Brød,  Højtider,  Opskrifter

Vegansk Jul: Lussekatte | Luciabrød

Nu bæres lyset frem stolt på din krone

Rundt om i hus og hjem sangen skal tone

Nu på Lucia dag hilser vort vennelag

Santa Lucia, Santa Lucia

Kan vi ikke alle sammen huske, da vi var i de mindre klasser og Lucia dag skulle fejres? Lyset på skolen og/eller fritidshjemmet blev slukket, vi blev iklædt hvide uformelige duge, fik levende lys i hænderne (i dag er det nok nærmere led-lys, fordi man åbenbart ikke tror på børns finmotorik) og sang Santa Lucia.

Jeg kan huske, at det var super-spændende, og det var da også en helt speciel stemning, når lyset blev slukket, og levende lys viste vejen frem. Hos os lavede vi Lucia-optoget i skolens aula. Og så kan jeg også huske, at de eneste, som måtte være Lucia bruden, var de lyshårede piger. WTF? Jeg ved ikke, om det også var sådan på andre skoler, men sådan var det hos os.. en smule såret blev man vel, når ens mørke hår åbenbart ikke var godt nok 😉

I dag er jeg kommet mig over, at jeg aldrig blev Lucia brud, for i dag fokuserer jeg nemlig på noget helt andet: Lussekatte!

Og tusind tak til min søde veninde Stina, der fungerer som en rigtig fin håndmodel 😉

Lussekatte stammer fra Sverige (men oprindeligt fra Tyskland) og er i de senere år blevet mere populære i Danmark…. æh, her mener jeg nok, at de er blevet populære i den danske bloggerverden. Ikke desto mindre så kan vi alle lide hjemmebag, så giv det 5 år så skal du nok kunne finde lussekatte hos bageren; ellers når Pågen nok at lave nogle Lussekatte i poser inden da.

Men indtil da, og hvis du hellere vil have dejlige luftige hjemmebagte Lussekatte, der får englene til at synge, så kan du lave dem her.

Lussekatte er i en masse forskellige forme, hvoraf mange af formene er helt tilbage fra bronzealderen! Jeg husker at have læst et sted, at formene repræsenterer solen. Det giver meget god mening, når Lucia dag/aften oprindeligt lå på vintersolhverv (det var inden vi gik over til den Gregorianske kalender), og solhverv er trods alt en fest for solen.

Jeg synes, at det er sjovt og fascinerende, hvordan tiden før kristendommens indtog stadigvæk findes i dag.

Min opskrift giver 12 boller, men det er kun, hvis du vælger at lave Julgalt. Men hvis du derimod hellere vil lave Jul-hjulet eller Lussekat, så skal du jo bruge mindst 2 boller pr. lussekat. Færre boller, men så er de til gengæld også større. Du vil vinde lige meget hvad.

Og så har jeg fjernet rosiner fra opskriften. Jeg er ikke specielt meget til rosiner – jeg kan primært kun lide dem sammen med saltede, ristede peanuts.


Lussekatte, 12 boller

2 dl plantemælk

1½ dl vand

100 g plantesmør

½ tsk safran + 1 tsk sukker

25 g gær

90 g sukker

½ tsk salt

ca. 600 g hvedemel + ekstra til æltning

evt rosiner – pynt


Varm plantemælk og plantesmør op i en lille gryde eller i mikroovn
. Stød safran og 1 tsk sukker til det er helt fint i en morter (se Pssst…)

Når plantemælk-blandingen er fingervarm, røres safran i samt vandet.

Pisk plantemælk-safranblandingen sammen med gær i en mellemstor skål. Pisk derefter resten af sukkeret, 100 g hvedemel og salt i.

Rør resten af hvedemelet i lidt ad gangen.

Ælt dejen til den er glat på et meldækket bord.

Lad dejen hæve i 45 minutter.


Ælt dejen igen, når den er færdighævet
. Skær dejen ud i XX stykker. Rul hvert stykke ud til en ca. 1 cm tyk rulle.

Form hver rulle til en af de mange lussekatte-former. Jeg har taget billeder af de former, jeg har lavet – men søg på google for at finde inspiration til endnu flere 🙂

Beklæd to bageplader med bagepapir. Fordel lussekattene på bagepladerne med godt plads mellem hinanden.

Efterhæv i 45 minutter.


Tænd ovnen på 200 grader
.

Pensl lussekattene med lidt plantemælk.

Bag en bageplade ad gangen midt i ovnen  i ca. 13 minutter.

Lad lussekattene køle af til de er lune – og gå så i gang med at spise 😉


Pssst…
Hvis du ikke har en morter til at støde safran og sukker fint, kan du i stedet varme safran og sukker op sammen med plantemælk og -smør.

   Send article as PDF   

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.