image featured

Ditte

Categories Hovedret, Højtider, Opskrifter, Sundt, Tilbehør

Græskar madtærte m. filodej

Så er der kun 6 dage til, at det er den 1. december!

Jeg går nonstop og stopper mig selv i at nynne og synge julesange – for i mit hoved så er der ikke noget, som hedder JUL før tidligst den 1. december eller 1. advent. På trods af at jeg stopper mig selv som en anden Grinch, så glæder jeg mig som et lille barn!

Jeg glæder mig så meget til at skrue helt op for julemusikken og synge/skråle med på alle de julesange, som jeg næsten ikke kan vente med at lytte til.

Jeg glæder mig så meget til at pynte lejligheden op med fake-gran, glaskugler, julekalenderlys, adventslys, min gamle julenisse og hænge appelsiner med nelliker op i vinduerne.

Jeg glæder mig til at gå i gang med at bage julelækkerier – som selvfølgelig bliver delt herpå Vegansk for alle! Der kommer til at være brunkager, jødekager, vaniljekager, hårde klejner og mange, mange andre søde lækkerier.

Jeg glæder mig til at lave varmende vintermad og knasende julesalater; som jo ikke er så meget anderledes end efterårsmad.. men det bliver spist i december, og det gør det helt magisk! Det bliver også delt!

Jeg glæder mig til at spise kæmpe mængder risengrød, drikke eggnog (som også kommer herpå bloggen) og åbne min chokoladejulekalender hver dag.

Jeg glæder mig.

Og fordi jeg glæder mig sådan, så er der igen 20% rabat + fri fragt på min nye kogebog Vegansk til højtider og fest. Klik på billedet af min bog ude til højre side eller HER og brug koden JUL2017.


Men det er jo ikke 1. december endnu, så derfor deler jeg i stedet den lækreste, knasende og smækreste græskar madtærte. Den er lavet på under 30 minutter, og det er alt inklusiv. Fra du tager skærebrættet frem, til tærten kommer ud af ovnen.

Mad lige efter mit hoved.

Så her er den letteste, hurtigste og lækreste græskar madtærte. Rigtig god weekend! Og så ses vi igen i næste uge – om det er mandag eller tirsdag, er jeg ikke helt sikker på endnu.

Hvis tærten bliver spist som hovedretten med en lækker grov salat til (gerne fyldt med bønner/linser og nødder), så er der nogle dejlig store stykker til 6 personer.


Græskar madtærte m. filodej, 6 personer

120 g filodej

½-1 hokaido græskar – skrællet, skåret i 2-3 mm tykke skiver

Timian

Olivenolie – til pensling

Salt & peber

Simpel tahini-dressing

3 tsk tahini (med top)

½-1 tsk sojasauce

½ tsk balsamicoeddike

Vand

lidt salt

50-75 g græskarkerner – ristet


Tænd ovnen på 200 grader
. Kom bagepapir på en bageplade.

Spred filodejen på bagepladen: filodejen skal være omkring 35×20 cm. Pensl med olivenolie.

Fordel græskarskiverne på dejen. Pensl med lidt olivenolie, drys salt og peber over og godt med timian.

Bag midt i ovnen i 15 minutter.


Lav dressingen imens tærten bager
. Rør tahini sammen med sojasauce og balsamicoeddike. Tilføj vand indtil dressingen har den ønskede konsistens – jeg kan godt lide, at den er temmelig tynd og flydende på denne tærte.


Server græskar tærten varm
med dressing drislet over og med græskarkernerne fordelt ovenpå.


Pssst…
Jeg brugte den filodej, der er på køl og ikke frys fra Irma, fra firmaet Wewalka. Du kan sagtens bruge filodej fra frys – jeg synes bare, at det er temmelig besværligt med al den optøen og filodejsplader, der hænger sammen på grund af frost.

PDF24    Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *