Højtider,  Opskrifter,  Sødt

Vegansk Jul: Roulade m. bailey-fyld & chokolade frosting | Yule log

Kan du huske, at jeg skrev om et julelækkeri i går, da VEGANSK udkom? Her er det!

(og hvis du ikke så indlægget om VEGANSK i går, så synes jeg, at du skal slå et smut forbi det indlæg og downloade den nyeste udgave!)

Det er en rigtig klassiker i både USA og England, hvor man endda har et ord for desserten: Yule log. Jeg har i mange år haft lyst til at lave sådan en, men fordi jeg kun har prøvet at lave en roulade én eneste gang, så har jeg altid været lidt, meget, forbeholden.

Men jeg fandt hurtigt ud af, at roulader sgu ikke er så svære at lave, og selv om der er nogle trin, så er det faktisk ret hurtigt lavet – og det er jo altid det bedste! Hurtigt lavet betyder jo, at det hurtigt kan blive spist 😉

Grunden til at jeg endelig fik taget mig sammen til at lave sådan en yule log er, at jeg gerne ville prøve at lave noget med Bailey almande og chokoladekage sammen. Nogle gange dukker der sammensætninger smage op i mit hoved, og så bliver jeg jo nødt til at prøve det af! Denne gang blev det en succes, og det blev overraskende godt! Bailey’en giver en let karamel-smag, og der er ikke nogen alkoholsmag overhovedet i, hvilket passer helt perfekt til mine smagsløg.

Rigtig god fornøjelse!


Roulade m. bailey-fyld & chokolade frosting | Yule log

Kage

2½ dl plantemælk (jeg brugte neutral sojamælk)

1 spsk balsamicoeddike/æblecidereddike

150 g sukker

½ dl neutral solsikkeolie

1 tsk vaniljesukker

½ tsk salt

50 g kakao

130 g hvedemel

1 tsk bagepulver

½ tsk natron

Fyld

220 g flormelis

100 g plantesmør

2 spsk bailey almande

Frosting

0.6 dl plantemælk

125 g mørk chokolade

1 knsp salt

65 g flormelis

45 g plantesmør


Tænd ovnen på 180 grader
. Gør en bageplade klar med bagepapir.


Pisk plantemælk og eddike sammen
. Når det har tyknet, piskes sukker, olie, vaniljesukker og salt i.

Pisk derefter kakao i – si kakaoen gennem en sigte inden, så du undgår klumper. Pisk kakaoen helt ud og tilføj så hvedemel, bagepulver og natron.

Fordel dejen i bagepladen med en dejskraber – sørg for at gøre dejen så jævn som mulig.

Bag midt i ovnen i ca. 15-18 minutter – når kagen er færdig, skal en kniv komme ren ud.


Imens kagen bager, laves fyldet
. Pisk flormelis, plantesmør og bailey sammen, til det er cremet.

Det skal være cremet, men fast – hvis det er for vådt, tilføjes der mere flormelis; hvis det er for fast, tilføjes meget lidt ad gangen lidt bailey.

Kom i en pose og stil på køl.


Lav frostingen
. Varm plantemælken op til den er varm – jeg gjorde det i mikroovnen, men ellers varm mælken op i vandbad.

Pisk chokoladen og salt sammen med mælken. Når det er rørt sammen og er cremet, stilles det på køl.

Når chokoladen er kølig, piskes det sammen med flormelis og plantesmør til det er cremet.

Kom i en pose og stil på køl.


Når kagen er færdigbagt, lægges et stykke bagepapir (på størrelse med bagepladen) oven på kagen.

Læg derefter en rist ovenpå og vend kagen, så risten nu er nederst og bagepladen ligger ovenpå. Læg bagepladen på plads. (sørg for at have grillhandsker/viskestykker til at holde fast i bagepladen med, når du vender!)

Tag kagen med bagepapiret af risten og rul derefter kagen sammen på langs til en løs rulle med bagepapiret – det gør ikke noget, hvis kagen revner, men du skal heller ikke rulle for stramt!

Lad kagen køle helt af i rullen.


Når kagen er kølig, rulles den forsigtigt ud
. Fordel bailey-fyldet indeni og rul derefter kagen sammen igen på langs.

Rul bagepapiret “stramt” om rouladen, så den bliver mere rund, og stil på køl.

Ved at rulle bagepapiret “stramt” om rouladen, modvirker du de muligt opståede revner, da fyldet får lov til at fungere lidt som bindingsmiddel.


Når kagen føles fast, fordeles frostingen ovenpå
. Læg eventuelt rouladen på en stor tallerken/et serveringsfad.

Skær enderne af.

Skær derefter et stykke af kagen af, der skal fungere som en “stump”. Skær den ene ende af stumpen diagonalt, så denne ende kan lægges helt tæt op ad rouladen.

Fordel frostingen jævnt på rouladen og brug en kniv til at smøre frostingen ud.

Brug en gaffel til at lave “træ-striber” på rouladen.

Stil på køl i 30 minutter inden servering.

Spis og server gerne med en stærk kop the eller kaffe.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.