Angsten

Det kommende indlæg er både meget langt og meget personligt.

Men jeg vil gerne fortælle noget, og det er, at jeg lider af angst: Generaliseret angst og helbredsangst.

Grunden til at jeg skriver om min oplevelse med angst er for at fjerne det tabu, der er omkring det.

Første gange jeg fik et angstanfald, var jeg 18 år.

Mit første angstanfald

Jeg havde haft en turbulent periode i over 1 år, og jeg var langsomt begyndt at åbne op for mine egne følelser – jeg tillod mig selv at føle dem igen. Denne periode startede efter, at min far døde af kræft – en oplevelse der vendte op og ned på mit liv.

En aften da jeg var 18, lå jeg i sengen, og min hjerne summede. Tankerne fløj frem og tilbage – den ene afløste den anden, og det var frygteligt forvirrende.

Jeg blev langsomt mere og mere overbevist om, at jeg var ved at blive sindssyg… for at holde “sindssygen” væk, skrev jeg i min dagbog, men min krop summede af energi, og jeg var nødt til at vandre frem og tilbage på mit værelse.

Jeg tog fat i min computer og begyndte at søge på, hvad jeg oplevede – og dér dukkede det så op: sider omkring angst og angstanfald. Jeg læste og læste, og mit angstanfald forsvandt efterhånden, og jeg vidste, at det var dét, jeg havde haft: et angstanfald.

Førhen var angst bare et ord, men nu forstod jeg, hvordan det føltes – og hvor magtesløst man føler sig i det (uendelige) øjeblik, angsten griber fat i en. Jeg havde i 3 år forinden regelmæssigt haft depression – en depression som blev ret slem efter min fars død.

Depression og angst hænger ofte sammen, da depression kan give angst og omvendt.

I det næste halve års tid gik jeg rundt med angsten konstant lurende under overfladen. Hver dag var præget af, at jeg ikke følte, jeg kunne trække vejret godt nok – jeg gik og slugte luften.

Kort tid efter videreudviklede angsten sig i form af et nyt symptom: jeg begyndte at bekymre mig om mit hjerte. Det er ret typisk for angst at videreudvikle sig: når man begynder at vænne sig til et/flere symptomer (fx følelsen af vejrtrækningsbesvær), så dukker et/flere nye op, som man ikke har oplevet før (i mit tilfælde smerter i brystet).

Jeg bestilte efter en periode, hvor jeg blev mere og mere sikker på, at jeg havde en hjertefejl, tid hos lægen – hvor jeg endte med at få både tid til en EKG. EKG’en viste, at der intet var galt med mit hjerte.

Og så skulle man tro, at jeg så ville få det bedre…

2009: Hospitalsindlæggelse

I april-maj 2009 passede jeg min søster og hendes kærestes lejlighed og katte. En aften fik jeg det virkelig dårligt.

Jeg følte, at jeg nærmest kæmpede for at få luft, mit hjerte hamrede afsted og hele min krop summede – jeg var vitterligt bange for, at jeg skulle dø. I dag ved jeg, at jeg hyperventilerede.

Så jeg ringede til lægevagten og fik fat i en forstående og venlig kvinde, som straks pejlede sig ind på, at jeg hyperventilerede – hun sagde, at jeg skulle bruge en pose til at få kontrol over min vejrtrækning, noget jeg ikke rigtig lykkedes med.

Jeg kan ikke huske, hvor lang tid jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning med hjælp fra “pose-metoden”, for angst spiller let et puds med ens tidsfornemmelse. Måske kender du følelsen af slow-motion, når du er ved at falde? Det samme sker, når man har angst – tid føles som en evighed: 30 sekunder kan hurtigt føles som 5-10 minutter. Så jeg ved ikke, om jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning i 30 sekunder eller 5 minutter.

Heldigvis bor min søster i samme lejlighedskompleks som vores faster – hun fik hurtigt fat i en ambulance, og jeg kom på hospitalet. Da jeg ankom, blev mit hjerte undersøgt, og igen viste det sig, at der intet var galt med det. Derimod fortalte lægen, at jeg nok havde fået et angstanfald – og det var endelig det.

Det var en oplevelse, der gjorde, at jeg i lang tid gik rundt og frygtede et nyt angstanfald.

2010: HF og eksamensperioderne

I 2010 begyndte jeg i HF, og jeg havde det faktisk rigtig godt – indtil eksamenerne begyndte. For mig var/er eksamener ikke det fedeste, og jeg havde ikke bevidst angst for selve eksamen. Jeg fandt dem overflødige og unødvendige, men jeg var ikke bange for selve det at skulle præstere. Men alligevel fik jeg hver måned, inden eksamenerne gik i gang, følelsen af ikke at kunne trække vejret. Jeg gik og gispede efter luft, og jeg begyndte samtidig at trække vejret på en uhensigtsmæssig måde: jeg trak kun vejret ned til brystkassen, for jeg følte, at der ikke var mere plads end det. Samtidig  kunne jeg ikke sove ordentligt, og jeg vågnede mange gange i løbet af natten med et bankende hjerte.

Men på trods af næsten 2 måneders uafbrudt stress hvert år kom jeg igennem HF.

2013 – nu: Ernæring og Sundhed

I august 2013 startede jeg på Professionsbacheloren Ernæring og Sundhed, og til januar 2017 er jeg endelig færdiguddannet.

Jeg har det til tider ambivalent med min uddannelse og min egen kommende identitet – hvilket er en meget længere historie i sig selv, men jeg vil gøre det kort: det er skræmmende næsten at være færdig med sin uddannelse, for pludselig skal man ud på arbejdsmarkedet og for alvor præstere, samtidig med at man gerne skal tjene nogle penge, så man har et hjem og en stabil hverdag.

Derudover får jeg tit tankerne: “Hvem kan overhovedet brugt det, jeg kan give? Alle er jo ‘sundhedseksperter’ i dag, så hvad kan jeg give? Hvad kan jeg egentlig give, som de ikke allerede kan få alle andre steder?” og så kan vi blive ved i den dur. Det er sådanne tanker, jeg nogle gange får… og jeg tror, det er ret normalt for studerende at få den her identitetskrise en gang imellem?

Det kan i sig selv også give angst – for starten på et nyt afsnit i livet er ofte fyldt med usikkerhed. For hvor er det lige akkurat, man er på vej hen?

Afsluttende ord

Angst er en snedig mekanisme – den kan hele tiden forandre sig. Som jeg skrev højere oppe, så forandrede mine typiske angstsymptomer sig, og det er, hvad jeg med 8 års angst efterhånden har lært: jeg kan over en længere periode have bestemte angstsymptomer, som jeg genkender og har vænnet mig til, og lige pludselig kommer en ny spiller ind på banen. Det giver i høj grad følelsen af usikkerhed og endnu mere angst.

Men angst er (for mig) også et pejlemærke: når jeg begynder at få tydelige angstsymptomer og -tanker, så ved jeg, at jeg er ved at køre mig selv ned. Angsten bliver et tegn til mig om, at jeg skal tage det roligt, at jeg skal fokusere mere på mig selv, og hvad jeg har godt af.

Hvis du er interesseret i at læse mere om min angst, så har jeg skrevet et til indlæg, der handler om:

GAD, og hvad det betyder for mig

Tips, der hjulpet mig med at lindre angsten, såsom yoga og fjernelse af visse madvarer

Angsten og de omskiftelige symptomer

Anxiety hangover

   Send article as PDF