image featured

Ditte

Categories Højtider, Opskrifter, Sødt

Vegansk Jul: Chokolade trøfler

Iiiihh! Ååååhh! Aaaahh! Muuuums!

Det er mere eller mindre præcist de ord og lyde, du vil høre, når du serverer disse skønne chokoladebomber. Hvis du gerne vil være festens omdrejningspunkt eller slå op til flere personer bevidstløse med choko-chok, så klarer de her trøfler sagen.

For der er næsten ikke noget mere luksuriøst end chokolade trøfler, og så er det så skide nemt at lave. Win-win situation. Trøfler har bare en helt bestemt aura over sig, og selv om jeg altid tænker, at det er en værre omgang, inden jeg går i gang, ja… så er det så nemt og hurtigt, at jeg ikke helt forstår, hvorfor jeg bilder mig samme løgn ind igen og igen.

Nå, men tilbage til selve trøflerne i den her opskrift. Det her er en basisopskrift, og dermed kan du altså gøre mere eller mindre, hvad du har lyst til med opskriften. Jeg elsker salt i mine chokoladeopskrifter, for det får chokoladens fyldighed frem og gør, at chokoladen smager 100 gange bedre. Og så er trøflerne så fyldige og tilfredsstillende, at ikke engang jeg kan spise mere end tre ad gangen. Dit chokoladebarometer vil hurtigt blive fyldt op!

I opskriften har jeg brugt tre forskellige slags toppings – men du kan jo vælge at bruge hele andre slags eller nøjes med kun at lave trøflerne med en slags topping.

Her er mine forslag til toppings: kokosmel * kakao * pebermyntestang * appelsinskal * ingefærkiks * chokoladeovertræk (mørk/hvid) * krymmel * ristede nødder * frysetørret frugt


Jeg håber stadigvæk, at jeg kan få lagt en sidste juleopskrift op på bloggen på søndag. Men hvis det ikke sker, så vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul! Jeg håber, du får en dejlig juleaften i godt selskab. Og hvis du ikke fejrer jul, så håber jeg, at du får en rigtig dejlig dag og aften 🙂 Jeg tager lige en lille ferie fra bloggen til efter juledagene – vi ses igen omkring d.26 eller 27 december til nye og spændende opskrifter, der er værdige til en lækker nytårsmenu!


Chokolade trøfler, ca. 30 stk

300 g mørk chokolade (jeg brugte 50%)

1½ dl sojapiskefløde/kokosfløde

50 g plantesmør

1 knsp-1/4 tsk salt

Topping

4 pebermyntestænger – knust

3 ingefærkiks – knust

Appelsinskal fra ½ øko appelsin


Knæk chokoladen i mindre stykker og kom det i en mellemstor skål
. Drys saltet over.

Smelt veg-fløde og plantesmør i en lille gryde. Rør regelmæssigt rundt i det – når det begynder at boble en smule, hældes det over chokoladen.

Pisk flødeblandingen sammen med chokoladen indtil, chokoladen er smeltet og glinser.

Stil på køl – som minimum til chokoladen er kold og størknet, eller natten over.


Kom de forskellige toppings i tre dybe tallerkener/almindelige tallerkener
. Kom en lillebitte smule neutral solsikkeolie på hænderne, så chokoladen ikke klistrer fast.

Du skal ikke lade chokoladen “tø” op, inden du går i gang med at lave trøflerne.

En trøffel svarer til cirka en teske, der er fyldt helt ud. Rul chokoladen mellem dine hænder og rul derefter trøflen i din(e) valgte topping(s).

Placer trøflerne på en tallerken.

Du vil kunne rulle en del trøfler, inden chokoladen begynder at klistre. Når det begynder at klistre og være svært at arbejde med, så vask hænderne med sæbe og kom igen en lillebitte smule olie på hænderne.

Lad trøflerne stå på køl 30 minutter inden servering.

De kan holde sig omkring 4 dage på køl.


Pssst…
Hvis du ikke kan nå at spise dem alle sammen, kan de fryses – lad dem tø op i køleskabet i ca. et døgns tid.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.