det. Siger yoga dig ikke en disse, så stop! Vælg at lave noget der giver mening for dig. Hvis du synes, det er rart at gå en tur, så gør det og lad være med at presse dig selv til at løbe.

Du får faktisk mere energi af at bevæge dig


Ønsket om socialitet

Dette er for mig den helt klart mest udfordrende faktor – i hvert fald for min bevidsthed. Tanken om at skulle sige nej i en social situation er det værste, simpelthen det værste.

Hvis du fx har valgt ikke at spise sukker i 1 måned, hvordan kan du så overleve sociale situationer, hvor du bare ved, at der vil være sukker i en eller anden form (kage, anyone?).

Vælger du så at afskære dig totalt fra alle sociale situationer i den måned? Det håber jeg virkelig ikke – for så bliver den måned hurtigt meget ensom, og du kan ovenikøbet ende med at droppe mission: drop forarbejdet sukker, fuldstændigt.

Socialt samvær er en del af livet, og der er ingen vej udenom.


Så du kan vælge at gribe missionen an på en måde, end du måske er vant til:

Prioriter – i stedet for at fjerne alt sukker fra dit liv, så prioriter at det er forarbejdet sukker, som du gerne vil fjerne i 1 måned. Du må derfor godt spise tørret og frisk frugt.

Sæt en tidsgrænse – i stedet for at sige til dig selv at du aldrig nogensinde vil spise forarbejdet sukker igen, så lav en prøveperiode i 1 måned. Føles det for lang tid, så sæt det til 7 dage.

Accepter og respekter dig selv – det kan være, at du falder i. I stedet for at banke dig selv i hovedet med det så husk dig selv på, at du faktisk gør dit bedste. Ville du tale grimt til en, du holder af, hvis de faldt i? Nej, det ville du ikke. Tænk på det sådan her: du er én, som andre holder af – behandl dig selv i både tanker og opførsel, som du ville behandle dem, du holder af.

Sørg for erstatninger – når du sidder til en fest eller måske på arbejdet, og kagen bliver præsenteret, så er det en rigtig god idé, at du har planlagt det her øjeblik. Hvordan vil du gribe det an? Jeg vil foreslå, at du har en erstatning med… det kunne være havregrynskugler, dadelkugler eller noget helt tredje, som tilfredsstiller dig.

Husk tidsgrænsen! – igen, sæt en tidsgrænse. For når det hele føles uoverskueligt og uretfærdigt, så kan du sige til dig selv: det er overstået om 25 dage, det er overstået om 14 dage, det er overstået om 7 dage, det er overstået i morgen… eller du kan vælge den måske lidt mere positive model (alt efter hvordan du er som person): jeg har gennemført i dag, jeg har gennemført 7 dage, jeg har gennemført 14 dage, jeg har gennemført 25 dage.


Jeg har selv været i den situation. Sidste år valgte jeg selv at fjerne forarbejdet sukker fra Fastelavn indtil Påsken. Så de her tips er ikke bare teorier, men det er nogle, jeg selv har anvendt, og jeg synes virkede for mig.

I starten var det svært. Jeg elsker kage, og jeg havde elsket kage lidt for meget i det foregående måneder. Det tog da også noget tid, før jeg havde vænnet mig til mine sukkerfrie dage – det tog mig ca. 3 uger. Men jeg fik det virkelig godt i både krop og sind, og jeg havde endda i afslutningen af perioden ikke en gang rigtig lyst til kage eller andre sager med sukker.

Men det blev ikke ved – og det gjorde det ikke, fordi jeg bevidst valgte, at sådan skulle det være. Da Påsken var overstået, valgte jeg, at jeg gerne ville have forarbejdet sukker ind i mit liv – især fordi jeg ikke kunne forestille mig min egen fødselsdag uden en dekadent kage fyldt med sukker. Den oplevelse gjorde, at jeg nu i stedet for at crave kage dagen efter, at jeg har spist det, så har jeg det helt fint. Jeg elsker min kage, men jeg behøver ikke at spise den hver dag.


Afsluttende ord

Det er allerede en lang læsning, så derfor har jeg valgt at dele det op i 2 afsnit. Det næste afsnit kan du læse her.

Det meste af dette, der står i indlægget og det næste, stammer faktisk fra min dagbog. Jeg stillede mig selv spørgsmålet – og jeg svarede både udfra, hvad jeg undervejs har lært i uddannelsen, men også udfra hvordan jeg er som person og tænker.


Ingen er perfekte. Men man kan gøre sit bedste for at få det bedste ud af ens liv.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.