
Piña Colada is
Halli-Hallo!
Sommeren er stadig over os, og jeg har indtil i dag ikke rigtig orket at stå i køkkenet for at kokkerere nye ting. Jeg har derfor været igennem bloggen og mine kogebøger for at lave lækre sommersager!
Jeg har blandt andet lavet: Sommersalat m. grillede nektariner & zucchini, Blommesyltetøj m. ingefær, Brombær muffins, Brombær Crumble, BBQ Blomkål m. ranch dressing, Ice tea | Iste m. nektarin-sirup (isteen har jeg lavet ad flere omgange) og koldskål med kammerjunker fra min kogebog Vegansk til højtider og fest – som du forresten, hvis du ikke allerede har set det, kan få til 200 kr, inkl. gratis levering med koden: SOMMER.
Man kan måske undre sig over, at jeg allerede har lavet lækkerier med blommer og brombær – eller også undrer man sig ikke, og du kan bare gå videre ned til opskriften. Men solen og varmen har simpelthen fået det hele til at modnes så meget hurtigere. Så vi har været ude to gange og plukke brombær, blommer og sidste gang var vi endda så heldige at støde på de mest modne og solsøde ribs, jeg nogensinde har smagt. Jeg går stadigvæk og overvejer, hvad jeg skal lave med ribsene… og jeg overvejer også, hvad jeg skal lave med de resterende brombær og blommer.
Men tilbage til i dag og isen! For nu har jeg endelig fået lyst til at lave lidt, og den lille smule skulle være noget, jeg i længere tid har gået og tænkt på at lave: nemlig en lækker, cremet ananasis. Jeg tror, det er ananassens eksotiske smag, der gør, at jeg har cravet den i isform. Så det er, hvad jeg har lavet i dag. Men det skulle ikke “bare” være en ananasis. Det skulle være en Piña Colada is! Jeg drikker ikke rigtig alkohol, men det betyder jo ikke, at jeg ikke savner de der “sid-i-solstolen-med-en-hat-og-et-kæmpe-glas-piña-colada-i-hånden”-øjeblikke. Så jeg har lavet den alkoholfrie og iskolde version af dette øjeblik. I stedet for at sidde i en solstol med solhat nede i syden, sidder jeg derfor i stedet ude på altanen med skrigende børn i baggrunden, en kat der prøver at hoppe udover altanen og steger i solen, der minder om den nede i syden og nyder min is – det er sgu lige så godt.
Så hvis du har lyst til en is, der minder om piña colada, tja… så skal du da lave den! Forkæl dig selv!
Lige en meget vigtig ting: Følg instrukserne for din ismaskine! Min ismaskine kræver, at jeg stiller isbøtten på køl mindst 18 timer før, og at jeg ikke hælder mere end 7½ dl isblanding i ad gangen – jeg skal derfor “planlægge” det hele dagen før, og jeg skal lave denne is ad to omgange. Men det er nu dét værd!
Hvad så hvis du ikke har nogen ismaskine? Gå ikke i panik! Du kan stadigvæk lave den her underskønne is. Gå ned til det først Pssst… og læs, hvad jeg har skrevet.
Piña Colada is, ca. 1 liter is
1½ dåse kokosmælk, 6 dl (ikke light)
350 g ananas – i mindre stykker (du kan også bruge fra dåse)
½ mango – i mindre stykker
150 g sukker
½ tsk vaniljesukker
½ tsk gurkemeje
3-4 tsk rom aroma
Varm kokosmælk, mandelmælk, ananas og sukker op i en gryde. Når sukkeret er opløst, og ananassen føles blødere, slukkes for varmen. Lad det køle af til rumtemperatur.
Blend alle ingredienserne til isen sammen i en blender – det skal være helt cremet.
Kom isen i ismaskinen – husk at følge instrukserne for din maskine.
Så har du is! Er det ikke dejligt?
Forresten hvis du ikke har lyst til romsmag i din is, så lad bare være med at tilføje det – den smager lige så godt uden.
Pssst… Du behøver ikke en ismaskine til at lave den her is – en ismaskine gør bare det hele meget lettere og hurtigere. Kom den blendede is i en isform (f.eks en rugbrødsform) og stil på frys: de næste 3 timer piskes isen godt igennem hvert 30. minut – det er temmelig omsonst, men på den måde minimerer du risikoen for isflager i isen. Efter de 3 timer stilles isen på køl uden omrøring i endnu 3 timer. Isen bør nu være klar til servering!
Du kan selvfølgelig også bare prøve lykken: stil på køl i 3 timer, pisk godt igennem og stil på køl i 3 timer igen. Det er den gode, dovne vej – og måske, måske ikke ender du med en is uden isflager 😉
Pssst… Du kan også bruge rigtig rom i opskriften, men du skal være opmærksom på, at alkoholen vil gøre, at isen har sværere ved at fryse – så isen skal derfor have længere tid i maskinen. Jeg har ikke selv prøvet med rom, men jeg kan forestille mig, at du sådan ca skal bruge sammen antal teskeer; men smag dig frem, det kan jo være, du godt kan lide det mere boozy 🙂

