
Vegansk Q&A
Vil du gerne vide lidt mere om mig – eller elsker du ligesom mig at besvare en masse spørgsmål om dig selv?
Så skal du læse videre, for jeg er blevet tagget af Lise Sommerlund til at besvare 25 spørgsmål om mig og min veganisme. Jeg elsker det, og jeg blev super-glad, da jeg blev tagget! Jeg har altid gerne villet prøve sådan noget her, for hvis der er noget, jeg elsker, så er det at besvare spørgsmål – du skal bare se min dagbog-/journalsamling 😉
Det hele sker, fordi november er World Vegan Month, og det syntes Bloggers by Heart ville være en rigtig god måde, hvorpå alle os veganer-/plantebaserede(interesserede) bloggere kan lære hinanden at kende lidt bedre. Og jeg synes selvfølgelig, at det er en super-sjov idé!
Du kan læse mere om det lige HER, og så kan du selvfølgelig også deltage – selv hvis du ikke bliver tagget. Læg en kommentar, hvis du også svarer på spørgsmålene, for jeg vil elske at læse dine svar!
God fornøjelse!
Vegansk Q&A – 25 spørgsmål
Hvor lang tid har du været veganer?
Jeg har været veganer i lidt over 9 år. Så det er 10-års jubilæum til næste år 😀
Er du veganer på grund af etiske, miljø- eller sundhedmæssige årsager? Eller lidt af det hele?
Jeg er veganer af etiske årsager. For mig handler det altid om, at jeg ikke synes, at vi som mennesker kan bestemme, hvorvidt et dyr har ret til at leve eller ej; og vi har heller ikke ret til at lade levende dyr leve under forfærdelige og usle vilkår, fordi vi gerne vil tilfredsstilles.
Miljø- og tildels sundhedsårsagerne er et ekstra plus for mig.
Kan du huske, hvad der fik dig i gang?
Dyr!
Jeg har lige siden, jeg var barn elsket dyr. Da jeg var 10/11 år besluttede jeg mig for, at jeg ville være vegetar, fordi jeg ikke ville have, at dyr skulle dø på grund af mig… men jeg kunne ikke overskue alle ændringerne, og mine forældre var ikke med på idéen, så det blev gemt væk, indtil jeg blev 17 år – der blev jeg så vegetar. Efter omkring 1½ år som vegetar, hvor jeg læste om hvordan dyrene havde det, gik det op for mig, at ægge- og mælkeproduktionen kræver lige så mange døde kyllinger og kalve, og jeg valgte at blive veganer.
Var det en proces, eller skiftede du fra dag til dag?
Det var helt klart en proces. Det tog omkring 6 måneder fra, jeg tog valget om at blive veganer til, at jeg levede vegansk.
Men det er en proces, jeg ikke villet være foruden. Jeg lærte virkeligt meget om veganisme og mig selv i de 6 måneder; jeg lærte hurtigt at have forståelse for og ikke blive vred på mig selv, når jeg “faldt i”. Jeg tror, at fordi jeg så det hele som en læringsproces, så kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg “faldt i”. Derudover læste og så jeg så meget om veganisme som muligt, og på den måde forstærkede jeg mine grunde til, hvorfor jeg valgte at blive veganer.
Hvordan har din familie reageret på din beslutning?
Rigtig godt. De har altid respekteret mit valg, og de er endda blevet mere og mere interesserede i vegansk madlavning og selve årsagerne til at være veganer.
Jeg frygtede dog lidt, da jeg havde taget valget om at blive veganer at fortælle dem om det. Da jeg var vegetar, sagde de som noget af det første: Så længe du bare ikke bliver ligesom de der tossede veganere – og jeg forsikrede dem om, at det ville jeg da aldrig blive 😉 Men da jeg endeligt fortalte dem om min nye veganer-status, var der egentligt ikke rigtig nogle reaktioner – udover de typiske spørgsmål.
Hvad er din mening om at holde dyr. Hund for eksempel?
Hvis dyr giver dig glæde, og du kan sørge for, at de får et indholds- og kærlighedsrigt liv, der passer til dyrets behov, så kan jeg ikke se et problem.
Lige nu er jeg og kæresten i gang med at skulle flytte på landet, og der vil vi gerne have “masser” af dyr, for dyr giver mig glæde og meningsfuldhed; vi vil, udover vores to katte, gerne have et par grise, et par heste, høns og hunde.
Har du et vegansk idol/inspiration?
Jeg har elsket Bonzai Aphrodite lige siden, jeg første gang stødte på hendes blog. Det er en virkelig spændende blog, hvor man kan se, hvordan hun udvikler sig som menneske og veganer – desværre er hun ikke så aktiv mere, men trods det er hendes blog helt klart værd at læse!
En af de mere aktive veganere, som jeg en gang imellem følger, er Unnatural Vegan, som er en vegansk youtuber. Jeg kan godt lide hendes tilgang til veganisme og veganere; og hvordan hun prøver at gøre op med det bullsh*t og ekstremisme, der eksisterer i de veganske miljøer + den “anti-veganisme” der også findes.
Kan du anbefale en film om veganisme?
Jubilee har lavet en interessant og tankevækkende youtube-video, hvor 5 veganere skal svare på spørgsmål i forhold til veganisme, særligt hvor grænsen, ifølge dem, går i forhold til veganisme. Der er helt klart svar, hvor jeg følte mig en smule/meget provokeret, men så kan jeg jo bagefter tænke over, hvorfor jeg bliver provokeret – og hvad jeg selv vil svare på spørgsmålene.
Hvad bliver du oftest spurgt om som veganer, og hvad er dit svar?
Hmmm… der er jo alle de typiske såsom protein, kalk og andre ernæringsspørgsmål.
Men hvis jeg lægger dem til side, så bliver jeg nok oftest spurgt, om jeg kunne finde på at spise æg/mælk, hvis det var fra en lille privat gård, hvor det kun er til privatbrug – eller om jeg kunne finde på at spise æg, når kæresten og jeg får vores egne høns.
I starten af min veganisme sagde jeg, at jeg muligvis godt kunne finde på det – men I DAG ser jeg slet ikke æg/mælk/kød som værende noget, der kan spises; noget som jeg kan spise. Så mit svar på dét spørgsmål er, at jeg ikke ser æg/mælk som noget, jeg kan spise.
Hvad er det sjoveste, du er blevet spurgt om som veganer? Og hvad var dit svar?
Om jeg som veganer må amme mit barn – det var et hypotetisk spørgsmål, min søster og hendes kæreste stillede mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var et seriøst spørgsmål eller ej, og jeg kunne ikke andet end grine.
Men JA, jeg må som veganer godt amme mit barn, for jeg vælger at give mit barn mælk, og mit barn har brug for mælken. Der er ingen udnyttelse her.
Hvad er din favorit-morgenmad?
I øjeblikket er min favorit-morgenmad: Speltgrød med æbletern, kanel, kardemomme og vanilje.
Uhm, hvor er det bare godt!
Hvad er din favorit-frokost?
Rugbrød, vegansk smørepålæg og 3 spiseskeer (hvis ikke mere) syltede agurker.
Jeg har fået en seriøs craving på syltede agurker.
Hvad er din favorit-frokost to go?
Jeg spiser nærmest aldrig frokost to-go. Men det sidste jeg købte to-go var en wrap med falafel fra Netto, og den var overraskende god!
Hvad er din favorit-aftensmad?
Jeg er fuldstændigt bonkers over kabocha-græskar. Jeg tænker på det hele tiden. Derfor er det mit erklærede mål, at lige så længe det er at finde i butikkerne, lige så længe vil al favorit-aftensmad være lavet på det græskar.
Men særligt min japanske karry er i toppen!
Hvad er din favorit-dessert?
Hvordan kan jeg blive spurgt om at vælge en favorit?! Kage, katte og kogebøger er mine børn.
Men jeg skal jo vælge, så i øjeblikket er det: Dirt cake = chokolademousse og knuste oreos, mums!
Hvad er din favorit-snack?
Æble – men kun her i efteråret og vinteren, for så kan jeg guffe Ingrid Marie æbler i mig.
Hvad vil vi få til en middag hos dig?
Du vil få 3-4 retters menu – bestående af sæsonens råvarer. Og så afhænger det af, hvem du er, og hvad jeg kan forestille mig, du kan lide.
Hvis jeg skal gøre det rigtig wauw, i mine egne øjne, vil middagen her i efteråret bestå af:
Butternut squash-æble bruschetta (muligvis med sprød butterdej i stedet for bruschetta)
Speltkerner m. bagte rødbeder, løg, æble & mynte-dressing
Tiramisu
Hvad er din favorit-restaurant, og hvad bestiller du?
Det må være Veggie Heroes – buffeten selvfølgelig 😉
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det favorit-restaurant, for det er meget fedtet og salt – som det jo også skal være! Men jeg har bare ikke fundet et spisested, hvor alle mine behov og lyster bliver opfyldt (måske skulle jeg lave den selv??).
Din favorit-kaffe eller te-kombo?
Jeg er en total the drikker, og jeg har alt for mange forskellige slags – så er der til hver dag og ethvert humør 🙂
I øjeblikket er det min hjemmelavede mynte-lakrids eller Cool Herbal (A.C.Perchs) eller White Mulberry (Tante T).
Nævn tre madvarer, alle nystartede veganere bør prøve.
Jeg vil fokusere på de lidt mere sjove, og dem som du nok ikke har prøvet/vidste eksisterede, før du blev veganer (men derfor er de også lidt dyrere).
Seitan. Fordi det er en rigtig god proteinkilde, og er det produkt, der minder mest om kød – hvis man er veganer og savner kødet, så er seitan et rigtig godt produkt.
Gærflager. Giver en dejlig nødde- og (alt efter produkt) også en mere ostet smag. Hvis du derfor savner ost og gerne vil eksperimentere lidt med at lave dine egne spreads og oste, er gærflager vejen frem. Selv hvis du ikke savner ost, så er gærflager en rigtig god smagsgiver!
Jackfruit. Det er ikke mit yndlingsprodukt, men det er ret sjovt at lave mad med. Jeg har selv lavet “pulled pork” med det, og jeg har set det blive brugt i stedet for makrel i tomatsovs.
Hvad er den sidste opskrift, du har afprøvet?
Toffee cake. Yummmm, hvor var den god! Jeg satte mit eget præg på, men selve essensen var bare fantastisk: vaniljekage med karamelsovs og efter bagning kom der endnu mere karamelsovs ovenpå.
Oh my gaaaawd! Den kage kommer så meget op på bloggen.
Har du en vegansk kogebog, du kan anbefale?
Mine egne: Vegansk for alle + Vegansk til højtider og fest 🙂
Men hvis jeg skal lade være med at være så skamløs, så kan jeg helt sikkert anbefale bøger af Isa Chandra Moskowitz og især Viva Vegan! af Terry Hope Romero.
Spiser du plantebaseret, altså efter WFPB (whole food plant based) principperne?
Nope. Jeg spiser efter at få så mange ubearbejdede fødevarer som muligt; og jeg kan da helt klart godt mærke, hvilken forskel det er, når jeg spiser mere ubearbejdet. Men jeg har ikke lyst til at begrænse mig selv, og jeg er ikke veganer for at være mere sund – jeg elsker mine hjemmebagte kager og desserter.
Har du et godt råd til spirende veganere?
Fokuser på dig selv. Lad være med at fokusere på hvad alle andre siger, tænker og især spiser. Hvis andre er oprigtigt interesserede i dig og din veganisme, så fortæl og del gerne af din veganske mad!
Men jeg vil ikke anbefale dig at opsøge situationer og diskussioner (i virkeligheden og på nettet), som du ved alligevel ikke vil føre noget med sig… andet end du bliver trist over, hvorfor andre ikke kan forstå, hvorfor du er veganer, og hvor godt det er at være veganer.
Fokuser på at hvile i dig selv og dit valg om at være veganer.
Hvem ville du rigtig gerne tagge og se svarene fra på disse spørgsmål?
Luna, som er bloggeren bag Månebarnet!


2 kommentarer
Lise Sommerlund
Skøøønt at læse dine svar! De der kager altså, jeg bliver helt snacky 🙂
HVilken type gærflager kan du anbefale, hvis man leder efter hhv. oste eller nøddesmag? Lige nu har jeg vidst været lidt uheldig XD.
Fedt at du lige bød ind. Jeg har fået så meget inspiration nu.
Vi skrives
Kærlig hilsen Lise Sommerlund
Ditte
Jeg blev også helt snacky af at skrive om kagerne 😉
Det er jo (har jeg fundet ud af) ret personligt med gærflager, men mine yndlings gærflager, som giver en skøn nødde-agtig og tilpas ostet smag er: Vantastic Foods – dem kan du købe via veggie-shop24.com
Og selv tak for inspiration 🙂
Vi skrives ved!
Hilsen Ditte