Opskrifter,  Sundt,  Tilbehør

Varme rødbeder m. peberrodscreme

Hold da op! Hvor har det bare været en rigtig stressende, udmattende og bare helt igennem meget trættende periode.

Vi var færdige med at flytte hjem til kærestens forældre forrige uge, hvor vi havde brugt de foregående 2 uger og selve ugen på at flytte og gøre rent og alt det der. Sidste uge var jeg så smadret, at det eneste, jeg orkede, var at komme hjem efter arbejde og kaste mig ovenpå sengen. Så du skal være glad for, at der overhovedet kom indlæg på bloggen sidste uge – og endda to! 😉

Denne uge er det hele blevet lidt bedre. Nu er vi ved at falde til, og jeg har efterhånden overskud nok til at tænke over, hvad jeg vil lægge op på bloggen + lave forberedelser til julen herpå bloggen. Men inden jeg går fuldstændigt amok i julelækkerier her, så synes jeg, at jeg vil nyde maks af efterårets råvarer – og nogle af de nydelser skal du da ikke snydes for. En af dem er en klassisk kombination, der nok skal få gang i næsen.

Mit absolut yndlingsmåltid med rødbeder har altid været russisk salat. Der er ikke noget, der kan slå nostalgi-trippet, jeg får, når jeg spiser en rugbrødsmad med russisk salat. Jeg kan huske, da jeg var 5 år, og jeg stod i køkkenet med min far, og vi skulle have rugbrødsmadder til frokost i weekenden – hvis der var russisk salat, så var det førstevalget. Der er noget over de cremede rødbeder, der får den skønneste og mest overraskende sødme, når de bliver kogt/bagt; og så POW! Dér kommer peberroden, der kradser og frisker rødbedens sødme gevaldigt op. Og sådan er det også med de her varme rødbeder!

Rødbederne har fået en mild karamellisering, efter de er blevet bagt i ovnen med olivenolie og balsamicoeddiken – eddiken er fantastisk til at fremhæve rødbederne sødme. Og så bliver det hele vendt i den skønneste peberrodscreme, der er krads (faktisk ret krads!), men som også har en sødme.

Lige en opdatering i forhold til min “ikke-Harry Potter” kogebog: det har stået stille de her sidste 3-4 ugers tid på grund af flytning. Men jeg føler, at det kribler i mig for at komme i gang. Hvis alt forløber efter planen (hvilket det aldrig gør), så er bogen klar til februar.

Vil du gerne se nogle billeder af opskrifterne og muligvis min illustrators skitser? Så læg en kommentar 🙂


Varme rødbeder m. peberrodscreme, 4 personer

2 kg rødbeder – skrællet, mellemstore tern (ca.2×2 cm)

2 spsk olivenolie

1 spsk balsamicoeddike

salt

Peberrodscreme

100 g peberrod – skrællet, fintrevet

1 tsk æblecidereddike

2 tsk sukker

1 tsk sennep

200 g vegansk yoghurt/creme fraiche

salt


Tænd ovnen på 200 grader
. Beklæd en bageplade med bagepapir.

Vend rødbederne sammen med olivenolie, balsamicoeddike og salt.

Bag midt i ovnen i ca. 35-40 minutter. Rødbederne skal være møre, og det gør ikke noget, hvis de er blevet lidt ‘karamelliserede’.


Lav peberrodscremen imens rødbederne bager
.
Rør peberrod, eddike, sukker og sennep sammen.

Rør derefter yoghurten/creme fraichen i – kom en smule salt i.

Lad det stå og trække 10 minutter og smag derefter til.

Stil på køl til det skal bruges.


Lad rødbederne køle af i 10 minutter efter endt bagetid
. Vend rødbederne sammen med peberrodscremen. Smag til.


Pssst…
Hvis du gerne vil have en mere cremet peberrodscreme, kan du i stedet blende cremen, når det hele er blandet sammen.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.