Opskrifter,  Sødt

Brombærtærte snitter

Som vejret primært er i øjeblikket, tænker jeg mest af alt, at det er efterår. Derfor skal der noget efterårs-guf på bordet: vegansk brombærtærte i form af snitter.

Vi elsker jo alle sammen hindbærsnitter, og vi elsker i den grad også crumble – hos mig er brombær crumble nummer 1! Så hvorfor ikke gøre amerikanerne kunsten efter og servere sådan en bærtærte i snitte-form. Hvis der er noget, som de elsker og er gode til at lave, så er det desserter, der er til at have med på farten.

Jeg har derfor gjort amerikanerne kunsten efter, for hvem elsker ikke en hapser bestående af sprød dej med saftige, krydrede bær og en sprød havregrynstopping?

Værsgo og nyd en vegansk brombærtærte ala snitter!


Hvis du er interesseret i, hvordan det går hos stille mig, så kan jeg blot sige to ting: køkkenhave og opskriftsudvikling.

Køkkenhaven lærer mig i den grad tålmodighed og opmærksomhed. Jeg har opdaget, at jeg ikke er så tålmodig, som jeg har fortalt mig selv, at jeg er – men det lærer jeg jo nu. Vi har fyldt drivhuset op med alle mulige spirer, som nu er blevet til planter, og jeg går inderligt og håber, at bare én plante af hver sort giver noget. Jeg føler næsten, at jeg forhekser mig selv, hvis jeg deler billeder nu – når vi planter dem ud, skal jeg nok dele nogle billeder.

Derudover er jeg i gang med at udvikle opskrifter til en lille butik/webshop, som jeg håber at få op og køre (og som jeg håber, at jeg har mod nok til at give mig i kast med). Men opskrifterne bliver udviklet og tweaket og tilpasset, og her i løbet af sommeren har jeg forhåbentligt alle produkterne på plads. Lige meget hvad det ender med, så er det i hvert fald en velsmagende proces 😉


Brombærtærte snitter, 12 stk

Dej

195 g hvedemel

½ tsk salt

50 g sukker

50 g brun farin

225 g kold margarine

Fyld

650 g brombær (hvis frosne, skal de være tøede lidt op)

2 spsk brun farin

2 spsk hvedemel

Saft fra 1/4 citron

1 tsk kanel

Topping

70 g grovvalsede havregryn

50 g brun farin

1 tsk kanel

3 spsk veg-smør

1½ dl af dejen


Tænd ovnen til 180
grader, alm. Beklæd en bageform (20×30 cm) med bagepapir og stil til side.

Kom alle ingredienserne til dejen i en food processor (håndkraft kan også bruges) og blend til det smuldrer.

Husk at tage 1½ dl af dejen til side til toppingen.

Pres dejen ned i bageformen, så du har en nogenlunde jævn bund.

Bag midt i ovnen i 15-20 minutter, til bunden har lidt gyldne kanter. Lad den køle helt af.


Når bunden er kølet af, laves fyld og topping
. Rør alle ingredienserne til fyldet sammen og stil til side.

Rør alle ingredienser til toppingen sammen.

Fordel fyldet ovenpå bunden og fordel derefter toppingen.


Bag brombærtærten midt i ovnen ved 180 grader
. Den skal have ca. 25 minutter, eller til toppingen er let-gylden.

Lad brombærtærten køle helt af, så er den nemlig lettere at skære i firkanter. Men den kan selvfølgelig serveres lun, hvis du ligesom mig ikke kan holde dig tilbage 😉

Spis snitterne som de er – eller server med vaniljeis.


Pssst…
Snitterne kan sagtens fryses. De skal blot tø op i køleskabet i nogle timer inden servering.

Behind the scenes: en loaf der dufter til og holder øje med brombærtærte snitterne.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.