image featured

Ditte

Categories Højtider, Opskrifter, Salater

Vegansk Jul: Grønkålssalat m. kandiserede pekannødder & appelsin-dressing

Jeg synes, at det går godt med juleriet herhjemme. Rigtig godt endda!

Et stort julemirakel er sket, og det hus, som kæresten og jeg har kigget på, er meget snart vores! Så kan det ikke blive mere julet og Hallmark-julefilm agtigt. Det er en længere historie med, hvordan vi blev røvrendt af Danske Bank, og derfor blev helt i tvivl om, hvorvidt vores drømmehus kunne blive vores. Men julen er reddet (takket været vores nye bank), og vores drømmehus er snart ikke længere kun i vores drømme. Jeg glæder mig meget til at vise dig huset.

OG så er det endda det skønneste og mest vidunderlige vintervejr i dag! Vinterdage med blå himmel, minimal vind og masser af sol er noget af det bedste, der findes. Jeg blev i hvert fald helt kulret over at se den blå himmel igen for første gang i meget lang tid…

Det skal selvfølgelig fejres med en saftig, syrlig-sød salat, der giver dig kraft, så du kan klare de mørke vinterdage. Grønkål er en vitaminbombe er den helt store slags – er det ikke fantastisk, hvordan vi her i Danmark stadig kan få grønt, der stadig har masser af næring, og som har bedst af frost? Jeg er glad for, at kål og især grønkål fik en renæssance.

Men det er jo ikke kun kål, der er i salaten; selv om grønkål er fantastisk, så smager det ikke så godt helt for sig selv 😉 Så jeg har også spædet grønkålen op med æbler, i min version er det med yndlingsæblet over alle: Ingrid Marie!

Det var så det sunde i den salat, for kandiserede pekannødder er himmelske, og kandiserede pekannødder med brun farin får en skøn let mørk smag, der minder lidt om lakrids uden at det smager af lakrids – derfor kom de sammen med den syrlige, men friske appelsin-dressing selvfølgelig også i.

Det er en traditionel grønkålssalat med et lille twist, som jeg tænker vil pryde ethvert julebord og generelt aftenbord i løbet af de næste måneder.

Lige et lille tip: Du kan sagtens lave dressingen og de kandiserede pekannødder dagen før. Så skal dressingen bare på køl, og pekannødderne skal opbevares i en lufttæt beholder – rul gerne pekannødderne ind i bagepapiret (se fremgangsmåden).

Hvis du ikke vil have kandiserede nødder i din salat, kan du selvfølgelig bare bruge ristede pekannødder – eller erstatte dem med nogle helt andre ristede nødder.


Grønkålssalat m. kandiserede pekannødder & appelsin-dressing, 4 personer

300 g grønkål – stilke fjernet, finthakket

2-3 æbler – gerne Ingrid Marie eller et andet syrlig-sødt æble

Saft fra ½ appelsin

Kandiserede pekannødder

100 g brun farin

1/4-½ tsk salt

1/4-½ tsk kanel

3 spsk vand

2½ dl pekannødder (eventuelt ristede på panden)

Appelsin-dressing

Saft fra 1 appelsin

Saft fra 1 lille citron

2 spsk olivenolie

1 spsk ahornsirup

1 tsk sennep

Salt


Start med at lave de kandiserede pekannødder
. Gør et stykke bagepapir på størrelse med en bageplade klar.

Kom brun farin, salt, kanel og vand på en pande. Opvarm karamellen over middelhøj varme – når det begynder at boble, kommes pekannødderne i.

Rør pekannødderne godt rundt i karamellen og hæld det derefter ud på bagepapiret. Lad det køle af.


Lav appelsin-dressingen
. Pisk saft fra appelsin og citron sammen med olivenolien – pisk til det begynder at emulgere = tykne. Når safterne og olien er sammenblandet, piskes ahornsirup og sennep i.

Smag dressingen til med salt. Stil til side.


Smæk salaten sammen
. Massér kålen med saften fra den halve appelsin. Når kålen er blevet blødere, skæres æblerne ud i tynde skiver, maks. ½ cm tykke.

Hak pekannødderne groft.

Bland kål og æble sammen. Server grønkålssalaten ovenpå et fad, hæld dressingen over eller lad selv folk bestemme hvor dressing der skal på og slut af med pekannødderne.


Pssst…
Dyp æblerne i dressingen så bliver de ikke brune i farven, selv om salaten står ude i længere tid.

Pssst… Brug mindre tid i køkkenet og hak grønkålen i en food processor eller køb grønkål, der er finthakket.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.