Vegansk Jul: Fransk nougat
Fransk nougat!
Der er næsten ikke noget mere julet og elegant på samme tid – i hvert fald ikke i mine øjne, som jo ikke er så sofistikerede og æstetiske 😉 Nougaten er snehvid, og de ristede pistacienødder og mandler spiller så smukt mod den hvide farve. Hvis du så også kommer lidt frysetørrede hindbær eller jordbær på, så er der endnu mere knald på.
Jeg har lige siden, at kikærtelage~aquafaba blev det helt store, været lidt “jeg er for doven til at anvende det”. Jeg hader, når opskrifter har for mange trin, og jeg hader, når jeg skal forberede noget for derefter at kunne bruge det – det er derfor, at jeg aldrig nogensinde har lavet noget som helst med “hørfrø-æg”; jeg hader simpelthen præmissen bag det. Måske er du ligesom mig? For så kan jeg kun sige, at kikærtelage er det hele værd! Det med at man lige skal piske det op til enten skum eller marengs gør virkelig meget, og det gør selvfølgelig også, at du kan spise en god portion fransk nougat!
Er den her franske nougat så 100% ligesom traditionel fransk nougat? Ingen anelse! MEN jeg har nu testet min familie (jeps, det er dem, som bliver testet, ikke maden), og de siger altså god for den! De siger mere end god for den, så jeg er ret sikker på, at den her franske nougat minder ret meget om fransk nougat.
Og hvis den ikke gjorde? Så er det stadigvæk en mega-lækker og badass dessert! Den kan kun ende med at sætte mindst 100.000 point ind på kontoen.

Du skal bruge et sukkertermometer.
Hvis du bruger citronsyre, bliver nougaten en smule mere syrlig, hvilket faktisk er helt fint. Men hvis du ikke vil have syrlighed i din nougat, så anvend citronsaft.
Portionen afhænger selvfølgelig af, hvor store eller små stykker du skærer.

Fransk nougat, ca. 20-25 stykker
Marengs
½ dl kikærtelage
1 tsk citronsaft/½ tsk citronsyre
50 g sukker
Sukkersirup
300 g sukker
1½ dl glukosesirup
2 spsk ahornsirup
2 spsk vand
Fyld
100 g pistacienødder – groft hakket
50 g mandler – groft hakket
1 tsk vaniljesukker
Solsikkeolie – til smørelse
Gør klar: smør to stykker bagepapir, der begge er 20×20 cm, med neutral solsikkeolie. Stil til side på køkkenbordet.
Hav en skål med iskold vand stående.
Pensl en dejskraber med smagsneutral solsikkeolie.
Marengs
Kom sukkeret til marengsen op i en lille skål.
Pisk kikærtelagen i en mellemstor skål til den begynder at skumme. Pisk derefter citronsaften i.
Pisk 1 tsk af sukkeret i ad gangen hvert minut – det vil tage omkring 10 minutter at piske al sukkeret i. Marengsen vil blive luftig og “sej”. Marengsen er klar, når du kan vende skålen på hovedet uden, at noget ryger ud.
Stil til side – hvis det er køligt nok i køkkenet, kan det stå på køkkenbordet, eller skal det ind i køleskabet!
Sukkersirup
Kom alle ingredienserne i en gryde, rør det godt sammen og giv det et opkog.
Når sukkeret er smeltet, og det begynder at boble, skrues der ned for varmen, så det er middelhøjt.
Stik sukkertermometeret i og lad sukkersiruppen varme til den er 120 grader. Rør ikke i siruppen.
Sluk for varmen. Siruppen skal ikke blive kølig.
Nødder
Imens siruppen koger, ristes pistacienødder og mandler samtidig på en pande.
Lad dem riste, til de får lidt farve. Sluk for varmen.
Sørg for at nødderne er lune, når de vendes i nougaten.
Nougat
Pisk i en lind strøm den varme sukkersirup i marengsen.
Når al siruppen er pisket i, vil marengsen blive ret “vandet” – men bliv ved med at piske, og nougaten vil langsomt blive tykkere og tykkere. Når nougaten føles tung at piske (efter omkring 4 minutter), kan du begynde at teste den.
Kom en smule af nougaten ned i skålen med vandet: hvis du kan modellere det uden, at det går i stykker/smatter ud, er det klart.
Vend straks nødder og vaniljesukker i med dejskraberen.
Hæld nougaten ud på et af de smurte bagepapir-stykker. Læg det andet smurte bagepapir-stykke ovenpå og rul nougaten ud til den er omkring 1½-2 cm tyk.
Lad nougaten køle af på køkkenbordet til den er kølig og størknet.
Skær den ud i de ønskede størrelser og SPIS!
Pak de nougatstykker, der ikke skal spises, ind i det smurte bagepapir. De kan holde op til 4 uger i køleskabet – sørg for at komme dem i en pose eller lufttæt beholder.
Pssst… Du kan pynte nougaten med frysetørrede hindbær eller jordbær – som også giver en rigtig fin smagsprofil. Du skal dog sørge for at drysse hindbær eller jordbær over, lige så snart nougaten er rullet ud, og den stadig er klistret og lun, for så vil de nemlig sidde fast, når nougaten er størknet.




4 kommentarer
Chabel
Hej 🙂
Lyder super lækkert!
Hvor kan man købe kikærtelage henne?
Ditte
Kære Chabel
Kikærtelage får du direkte fra kikærter på dåse – det er simpelthen lagen, kikærterne ligger i.
Det er jo dejligt, når man kan bruge det hele.
Undskyld mit sene svar, jeg har desværre slet ikke modtaget mail om, at jeg har fået kommentarer herpå bloggen.
Hilsen Ditte
Helene
Hej ! Tak for en god opskrift 🙂
Jeg har lige lavet den og synes konsistensen var lidt off. Den mangler den der lidt chewy klistrede konsistens, og vil egentlig bare høre hvordan konsistensen på din blev ?
kan ikke lige regne ud om det er mig der har gjordt noget galt eller om det måske er fordi den er vegansk ? eller måske bare fordi den er hjemmelavet (har aldrig fået hjemmelavet fransk nougat før)
God dag !
Ditte
Hej Helene
Det er noget tid siden, jeg sidst har lavet den. Jeg husker konsistensen som værende chewy, men måske ikke så klistret som hvid nougat lavet på æggehvider.
Jeg må vist lige i køkkenet igen og se, om jeg oplever det samme som dig. Laver en opdatering når det er.
Jeg tror, at det kan have noget at gøre med, at den er vegansk – selv om kikærtevand(aquafaba) minder rigtig meget om æggehvider og kan mange af de sammen ting, så reagerer og er æggehvider bare lidt anderledes.
Og rigtig god dag til dig 🙂