
Cookie Hummus
Yum! Yum! Yum!
Og som min kæreste sagde: Det er skræmmende… skræmmende afhængighedsskabende! Se, det er jo altid en god kommentar at få med.
Cookie hummus er for dig, som gerne (ligesom mig) vil cookie-ficere så meget mad/søde sager som muligt. For cookies er bare himmelske, især Chocolate chip cookies.
Jeg har jo set, at man er begyndt at lave kakao hummus – som man nogle steder er så fræk at kalde brownie hummus. Det var ikke helt en succes, da jeg købte sådan én… det smagte mest af alt bare af blendede kikærter med lidt kakao tilsat. Æh!
Min filosofi er, at man lige så godt kan nyde det, når man gerne vil spise noget lækkert. Hvorfor lave en brownie hummus, hvis der ikke er skruet maks op for chokolade/kakao og sødmen? Er det, fordi det skal være sundt nok til, at man godt må spise det hver dag?
Øhm… newsflash! Det er tilladt at spise noget lækkert hver dag – lige meget hvor “sundt” eller “usundt” det er.
Så jeg besluttede mig for at lave hummus på den søde måde. Cookies har aldrig skuffet mig – måske har konsistensen drillet lidt nogle gange, men det smager altid godt. Så jeg regnede med at cookies endnu en gang ville hjælpe mig, og det gjorde det!
Essensen af denne hummus er ikke knuste cookies blendet sammen med hummus 😉 Men derimod cookie-smagen: sødt, lidt salt og chokolade – masser af chokolade! Du kan faktisk godt være så fræk at komme hele 100 gram chokolade i! Men kom ikke brok dig til mig, hvis du spiser hele portionen på én gang.
Brownie hummus, sådan som brownie hummus bør være, er nu på min liste over, hvad jeg skal lave og forhåbentligt dele på bloggen… men indtil da så nyd denne søde, lidt salte og totalt chokolade-spækkede hummus.
Cookie Hummus
1 dåse kikærter (240 g kogte kikærter)
4 spsk ahornsirup
3 tsk vaniljesukker
1 knsp kanel
75 g peanut butter
75 g mørk chokolade – finthakket
lidt salt – efter smag
Blend kikærter sammen ahornsirup, vaniljesukker og kanel. Tilføj peanut butter og blend til det er helt cremet.
Tilføj 25 g af chokoladen og blend kort, så det er blandet sammen.
Rør derefter det resterende chokolade i og smag til med lidt salt.
Det smager rigtig godt ovenpå et godt stykke groft hvedebrød med frugter ovenpå, som dip til frugt og som en skefuld helt for sig selv 😉
Cookie hummusen holder i 3-4 dage.

