Højtider,  Opskrifter,  Sødt

Vegansk Jul: Specier m. chokolade & appelsin

Så er endnu en juleuge næsten gået… og det er på én og samme tid både skønt og trist.

Skønt fordi jeg har haft endnu en uge fyldt med jul.

Trist fordi der så kun er 2 uger tilbage (fra i morgen) af julen. Okay, der er jo både Juledag og Anden juledag, men de har bare ikke samme pondus. Men det er måske noget, jeg skal lave om på i år? Fyld de to dage maks op med jul, så julen i hvert fald, i mine øjne, varer lidt længere.

Ja, jeg frygter allerede julens afslutning 😉 Men jeg vil prøve på mit bedste ikke at tænke alt for meget på det og bare nyde dagene.


Har du forresten set, at jeg aka Vegansk for alle er blevet nomineret til Årets Veganske Blog? 🙂

Jeg er så glad for nomineringen, men jeg kan ærlig talt ikke helt fatte det endnu! Jeg er meget beæret over det.

Hvis du gerne vil stemme på Vegansk for alle, vil jeg blive meget taknemmelig. Afstemningen finder du lige HER.


Men nu er det weekend, og det er juleweekend. Det kan kun betyde én ting: julesmåkager!

Hver weekend er jo julesmåkage-weekend herpå bloggen (selv om småkagerne nok kommer på fredag og lørdag i stedet for lørdag og søndag, når vi når til 4.advent aka juleaften). Så skal der nydes småkager!

I dag er det specier med chokolade og appelsin, mmmmmm… det er da noget af det bedste. Enhver dessert med kombien af chokolade og appelsin er himmelsk. Så himmelsk at småkagerne nok kommer til at ryge virkelig hurtigt herhjemme *gulp*

Det bedste ved de her småkager? De kan laves og nydes på samme dag! Faktisk er julesmåkagerne i morgen af samme art: de kan nydes samme dag, som de er lavet.

Så ingen undskyldning for ikke at lave julebag!


Specier m. chokolade & appelsin, ca. 50 stk

275 g hvedemel

100 g sukker

1 tsk vaniljesukker

1/8 tsk salt

Skal fra 1 øko appelsin

150 g plantesmør

50 g mørk chokolade – semi-finthakket

3-4 spsk plantemælk


Rør hvedemel, sukker, vaniljesukker og salt sammen
. Rør derefter appelsinskal godt ud i.

Rør plantesmørret ud i indtil dejen begynder at krymle. Rør så den semi-finthakkede chokolade i.

Saml dejen med plantemælken. Del dejen i to.

Kom lidt mel på bordet og form de to dejstykker til ruller. Mine ruller var omkring 3-4 cm i diameter.

Pak rullerne ind i husholdningsfilm og stil på køl i 1 time.


Tænd ovnen på 180 grader
. Beklæd to bageplader med bagepapir.

Skær rullerne ud i ca. 2-3 mm tykke skiver. Fordel skiverne på bagepladen med lidt afstand til hver skive, så de ikke smelter sammen.

Bag en bageplade i ovnen ad gangen. Bag i ca. 8-10 minutter – hold øje med småkagerne; de skal kun blive meget let-gyldne, og de kan hurtig brænde på ligesom alle andre småkager.

Lad specierne køle af, nyd dem og kom de resterende i en lufttæt beholder – hvis der altså er nogle tilbage.


Pssst…
Det følgende bliver et lidt længere indlæg i sig selv, men måske har du undret dig over, at jeg kun bager en bageplade ad gangen. Jeg bruger almindelig ovn og ikke varmluftovn – så varmen fordeler sig ikke så godt, hvis jeg putter mere end en bageplade i ovnen ad gangen. Så hvis du har varmluftovn og hellere vil bruge det, så kan du sagtens putte to bageplader i ad gangen – så skal du bare huske på, at temperaturen skal være ca. 160-165 grader, når du laver denne opskrift! 🙂

Men en indlæg om hvordan jeg arbejder i køkkenet og alt det der kommer i et selvstændigt indlæg… til næste år.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.