Citronmuffins
Højtider,  Livsstil,  Personligt

Imbolc: Citronmuffins med birkes

I morgen drejer årshjulet endnu en gang, og nu vender vi mod lysere tid. Imbolc ~ Kyndelmisse er ankommet, og med denne ankomst har jeg valgt at byde de kommende spirer i naturen og mit liv velkommen med saftige citronmuffins med knas fra birkes.

Under og over jorden er der masser af liv – vi er dog ofte lidt for gode til at bilde os selv ind, at det er for goldt og koldt til livet. Vi kan have svært ved at se det, og nogle gange går vi endda og tror, at foråret aldrig vil komme. Men forårsløgene og de små knopper på træer og buske er klar til at bryde frem! Livet nærmest ulmer lige under overfladen, og hvis vi er lidt ekstra opmærksomme, vil vi også se, at livet er der – måske bare ikke på den måde, som vi forventer.

Det er nu ved imbolc, at du kan sætte dine frø og gøre dem klar til spiring. Hvad disse frø er, er helt op til dig – men det skal jo gerne være noget, som giver mening og glæde for dig. Det handler om at give plads i dit liv til dét, som du gerne vil have.

Det kan være, at du skal rydde op og rense på den ene eller anden måde i dit liv / indeni dig selv for at kunne give plads til det, som du gerne vil have til at spire. Så må dette arbejde laves.


Mine imbolc frø

De første og vigtigste frø at lave køkkenhaven. Så det er jo “virkelige” frø, der skal sættes i jorden, så de kan spire. Men først skal jeg have gjort jorden klar til det. Som altid vil jeg gerne gøre det “perfekt i første omgang”, men jeg siger samtidig til mig selv, at det vigtigste er, at jeg blot får det gjort: får sat frøene i jorden. Det er stadig for koldt til at så direkte i jorden, og det er heller ikke tid helt endnu til at sætte frøene til at spire… men så kan jeg jo få gjort det hårde arbejde med at lave en græsplæne om til et næringsrigt stykke jord. Planen er (og det er her, hvor jeg gerne vil gøre det “perfekt”) at dække græsplænen med pap og derefter kompost, på den måde kan jeg både få dræbt græsset og give jorden et skud næring. Det bør alle regnormene i den græsplæne blive glade for!

Jeg er meget spændt på den køkkenhave!


Citronmuffins

Nu er det tid til muffins med både citron og birkes. En vaskeægte klassiker.

Disse muffins er både saftige, syrlige, søde og har et skønt knas. Jeg har gjort kagedejen mere “fast”, end hvad den normalt plejer at være, og jeg må sige, at jeg nok foretrækker denne nye version. Selv om jeg godt kan lide mine bløde svampede kager, så er sådan en fast, men saftig kage altså særlig godt! Så måske er dette min nye skabelon for de kommende kager på bloggen.

Der er både citronsaft og citronskal i dejen, og de små fine birkes knaser mellem tænderne. Det er til at blive helt forårskåd over det.

Dejen giver til 6 store muffins, så du kan enten lave en kage (20×30 cm bageform) eller en “masse” små cupcakes ud af opskriften. Åh, alle de valg!

Her er andre opskrifter med citron, som du kan lave for at genopfriske dine minder om alt den friskhed, som livet og naturen har at tilbyde – for mig minder citroner mig også særligt om sommeren, for der næsten ikke noget bedre end grillede citroner eller en syrlig lemonade.

Rigtig god fornøjelse og imbolc!


Citronmuffins med birkes, 6 styk

2½ dl plantemælk (jeg brugte soja)

Skal fra 1 øko citron

Saft fra 1 øko citron (lidt under ½ dl)

½ dl neutral olie

150 g sukker

1½ tsk vaniljesukker

½ tsk salt

205 g hvedemel

1 tsk bagepulver

½ tsk natron

10 g birkes

Forvarm ovnen på 180 grader. Stil 6 muffinforme ovenpå en bageplade.

Pisk plantemælk, citronskal- og saft sammen til det tykner. Pisk derefter olie, sukker, vaniljesukker og salt i.

Pisk til sidst hvedemel, bagepulver, natron og birkes i. Dejen må gerne have lidt klumper.

Fordel dejen i formene og bag midt i ovnen i ca. 25-27 minutter. Kagerne skal være let-gyldne og føles faste – lav eventuelt kniv-testen.

Lad kagerne køle af og server.

 

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.