image featured

Ditte

Categories Højtider, Opskrifter, Sødt

Vegansk Jul: Cookies m. chokolade & pebermyntestang

Det her er nogle rigtige jule-cookies!

Hvis du søger på vegan christmas cookies lige nu, er chancen for, at du støder på en cookie med pebermyntestang temmelig stor. Første gang jeg stødte på det var sidste år, da jeg kiggede i en af mine Isa Chandra Moskowitz’ kogebøger – heldigvis faldt det sammen med, at jeg også havde fundet nogle veganske pebermyntestænger. Det var et helvede at finde dem… forhåbentligt er det meget lettere i år, for jeg fandt ret hurtigt nogle veganske af slagsen i Søstrene Grene tidligere på måneden 😀

SÅ! Du skal ikke gå helt ned ved tanken om, at jeg har købt veganske pebermyntestænger på nettet via en amerikansk vegansk webshop eller sådan noget absurd og fuldstændigt umuligt… de veganske pebermyntestænger er fundet her i ganske Danmark, endda i en fysisk butik, uhadada!

Nå, men det her er nogle underskønne cookies! Jeg har lavet dem på baggrund af mine chokolade cookies, som bare er fan-tas-tiske, så de her er også fantastiske. Måske endnu mere? For ikke nok med at der er chokolade-stykker af mørk chokolade, der er også smeltet mørk chokolade og hvide chokolade-stykker i – det er en reel guddommelig bid cookie, du får dig. Pebermynten sørger bare for, at det hele går op i en højere enhed. Det er virkelig godt med pebermyntestænger ovenpå. Det ekstra gode ved pebermyntestængerne er, at de ikke engang smelter, men de forbliver knasende selv efter en tur i ovnen.

Det er gode sager, siger jeg dig bare.

Forkæl dig selv! Send dig selv en tur forbi cookie-heaven! Nyd det!

Behind the scenes-info: taget udenfor med maks op på ISO – det var mørkt og koldt… men til gengæld kunne jeg guffe en cookie i mig bagefter som trøst.

Det er jo ved at være juleaften (yaaaayyy!), og det betyder også, at juleriet her på bloggen er ved at være ved vejs ende, MEN der skal lige én til opskrift op – mindst! Så planen er, at jeg på fredag lægger en ny jule-opskrift op, så du kan fylde juledagene med endnu flere julelækkerier – forhåbentligt kan jeg også få lagt en sidste opskrift op på søndag, men det vil jeg ikke love. Derfor ved du nu, at du selvfølgelig skal slå et smut forbi på fredag 😉


Cookies m. chokolade & pebermyntestang, 12 stk

1 dl neutral solsikkeolie

½ dl plantemælk

100 g brun farin

50 g sukker

2 spsk majsstivelse

2 tsk vaniljesukker

1 tsk salt

75 g mørk chokolade – smeltet

200 g hvedemel

1 tsk natron

1 tsk bagepulver

75 g mørk chokolade – små tern

50 g vegansk hvid chokolade – små tern

4 pebermyntestænger


Tænd ovnen på 180 grader (alm)
. Gør en bageplade klar med bagepapir.

Pisk olie, plantemælk, farin, sukker, majsstivelse, vaniljesukker og salt sammen, til det ligner flydende karamel.

Pisk den smeltede chokolade i – sørg for at det er godt inkorporeret.

Rør hvedemel, natron og bagepulver i. Når det er rørt godt sammen, røres de hakkede chokolader i.


Knus pebermyntestængerne
. Kom pebermyntestængerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle – det skal ikke knuses til pulver, men til at der er en blanding mellem små og mellemstore stykker. Du kan ikke undgå, at noget vil blive helt pulveriseret – det kan stadig bruges.


Form cookie-dejen til 12 lige store kugler
. Fordel dem på bagepladen, tryk let ned – så har du en cookie på omkring ½ cm tykkelse.

Fordel pebermyntestang-stykkerne ovenpå og pres let ned.

Bag midt i ovnen i ca. 10 minutter. Lad cookies’ene køle helt af.

munch!


Pssst…
Du kan sagtens vente med at bage cookies’ene. Stil dem på køl og lav dem senere i løbet af dagen – men det skal være samme dag, som dejen er lavet. Afkølet cookie-dej bør vist også holde formen bedre, når den bliver bagt (har jeg læst)
.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.