
Vegansk Halloween: Red velvet cupcakes
Mørket sænker sig over byen. De visne blade rasler på vejen.
Fuldmånen lyser op. Flagermusene flyver lystigt frem og tilbage.
Og dér! Dér er der en skygge, der flyver henover den fuldmåne-himlen med de blinkende stjerner.
Hvad er det dog?! Kunne det være den sparkly Edward, eller måske Dracula med sin tykke accent?
Det kunne også være en flyvende cupcake, der er blodrød med snehvid frosting og to huller efter et vampyrbid.
En rigtig lækker cupcake, der ikke kan finde ud af, om den er en vanilje eller kakao kage, men trods det smager helt vidunderligt.
Lad mig præsentere dig for Red Velvet cupcake.
Den er lidt mystisk, og den ser magisk ud… men essensen af den er en skøn, fløjlsblød kage, der med sin milde smag får dig til at kræve mere, mere, MERE! Jeg kan ikke forklare dens tiltrækkende kræfter, men når du først får bidt dig igennem cupcaken og dens volumniøse frosting, så er der ingen vej tilbage.
Du er nu blevet omvendt til en Red velvet. Uha-da-da… eller Muahahahahaaa
OBS: Du kan købe rød gelfarve i Panduro og over nettet. Jeg brugte den fra Panduro, der hedder Squires Kitchen med farven: Rose.
Husk at være opmærksom på, at der ikke er E120 i! Hvis du er i tvivl, om et e-nummer er vegansk, så er der rigtig mange oversigter på internettet, der viser om en e-nummer er velegnet eller ej.
Red velvet cupcakes, 12 stk
Kage
2½ dl plantemælk
2 spsk æblecidereddike
1 dl neutral olie
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 tsk salt
25 g kakao
175 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1-2 tsk rød gelfarve
Frosting
100 g plantesmør
100 g vegansk cream cheese (jeg brugte Tofutti)
400 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
1 tsk citronsaft
Hindbær-blod
75 g hindbær – blendet
Tænd ovnen på 180 grader. Kom cupcake-forme i en muffin-bageform.
Hvis du ikke har en muffin-bageform, så brug i stedet 2-3 cupcake-forme pr. cupcake; så holder de formen bedre.
Pisk plantemælk og æblecidereddike sammen – lad det tykne. Pisk olie, sukker, vaniljesukker og salt i.
Si kakao, hvedemel, bagepulver og natron i. Rør dejen sammen med gelfarven.
Fordel dejen i cupcake-formene. Bag midt i ovnen i ca. 20 minutter, eller til en kniv kommer ren ud.
Lad kagerne køle af.
Lav frosting imens kagerne køler af. Pisk plantesmør og cream cheese sammen til det er cremet.
Pisk derefter flormelis, vaniljesukker og citronsaft i.
Frostingen skal være ret tung at piske. Kom frostingen i en sprøjtepose/frysepose og stil på køl til kagerne er kolde.
Saml kagen
Sprøjt frostingen ovenpå kagerne.
Stik en tynd grillpind af træ (eller lignende) ned i hindbær-blodet og prik derefter to huller i frostingen, så det ligner et hugtandsbid. Du skal dyppe pinden ned i hindbær-blodet et par gange og fordele det på frostingen under “bidemærkerne”, så det ligner, at blodet flyder.
Spis!

