Opskrifter,  Sødt

Vegansk Rabarber crumble

Jeg har ikke været så livlig på bloggen – og som du måske kan huske, hvis du læste mit forrige indlæg, så er to ting “synderne”: ny kogebog (som jeg knokler og knokler med!) og praktik.

Men jeg tænker på alle jer, som er så søde at læse med. Og jeg syntes, at I skulle have en opskrift, der kan forsøde livet en smule – især fordi det forbandede forår overhovedet ikke har vist sit ansigt lige så meget, som det burde.

Faktisk har jeg været nødsaget til at lave varm kakao til mig og kæresten, fordi det har været så køligt?! Men altså… det kan jeg jo ikke brokke mig over: jeg elsker kakao, jeg elsker varme drikke, og jeg elsker chokolade.

Heldigvis viser foråret sig alligevel på nogle måder.

Det er begyndt at blive grønt og dejligt (når solen altså skinner, og man rigtig kan se det).

Rabarberne er begyndt at vælte op af jorden.

Sommerfuglene, brombasser og bier flyver lystigt omkring.

Når solen endelig er fremme, så er den dejlig varm.

Af de ting er der noget, som virkelig er ensbetydende med sen-forår/tidlig sommer for mig: rabarber 🙂

Min kæreste og jeg er så heldige, at hans forældre har et kæmpe rabarberbed, der giver ekstremt mange rabarber. Så vi får altid nogle med hjem, hvilket er så skønt!

Og det fører til en masse rabarber-lækkerier. Det sidste skud på stammen er en variation af min svigermors opskrift på rabarber crumble. Og den er så lækker.

Det eneste, jeg har ændret, er, at jeg har brugt hasselnødder fremfor mandler; brun farin i stedet for rørsukker; fuldkornsmel i stedet for hvedemel.

Så er det bare om at tænde ovnen og skære rabarberne i mindre stykker – så har du indenfor meget kort tid den lækreste rabarber crumble!


Rabarber crumble

Fyld

400 g rabarber – 1 cm lange stykker

2 tsk vaniljesukker

100 g hasselnødder – ristet, groft hakket

Crumble-låg

100 g plantesmør (jeg har brugt Naturli’s smørbar) – stuetemperatur

70 g brun farin

75 g marcipan – koldt, groft revet

60 g fuldkornsmel

60 g havregryn

½ tsk salt

Start med at tænde ovnen på 200 grader.

 Kom fyldet op i et tærtefad, omkring 20-25 cm i diameter, og bland det sammen. Tærtefadet skal ikke smøres.

Stil til side.


Rør ingredienserne til crumble-låget sammen.

Start først med at røre plantesmør og brun farin sammen. Når det er rørt godt sammen, røres marcipanen i.

Til sidst røres de sidste ingredienser i.

Låget vil føles fugtigt, men det skal være fast og let at dele.


Kom det fyldte tærtefad på en bageplade. Fordel crumble-låget på fyldet, så det hele dækkes.

Bag midt i ovnen i 20-23 minutter.

Lad tærten køle af i ca. 10 minutter, inden den serveres – så vil låget nemlig være sprødt. Og det er næsten det bedste ved sådan en crumble-tærte 😉

Server eventuelt med en klat veganske flødeskum eller creme fraiche. Mums!!

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.