Livsstil

Efterårshygge potpourri

Efteråret dufter så skønt.

For mig er det nedfaldne blade. Frost i luften. Æbler på jorden.  Tæpper, der er gravet frem. Varmende krydderier.

Men især alle slags krydrede æbledesserter. Særligt æbletærte.

Det er dog desværre sådan, at livet ikke altid kan give æbletærte; om det er fordi, jeg ikke har tiden til at lave en portion, eller jeg ikke har ingredienserne til det. Og hvad dufter mere himmelsk end nybagt æbletærte? Spørg ikke mig, for jeg ved ikke, hvad det skulle være!

Når jeg endeligt får lavet æbletærte, så forsvinder duften lige så hurtigt som tærten selv, og så er jeg lige vidt. Derfor var jeg lykkelig, da jeg for 3 år siden fandt ud af, at man kan lave potpourri og dermed få huset til at dufte af æbletærte, af efterår.

Potpourri kan bestå af nærmest hvad som helst, og du kan lade det stå og simre på komfuret, så duften af din heksegryde kan brede sig og få roen og hyggen til at sænke sig. Som det altid er med mig, fik jeg endeligt efter 3 års tid taget mig sammen til at lave min egen version af en efterårs-hyggefrembringende potpourri. Det er denne version, som du får lige her.

Den er simpel.

Den er “lavet” på under 5 minutter.

Den er hyggefrembringende.

Den dufter himmelsk.

Og den kan vare i flere timer.

Hvis du også gerne vil have, at din lejlighed, dit hus eller din hytte skal dufte fantastisk af efterår og æbletærte, så er det bare med at hive gryden frem og komme i gang.


Efterårshygge potpourri, til flere timer

1 æble – 2-3 cm tykke skiver

1 appelsin – 2-3 cm tykke skiver

8 kanelstænger á 6 cm

1 spsk hele nelliker

1 tsk hel kardemomme

1 tsk vaniljesukker

Vand


Kom alle ingredienserne i en gryde
. Jeg brugte en 1½ liter, men jeg har også brugt i 5 liter – begge med lige stor succes.

Giv det et opkog og lad derefter simre på komfuret.

Det tager omkring 15 minutter, før du virkelig kan dufte potpurrien i hele huset.

Du kan lade det simre lige så lang tid, som du ønsker – du skal bare huske at komme mere vand på.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.