
Vegansk Nytår: Tiramisu kage
Rigtig godt nytår!!
Nu er det lige om lidt et nyt år og et nyt årti. Til at starte med kunne jeg ikke forstå, hvorfor folk gik så meget op i, at vi nu kommer ind i et nyt årti, men nu… ja, nu forstår jeg. For til februar flytter kæresten og jeg på landet i vores drømmehus, og med os tager vi de to sødeste vuffere – og selvfølgelig vores crazy katte. Det er en spændende og temmelig vild måde at starte det nye år og årti på. Det er et helt nyt kapitel i mit og vores liv – og ikke kun i kraft af at tallene på året ændrer sig. Alt kan ske. Intet bliver, som det plejer. Ja, jeg er ved at skide grønne grise, når jeg tænker over det… men det føles så rigtigt, og det er helt, som det skal være.
Derfor vil jeg fejre nytårsaften med en rigtig luksuskage, og i mine øjne er lagkager altid luksus. Jeg har haft lyst til tiramisu on/off i nogle måneder, og af en eller anden grund synes jeg, at det bliver lidt for omsonst med hjemmelavede lady fingers… men kage! Kage er så let og “hurtigt”, så nu har jeg på 4 dage fået tiramisu kage to gange 🙂
Den tager lidt tid at lave, men hvis du kan stille både kage og creme udenfor, når det skal køle af, så skruer du gevaldigt ned for ventetiden! Just saying…
Men trods arbejdsindsats og arbejdstid bliver det hele så godt og rart og dejligt, når du tager den første bid. Vaniljekagen er fugtig og ikke alt for sød, så sammen med den let-syrlige og luftige creme og den krydrede og lidt boozy kaffelikør får du en bid kage, der er mild, frisk og afhængighedsskabende.
Jeg kan godt lide, at kaffelikøren ikke er for gennemtrængende, den må godt kunne smages, men den skal først og fremmest komplimentere vaniljekagen – hvis du mere er til en tiramisu, hvor du føler dig lidt snalret bagefter, skal du gøre kaffelikøren markant stærkere.
Så er der ikke mere fra min side end:
Rigtig godt nytår – og tusind tak for i år 🙂
Jeg glæder mig meget til at dele flere opskrifter og indlæg her på bloggen, og jeg glæder mig til at høre fra dig! Det bliver spændende!
Forresten! Hvad skal du spise til nytårsaften?
Hos os står det i år på
Forret: Rødbedetartar m. rispapir-chips & granatæblekerner
Hovedret: Hasselbagte søde kartofler m. salvie
Cremede umami-linser m. gærflager
Moderniseret waldorfsalat fra Vegansk til højtider og fest
Dessert: Denne tiramisu kage
Nytårsdessert: Kransekage
Tre vigtige informationer i forhold til opskriften!
1. Kagen skal sætte sig i ca. 3 timer inden servering! Så du skal enten lave kagen om morgenen eller aftenen før – så slipper du for at stresse.
2. Du kan bruge både sojamælk og havremælk – og for sin skyld garanteret også mandelmælk. Men mængden af citronsaft i cremen afhænger af, hvilken plantemælk du bruger. Du skal komme 2 spsk citronsaft i cremen, hvis du bruger sojamælk – hvis du bruger havremælk, skal du komme 1 spsk citronsaft i; det giver den bedste syrlighed i cremen.
3. Cremen er ret fast i det, selv når flødeskummet er vendt i. Hvis du godt vil have en lidt mere “blød” creme, skal du bruge 2½ dl sojapiskefløde.
Tiramisu kage, ca. 12 portioner
Vaniljekage
2½ dl plantemælk
2 tsk æblecidereddike
½ dl neutral solsikkeolie
120 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
½ tsk salt
200 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk natron
Kaffelikør
2 dl stærk kaffe
4-5 spsk cognac/rom
Creme
5 dl plantemælk
1-2 spsk citronsaft
2 spsk sukker
½ tsk salt
1½ tsk vaniljesukker
45 g majsstivelse
1½-2 dl sojapiskefløde
Pynt
Kakao
20 g mørk chokolade – hakket
Start med at lave cremen. Pisk 2 dl af plantemælken sammen med majsstivelsen i en lille skål – stil til side.
Kom de resterende ingredienser i en 1½ liter gryde – undtagen sojapiskefløde!
Giv det et opkog. Pisk regelmæssigt i det.
Når det simrer, piskes majsstivelse-blandingen i – det vil hurtigt tykne. Pisk godt rundt i det.
Når det har tyknet, tages gryden af varmen. Lad det køle helt af.
Lav kagen. Tænd ovnen på 180 grader(alm). Beklæd en springform (24 cm) med bagepapir.
Pisk plantemælk, æblecidereddike, solsikkeolie og sukker sammen – pisk indtil det meste af sukkeret er opløst.
Pisk de resterende ingredienser til kagen i.
Kom dejen i springformen og bag midt i ovnen i ca. 35 minutter. Kagen skal være gylden, og en kniv skal komme ren ud.
Lad kagen køle helt af.
Lav kaffelikøren. Rør kaffen sammen med cognac/rom. Lad det køle af.
Sæt kagen sammen, når alle elementerne er afkølede.
Pisk sojapiskefløden til skum og pisk det derefter sammen med cremen. Stil til side.
Skær kagen midt igennem, så du ender med to kagebunde.
Beklæd springformen med husholdningsfilm. Kom den ene kagebund i bunden af springformen og fordel halvdelen af kaffelikøren på. Fordel halvdelen af cremen på kagebunden.
Læg den anden kagebund ovenpå, fordel det resterende kaffelikør ovenpå og slut af med resten af cremen.
Stil kagen på køl i 3 timer, så har den sat sig – du kan også lade den stå på køl natten over.
Når kagen er klar til servering, drysses kakao ovenpå og der pyntes med den hakkede chokolade.


7 kommentarer
Johanne
Hej Ditte
Jeg elsker denne opskrift! Ved du om lagkagebundene mon kan fryses i tilfælde af, at man gerne vil forberede kagen i god tid?
Ditte
Hej Johanne
Det er jeg bare så glad for at læse, at du gør! Bundene kan sagtens fryses ned 🙂
Du skal bare lade dem tø op i køleskabet. Inden kagen sættes sammen, skal bundene stå ude på køkkenbordet i 30 minutter – så slipper du for snaskede bunde.
Rigtig god fornøjelse!
Johanne
Mange tak for svaret! Det vil jeg prøve
Sofie Aaboe Andersen
Virkelig lækker opskrift! Lavede det til nytår i år, og det var et kæmpe hit. Wauw!
Ditte
Hej Sofie
Yes! Det er skønt at læse, at kagen var et hit til nytårsaften 😀
Det er jeg bare så glad for!
Hilsen Ditte
Dina
Hej. Hvilken plantemælk har du brugt? Mandel, havre, soya, ris? Jeg har ingen erfaring i denne her verden😊
Ditte
Hej Dina
Jeg bruger sojamælk eller “Do not call me m*lk”. Du vil sagtens kunne bruge mandel eller havre 🙂
Ris (synes jeg) giver en for lind dej.
God fornøjelse!
Hilsen Ditte