Opskrifter,  Sødt

Veganske doughnuts m. chokolade | Doughnuts m. oreos

Doghnuts! Åh, doughnuts!

Det eneste, jeg kan tænke på, når jeg ser doughnuts er: Homer Simpson og Twin Peaks. To absolut yndlingsserier.

Disse dougnuts er inspireret af veganske doughnuts, jeg fik i Kolding, da jeg besøgte min veninde. De var super-lækre, og nu syntes jeg, at der var gået for lang tid siden, jeg sidst fik nogle indenbords. Siden jeg ikke bor i Kolding eller overhovedet i nærheden af, måtte jeg ty til at lave dem selv.

Doughnuts er heldigvis ikke svære at lave – medmindre du går all-in på toppingen og laver alt muligt til. Det gør jeg ikke, som du kan se. Derfor! Hvis du savner lidt friturelugt i huset (fordi du har glemt at tænde for emhætten før til de to sidste doughnuts), så har du nu en god grund. Hvis du bare gerne vil spise en lækker friturestegt bolle med chokolade-topping eller oreo-topping (eller en tredje du selv finder på), så har du nu en endnu bedre, meget mere fantastisk grund!


Doughnuts, 12 stk

Dej

3 dl plantemælk

50 g plantesmør

25 g gær

50 g sukker

1 tsk vaniljesukker

1 tsk salt

ca. 500 g hvedemel

1 liter neutral olie – til stegning

Chokolade-topping

100 g mørk chokolade

1 dl veg-piskefløde/kokosmælk

50 g farvet krymmel – jeg brugte Tørsleffs regnbue krymmel, 50 g

Oreo-topping

6 oreos – knust (gerne finere end på billedet, så det kan sidde fast)

Glasur


Start med at lave dejen
. Varm plantemælk og plantesmør op til smørret er smeltet – pisk det sammen med gær i en skål, når mælkeblandingen er fingervarm.

Pisk derefter 100 gram af melet i samt sukker, vaniljesukker og salt. Tilføj det resterende mel til du har en dej, du kan ælte.

Ælt dejen til den er glat og elastisk. Lad den hæve i 45 minutter.


Ælt dejen igen
.
Skær dejen ud i 12 stykker og form dem til ringe, der er 1 cm høje. Brug et flaskehoved til at trykke midten af ringen ud – gem de udstukkede dejstykker, de kan jo også spises! Du kan se mere her.

Lad doughnuts’ene efterhæve i 45 minutter. Hvis du også bruger midten (den lille kugle), så skal den have kortere tid i olien.

Dæk en bageplade/rist klar med køkkenrulle og stil den tæt på komfuret.


Lav de(n) toppings du vil have til, imens dejen efterhæver
. Smelt chokolade og piskefløde/kokosmælk i en mikroovn eller over vandbad til chokoladen er smeltet – rør det godt sammen. Stil til side. Kom krymlet i en dyb tallerken.

Rør en glasur sammen – den skal ikke være for tyk, men heller ikke for vandet. Stil til side. Kom de knuste oreos i en dyb tallerken.


Når dejen har efterhævet, varmes olien op i en 1½ liter gryde
. Test olien med lidt dej – når dejen hurtigt kommer boblende op til overfladen, er olien klar.

Kom 2 doughnuts i ad gangen og steg dem i omkring 45 sekunder på hver side. Det vigtigste er, at de er gyldne/gyldenbrune uden at blive for brune. Lad dem dryppe af på bagepladen/risten.

Hvis de meget hurtigt bliver gyldne, skrues en smule ned for varmen.  Husk at olien aldrig må ryge!

Lad doughnuts’ene køle af til du har lavet dem alle sammen, og du kan håndtere dem med dine fingre. Dyp i chokolade og derefter krymmel og/eller glasur og derefter oreos.

Pssst… Jeg glemte at efterhæve mine doughnuts, da vi fik gæster. Så hvis du bare gerne vil spise nogle hurtigt, kan de sagtens steges i olien efter den første hævning (de bliver dog ikke så bløde og luftige, som hvis de bliver efterhævet).

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.