Højtider,  Opskrifter,  Sødt

Vegansk Påske: Cookies m. kokos & chokoladeganache

Her er i påsken har man tit tid til lidt af hvert.

Der er tid til at få fikset haven.

Der er tid til at få gået nogle ture.

Der er tid til at bage (en masse!)

Og der er tid nok til, at ens krop kommer helt ned i gear og derfor overfalder én med forkølelse.

Jeg har formået at nå alle 4 ting – men jeg har også haft ferie siden i fredags.

Heldigvis har jeg trods forkølelse formået at skrive den her opskrift ned og fået taget billeder, inden alle de absurd lækre cookies er blevet spist.


I sig selv er opskriften temmelig enkel, selv om slutresultatet godt kan se “avanceret” ud. Sådan havde jeg det i hvert fald selv, inden jeg kastede mig ud i fyldte cookies 😉

Det består af nogle virkelig lækre cookies der smager af karamel, og som er med kokos, og de er blevet fyldt med chokoladeganache.

Så du skal lave to ting: dej + chokoladeganache. Det sværeste er ventetiden, og selv om det måske virker kompliceret, så er det virkelig enkelt – det håber jeg, at jeg har gjort tydeligt i fremgangsmåden.

God fornøjelse!


Cookies m. kokos & chokoladeganache, 9 stk

Chokoladeganache

100 g mørk chokolade – groft hakket

½ dl veg-fløde

Cookies

105 g brun farin

50 g sukker

1 dl neutral olie

½ dl plantemælk

1 tsk vaniljesukker

½ tsk salt

60 g kokosmel

200 g hvedemel

1 tsk bagepulver

½ tsk natron


Start med at lave ganachen
. Det kan laves i vandbad eller mikroovnen.

Kom chokoladen i en skål og hæld fløden over. Varm langsomt chokoladen op og rør i den undervejs.

Når chokoladen er smeltet og rørt godt sammen med fløden, tages den af varmen.

Lad ganachen køle af til den er fast, ca. 30 minutter.

Når ganachen er fast, skal du bruge en halv spiseske (sådan ca) til at forme en cirkel/brik på en stykke bagepapir. Lav 9 cirkler i alt.

Stil i fryseren i en halv time.


Forvarm ovnen til 180 grader, når den halve time er gået
.
Beklæd en bageplade med bagepapir.

Pisk brun farin, sukker, olie og plantemælk sammen til det ligner flydende karamel.

Pisk vaniljesukker, salt og kokosmel i.

Rør hvedemel, bagepulver og natron i. Rør det hele godt sammen.

Tag ganachen ud af fryseren.


Form cookie-dejen til 9 kugler
. Del hver kugle i 2 og pres kuglerne flade, til du har to cookies der er ca. 9 cm i diameter.

Placer en ganache-cirkel i midten på den ene cookie og læg den anden henover. Pres siderne sammen, så ganachen ikke kan flyde ud, når de bliver bagt i ovnen.

Gør det samme med de resterende 8 kugler og placer dem på bagepladen.

Bag midt i ovnen i ca. 10 minutter, til cookies’ene er gyldne.

Lad dem køle helt af.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.