
Vegansk nytår: Grøn mangosalat & Spicy Ananassalat
Så er vi alle (forhåbentligt) kommet godt ind i det nye år!
Jeg startede d.31 december med at deltage i det skønneste yoga-event, som Carrotstick, Kristine Marie Rost (YinPower) og Cathrine fra Cathrineyoga, havde stablet på benene. Det vil helt klart blive en del af mit nytårsritual.
Derudover startede 2017 rigtig godt for mig. Jeg fik en besked fra Mad med Medfølelse, at min kogebog Vegansk for alle er blevet nomineret til Årets Veganske Udgivelse 🙂
Jeg er simpelthen så stolt, beæret og lykkelig over denne nominering. Det er en fantastisk følelse, at min kogebog (min baby), som jeg har arbejdet så intenst med, er blevet anerkendt af den.
Klik her, hvis du gerne vil give din stemme til Vegansk for alle. Det vil gøre mig så glad.
Som jeg skrev i sidste indlæg, så var nytårsmenuen hjemme hos mig inspireret af det asiatiske køkken – og som jeg lovede, så deler jeg i løbet af januar alle opskrifterne.
Så her er de første opskrifter fra min nytårsaften.
Grøn mangosalat
Dressing
2 chili – fjern kernerne
2 fed hvidløg
saft fra 4 lime
2 spsk neutral olie
1 tsk brun farin
Salat
2 umodne mangoer – sten fjernet, skrællet
2 gulerødder
2 forårsløg – finthakket
2-3 stilke mynte – finthakket
2 spsk ristede sesamfrø
Dressing
Blend det hele. Det gør ikke noget, hvis der er nogle større stykker chili.
Stil til side.
Salat
Skær mangoerne ud i tynde skiver (her kan du sagtens bruge en food processor og få det overstået med det samme).
Bland mangoerne sammen med dressingen. Stil til side.
Riv derefter gulerødderne groft og vend dem sammen med forårsløg og mynte med mangoerne.
Drys med sesamfrø og lidt salt.
Ta-daaaa!
Så har du en lækker mangosalat.
Du kan også sagtens tilføje nogle ristede peanuts og nogle halverede cherrytomater.
Spicy ananassalat
1 moden ananas – skrællet, skåret i mundrette tern
1-2 chili – kernerne fjernet, finthakket
2-3 stilke mynte – finthakket
Bland det hele godt sammen.
Hvis du lader det trække i 10 minutter, vil smagene blande sig rigtig godt sammen.
Frisk ananassalat er nu klar til at blive nydt 😉
Pssst… Salaterne kan sagtens spises dagen efter. De smager næsten endnu bedre, for så har de rigtig ligget og marineret. Mmmmm
Pssst… Du finder en lækker moden ananas ved både at dufte til den (den skal dufte godt af ananas) – men du skal også prøve at se, om du kan hive nogle af topbladene let af. Hvis de nærmest smutter ud af ananassen, så har du en supermoden en. Hvis bladene ikke giver slip, skal den stå på køkkenbordet og modne lidt.
Pssst… Umoden mango? Når du prikker på en moden mango, vil kødet give efter – det gør mangokødet ikke, når du har en umoden mango. Så find et par hårde mangoer, og du har dermed nogle rigtig gode mangoer til mangosalaten.

