
Veganske erstatningsprodukter – do or don’t?
Jeg håber, I alle har haft en dejlig påske!
Jeg tog åbenbart en uventet påskeferie fra bloggen, men nu er jeg tilbage. Og jeg har et laaangt indlæg klar til dig.
Så er du klar?
Det her indlæg handler faktisk ikke, om hvorvidt du skal vælge eller fravælge veganske erstatningsprodukter. Derimod handler indlægget om mine tanker vedrørende disse.
Hvis du ligesom jeg følger med i en masse veganske ‘forums’ på facebook, så er du nok også stødt på hele kontroversen om, hvorvidt man overhovedet skal have veganske erstatningsprodukter i sin kost – og hvorfor man overhovedet vil spise det.
En af de udsagn, jeg ofte ser er i retning af “Det ligner/smager som kød, og man har jo fravalgt kød, fordi man er veganer – så det giver ingen mening at spise f.eks veganske schnitzler”
Et andet udsagn, jeg også støder på, er: “Hvorfor kalder man det schnitzler/bøf/bacon/osv osv. Det er jo ikke kød, så hvorfor kalde det XX?”
Jeg kan lige så godt med det samme komme med min umiddelbare mening om det hele:
Jeg ser absolut ingen problemer med at spise veganske erstatningsprodukter!
Som du kan se på billedet, så spiste jeg en lækker omgang morgenmad bestående af scrambled VeganEggs, røget tofu og brød. Jeg indrømmer med glæde, at det var sjovt at smage scrambled VeganEggs – det minder ret meget om almindelige æg… som jeg husker det efter næsten 7 år uden at have spist æg! Så tag min beretning om VeganEgg med et gran salt 😉
Så det er indlysende, at jeg køber jeg erstatningsprodukter. Men jeg gør kun et par gange om året, fordi jeg ser det som en “godbid”, og fordi jeg synes, at erstatningsprodukter er sjove!
Men alligevel vil jeg gerne skrive lidt mere om det, for der er mange vinkler: sundhed, genkendelighed, tilgængelighed og socialitet.
Skal man have veganske erstatningsprodukter i sin kost?
Helt enkelt: Nej! Du skal og behøver ikke at have veganske erstatningsprodukter i din kost.
Som jeg skrev tidligere, så er veganske erstatningsprodukter en godbid i mine øjne, og det er noget, jeg i ny og næ får. Veganske erstatningsprodukter bidrager sundhedsmæssigt ikke til en alsidig kost. Den sundeste plantebaseret kost består af: kornprodukter/ris/andre stivelsesrige kulhydrater, bælgfrugter/linser, grøntsager, frugter og nødder/frø/kerner. Du kan få alt det, du behøver med undtagelse af B12 og D-vitamin, som du skal tage tilskud for at få – dog er solen den perfekte kilde til D-vitamin, så ud i solen med dig 🙂
Problemet med erstatningsprodukter er, at de er meget forarbejdede og har en høj fedtprocent. Det betyder, at erstatningsprodukter ikke tilføjer noget til “sundhedskontoen”. Så fra et sundhedsmæssigt perspektiv bør erstatningsprodukter kun være en godbid i ny og næ, hvis du altså ikke fravælger disse fuldstændigt.
Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at tofu, tempeh og visse plantemælke i min professionelle optik ikke hører indenunder erstatningsprodukter. Det skyldes primært, at disse ikke er specielt forarbejdede (medmindre man altså synes, at hummus også er forarbejdet), og fordi disse råvarer indeholder næringsstoffer, hvilket erstatningsprodukter ikke gør.
Hvorfor overhovedet spise erstatningsprodukter – en veganer har jo fravalgt kød
Nu til den spændende del (synes jeg selv)! For det er her, at jeg nemlig begrunder, hvorfor jeg synes, at erstatningsprodukter er helt fine!
Her vil jeg tage udgangspunkt i, hvilken betydning erstatningsprodukter kan have i forhold til: genkendelighed, tilgængelighed og socialitet.
Genkendelighed
Mad spiller en ufattelig stor rolle i forhold til blandt andet socialitet (som jeg vil komme ind på lidt senere), identitet og endda også udvikling. Det er oftest først, når man tager et valgt i forhold til ens kost/livsstil, at man finder ud af, hvor stor en rolle maden faktisk har. For det er ved dette valgt, at det går op for en, hvilken omvæltning det indebærer, hvilke valg og situationer man skal tage højde for, og som man pludselig kommer ud for.
Og her mener jeg, at veganske erstatningsprodukter kan være rigtig gode, især fordi disse produkter gør det muligt at vende tilbage til ens minder.
Vi alle har minder tilknyttet til mad – om det juleaften, fødselsdag eller første gang man skulle lave mad til ens nuværende kæreste/ægtefælle og gerne ville lave et super indtryk. Disse minder præger, hvad man kan lide, og hvad man ikke kan lide.
Lad mig tage dig tilbage til en af mine madminder, som gør, at jeg rigtig godt kan lide bare én gang i løbet af sommeren at spise pølser:
Da jeg var mindre, skar min far, når vi grillede, et kryds i enden af pølserne og kaldte dem blæksprutter. Jeg elskede de her pølser – de var det bedste, jeg vidste. I dag er jeg sikker på, at det skyldtes, at pølserne blev kaldt noget sjovt, og fordi det med mine øjne faktisk godt kunne ligne blæksprutter. Så i dag, når vi griller, kan jeg godt lide at lave de samme pølser, fordi de bringer mig tilbage til min barndom og giver mig den samme glæde og ‘forundring’, jeg oplevede som lille. Men ikke nok med det: pølserne minder mig både om min far, om de dejlige sommeraftener vores familie havde sammen, og hvordan jeg både før og efter aftensmaden “galopperede” som en sindssyg rundt i vores lille have, imens jeg forestillede mig, at jeg red på en fantastisk hest med bølgende man og perfekte gangarter.
I forhold til det med at kalde en vegansk pølse for ‘pølse’, så mener jeg, at der slet ikke bør være en diskussion omkring det. En pølse bliver ikke kaldt en pølse på grund af kødet – det bliver kaldt en pølse på grund af formen. Det samme gælder for bøf, deller osv.
Det er ikke kødet, som er afgørende, men formen!
Hvis du så en vegansk pølse i kølemontren, og den ikke blev kaldt en pølse men noget helt andet, så er jeg temmelig sikker på, at du ville undre dig over, hvad den veganske pølse så skulle være. Den ligner jo en pølse, så… er det ikke en pølse på trods af, at formen giver dig associationer til pølser? Og hvad skulle du så forvente dig af dette veganske produkt?
Pølsen er altså en genkendelighedsfaktor: du ved, hvad du skal forvente dig af produktet, og hvordan du kan anvende det!
Tilgængelighed
Veganske erstatningsprodukter kan gøre det lettere for folk at tage kødfri dage og endda tage valget at blive veganer.
På den måde kan veganisme og kødfri dage blive mere tilgængeligt for mennesker, som måske ikke ellers ville prøve dette af. Og det kan jeg kun være glad for.
Hvis veganisme kan opleves som værende lettere, fordi der er nogle produkter, som gør det mere overkommeligt og tilgængeligt at tage valget eller prøve veganisme af, så kan jeg ikke se det negative i det!
Socialitet
Når man vælger at fortælle ens nærmeste om, at man har valgt at blive veganer, så møder de fleste ofte skepsis eller undren. Og ikke nok med det så bliver højtider og andre festlige dage lige pludselig lidt ‘sværere’, fordi man ikke kan spise det samme som alle andre.
Og det kan da kun øge risikoen for, at man føler sig udenfor – især hvis man er ny veganer og endnu ikke har prøvet højtider og andre sociale situationer af før med ens nye kost.
Så hvis nogle veganske pølser kan gøre, at en grillaften bliver mere overkommelig, så er det da perfekt! Det samme gælder for, hvis man gerne vil lave ens signaturkage, men den indeholder piskefløde – i dag kan man heldigvis nemt finde en veganske piskefløde i de fleste supermarkeder, og så kan man stadig holde fast i en signaturkage.
Derudover kan erstatningsprodukter også give mulighed for, at ens familie og venner bliver glædeligt overrasket – for tante Olga troede da ikke, at man kunne spise schnitzel, når man blev veganer. Men det kan man!
Selvfølgelig kan (nok nærmere vil) du opleve, at der vil være en, som er skeptisk overfor veganisme, om det er fordi “det er da ekstremistisk”, “du kommer da til at mangle proteiner/kalk/whatever” eller “hvorfor spiser du noget, som ligner kød?!”. Her er det vigtigt, at du inden da har fundet ud af med dig selv, hvorfor du har taget det valg, du har taget + hvorvidt du vil diskutere dit valg eller ej.
(i forhold til “hvorfor spiser du noget, som ligner kød?!”, så læs afsnittet Genkendelighed igen – her får du et godt argument)
Hvis du ved, hvorfor du har taget dit valg, så gør det klart for personen, hvad dine personlige grunde er. Læg fokus på at det er dine overbevisninger. Hvis personen ikke accepterer, at det er din personlige overbevisning så luk ned for snakken – se lidt mere om det lige om lidt.
Heldigvis er mange mennesker, efter hvad jeg har oplevet, nysgerrige og mener intet ondt med deres spørgsmål. Her synes jeg, at det er dejligt at snakke om mit valg at være veganer, da de faktisk er interesserede – selv om vi måske ikke er enige eller vil blive det.
Men der vil også altid være nogle, som vil se negativt på veganere – og her kan du enten åbne op for en diskussion (som nok vil blive udmattende og ende med en negativ oplevelse) eller lukke ned med det samme og gøre det klart, at du ikke vil snakke om det. Du nyder at være veganer, du nyder din mad, tak!
Min oplevelse er heldigvis, at hvis det er familie/nære venner, så bliver de efterhånden mere og mere accepterende/oprigtigt interesserede i veganisme. Men det handler om, hvordan du håndterer situationen. Hvis du synligt viser ubehag ved personens mad på tallerkenen eller begynder at snakke højt op om, hvordan den her person bidrager til dyremishandling osv, så vil det gøre det sværere for dig at overbevise personen om, at veganisme i bund og grund er positivt.
Du har ikke lyst til at blive kritiseret for dit valg – så lad være med at kritisere andre for deres! Åben op for en dialog, hvis du har lyst, og personen viser en oprigtig interesse!!
Det var så mine tanker om veganske erstatningsprodukter. Hvis du har lånt/købt min kogebog: Vegansk for alle, så ved du også, at jeg går ind for en vegansk kost, der består af så hele råvarer som muligt. Ikke blot fordi det er sundere, men også fordi det er billigere og lettere tilgængeligt.
Derudover synes jeg også, at det giver mulighed for at udvikle sig – man får mulighed for at prøve grænser af og udvikle sine evner.
Men veganske erstatningsprodukter er altså sjove – i ny og næ 😉
Er du enig/uenig eller vil du gerne tilføje noget til det, jeg har skrevet? Så læg endelig en kommentar, jeg vil meget gerne læse, hvad du har at skrive!

