
Madmuffins m. oliven & soltørrede tomater
Har du lyst til muffins næsten hver dag?
Well, det har jeg (næsten)… men altså, hvis jeg først går i gang med at spise en kæmpe chokolademuffin, så går der ikke længe, før jeg går i gang med nr. 2. Sådan er det nærmest med al kage, cookies og andre søde sager, og nogle gange er det helt fint, men fordi jeg har sat mig for “kun” at spise det i løbet af weekenden, så måtte jeg sætte mig for noget andet. Heldigvis var det kun indtil, at jeg huskede en af mine absolut yndlingsmuffins: saftige, umami-spækkede muffins med oliven, soltørrede tomater og oregano.
De er jo helt i orden, for de er så lækre, uden sukker (og chokolade), og så er de den perfekte snack!
Madmuffins m. oliven & soltørrede tomater, 6 stk
4 dl neutral sojamælk/havremælk/mandelmælk
2 tsk æblecidereddike
½ dl olivenolie
120 g majsgryn
175 g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk natron
½ tsk bagepulver
1 spsk oregano
60 g stenfri oliven – groft hakket (jeg brugte kalamata)
45 g soltørrede tomater – groft-/finthakket (jeg brugte de soltørrede tomater i olie, der allerede er hakkede – så ca. den størrelse)
Tænd ovnen på 180 grader. Gør bagepladen med muffinsforme klar.
Pisk sojamælk sammen med æblecidereddike. Når det tykner, piskes olivenolien i.
Rør majsgryn, hvedemel, salt, natron, bagepulver og oregano i. Når det er godt blandet sammen, røres oliven og soltørrede tomater i.
Fordel dejen i muffinsformene og bag midt i ovnen i ca. 22 minutter, eller til en kniv kommer ren ud.
Spis som tilbehør til suppe, friske salater eller bare som en snack.


2 kommentarer
Katharina - Beetroot Bakery
Mmmmh de lyder virkelig lækre. Elsker sådan nogle madmuffins. Dem må jeg prøve en dag
Ditte
Hej Katharina
Det er en af mine yndlingsmuffins 🙂 Det gode ved dem er jo, at man mere eller mindre kan sætte sit helt eget præg på dem.
God fornøjelse!
Hilsen Ditte