Mad i Litteraturen: Gylden drik

Gylden drik, det lyder da en smule eventyrligt, ikke?

Jeg kan åbenbart ikke holde mig fra fantasy-verden, når det kommer til mad i bøger. Det sjove er, at jeg ikke engang læser helt vildt meget fantasy – faktisk så er det kun Harry Potter, Hobbitten/Ringenes Herre og Bartimæus-trilogien, som jeg læser. Jeg kan rigtig godt lide fantasy, men for det meste er der alt for lange beskrivelser af den mystiske natur, de mystiske væsener, de episke kampe osv til, at jeg orker… min kæreste derimod sluger fantasybøger i sig. I hans optik så skal bøgerne helst være så lange som muligt, have et så “indviklet” sprog som muligt (gerne på engelsk… faktisk helst på engelsk!) og have så mange lange beskrivelser som muligt. Så er han glad.

Tilbage til den gyldne drik. Det her er en sjælevarmer, den er dejlig krydret og så er den endda sund! Men det giver måske meget god mening, efter du har læst uddraget fra den bog, som har inspireret mig:

Siden kunne Pippin kun huske lidt af, hvad han havde spist og drukket, for hans sind var fyldt af det lys, som elverfolkenes ansigter udstrålede, og lyden af deres stemmer, der var så anderledes og smukke, at han havde en fornemmelse af at drømme.

Men han huskede […] han tømte et bæger fyldt med en duftende drik, der var kølig som den klare kilde og gylden som en sommereftermiddag.

J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre 1 – Eventyret om ringen, side 125

Jeg tror, vi alle har læst og/eller set Ringenes Herre – og for mange af os har den nok en helt speciel plads i vores hjerter. Jeg kan i hvert fald huske, da jeg første gang så Ringenes Herre i biografen sammen med min mor og søster: jeg var betaget. Det var som at se eventyrenes verden blive virkeliggjort, jeg kunne nærmest røre det – både med det gode, fantastiske og det onde, uhyggelige. Og så tudede vi selvfølgelig alle tre, da Gandalf “døde”. Det er forfærdeligt at tude i en biograf, for man vil ikke lade andre høre en snøfte.. men det er en tabt kamp.

Jeg læste først Ringenes Herre og Hobbitten, da jeg havde set alle filmene et par gange. Jeg startede selvfølgelig med Hobbitten, som jeg første gang læste, da jeg var 18-19 år… og det var først, da jeg var omkring 21, at jeg læste Ringenes Herre. Så Hobbitten&Ringenes Herre har ikke den samme barnlige glæde for mig, som Harry Potter har… derimod har Hobbitten&Ringenes Herre en følelse af ægte eventyr. Det skyldes måske, at jeg først så filmene og så, hvordan New Zealand fik universet til at blive “ægte”.

Jeg har skrevet, at der er til 2-4 personer i opskriften. Det skyldes, at det er en ret fyldig drik, så 4 personer kan sagtens dele og blive tilfredse.

Ja, jeg ved godt, at drikken i Tolkiens bog er kølig som en klar kilde… men det er efterår, og jeg vil gerne have en sjælevarmende drik. Derudover tænker jeg, at man sagtens kan servere den her drik iskold! Bare stil den på køl og server så med nogle isterninger. Det kunne være ret lækkert – tror jeg(?).