image featured

Ditte

Categories Opskrifter, Sødt

Vegansk Honeycomb

Honeycomb er ren magi!

Og så er det faktisk super-let at lave. Det ser måske en anelse overvældende ud, men tro mig, når du er kommet i gang, så er det faktisk ikke specielt krævende – det er nærmest mere krævende at lave vegansk flødekaramel!

Hvis du ikke har prøvet honeycomb før, så skal du glæde dig! Det er en meget sprød og meget luftig karamel, der har en dejlig lethed – og så er det perfekt som topping på kager og selvfølgelig dyppet i chokolade. Mmmm…

Jeg har faktisk tænkt mig at lave en kage, hvor honeycomb får lov til at spille en god rolle, og jeg regner med, at den opskrift kommer op her på bloggen i løbet af julemåneden.

Honeycomb laves oprindeligt med honning, men det behøves virkelig ikke. Selvfølgelig giver honning en helt speciel smag, men jeg synes, at ahornsirup er en rigtig god erstatning. Jeg har ikke prøvet med min veganske honning, men det vil jeg helt klart! Når jeg får taget mig sammen til at gøre det om 1-2 år , så skriver jeg selvfølgelig en opdatering 😉

Men indtil kagen kommer op på bloggen (sammen med alle de andre julelækkerier), så skal du glæde dig til den mad-magi, der vil udspille sig for øjnene af dig!


Inden du går i gang vil jeg lige gøre opmærksom på 3 vigtige punkter, når du skal lave honeycomb:

1. Du skal bruge et sukkertermometer. Men de koster heldigvis ikke særlig meget og er lette at finde, f.eks i Føtex eller Imerco.

2. Du skal bruge en højkantet pande. Jeg bruger en pande, der kan indeholde 2 liter. Det skyldes, at når natron kommer i sukkermassen, vil sukkermassen fordoble, hvis ikke tredoble, i fyldemasse!

3. Gør alle ting klar! Jeg har skrevet de tre ting, du skal have gjort klar, i starten af opskriften. For når du laver honeycomb, så skal du være okay-hurtig, og så gør det altså honeycomb-eventyret meget lettere, hvis alle ting er klar og parat.

… Og for at dække min egen røv: det her er ultra-varmt og kan give slemme forbrændinger, så vær opmærksom og fokuseret, når du laver det her.


Honeycomb

200 g sukker

55 g glukosesirup

2 spsk ahornsirup

½ dl vand

1½ tsk natron

Topping

175 g mørk chokolade

evt lidt flagesalt


Start med at gøre en bageform (30×20 cm) klar
. Smør et stykke bagepapir, der kan dække denne form, med smagsneutral solsikkeolie.

Afmål natron og stil i en skål for sig selv. Hav et piskeris lige ved hånden.


Kom sukker, glukosesirup, ahornsirup og vand i en højkantet pande
. Varm op ved middelvarme og rør hurtigt rundt.

Lad derefter sukkermassen boble for sig selv uden at røre rundt i det!

Stik et sukkertermometer ned i – sukkermassen skal op på 150 grader.

Sluk straks for varmen, når sukkermassen har nået de 150 grader.

Pisk hurtigt natron i. Pisk maks i 5 sekunder, da sukkermassen ellers vil falde sammen. Sukkermassen vil blive 2-3 gange så stor i volume.

Hæld det i bageformen og lad være med at rykke rundt på det (eller røre det!) i ca. 1 time.


Efter 1 time vil honeycomb’en formentligt være kølet helt af og stivnet
. Hvis det ikke er kølet af, så lad den stå, til den er.

Smelt chokoladen og gør et stykke bagepapir klar.

Bræk honeycomb’en i mindre stykker ved hjælp af enden af en kniv (den runde, “sløve” side).

Dyp de stykker, der skal spises samme dag i chokoladen og stil til på bagepapiret – lad det stå til chokoladen er størknet.

Spis med god appetit!


De resterende stykker pakkes straks ind i bagepapir og kommes i en lufttæt dåse
. Du kan dog godt komme det i en frysepose, hvis du ikke har en dåse.

Honeycomb vil holde omkring 5-7 dage.

Jo længere tid honeycomb ligger ude på køkkenbordet, jo hurtigere vil det blive fugtigt – og så vil det ikke holde så langt tid.


Pssst…
Glukosesirup kan du købe i Føtex eller Bilka – eller, selvfølgelig, over nettet. Det koster ikke særlig meget og er ret “drøjt” i brug.

www.pdf24.org    Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.