image featured

Ditte

Categories Hovedret, Opskrifter, Sundt

Vegansk Shepherd’s Pie

Mmmmmm… en mættende, varm og nærende efterårsret, det er lige, hvad jeg kræver.

Når efteråret rigtig begynder sit indtog i Danmark, får jeg altid lyst til at putte mig. Om det er putte mig i sengen, under tæpper eller lange varme bade for derefter at svøbe mig ind i min ultra-bløde badekåbe.

Men jeg putter mig også via min mad. Det er her, at efterårets og vinterens gryderetter, ovnretter og supper er helt perfekte. Det er som om, de dampende varme og mættende retter varmer både krop og sjæl og giver ro.

Jeg føler, at jeg får en kæmpe krammer i hele kroppen (og især i maven), når jeg spiser sådan en ret. Og sådan en ret er den her shepherd’s pie virkelig! Den er smagfuld, har masser af umami, er dejlig nærende, og så er den både billig og let at lave.

Det er sådan efterårets og vinterens mad skal være.


Hvis du laver lidt multi-tasking, så vil du indenfor ca. 50 minutter have en dampende varm shepherd’s pie! Så i stedet for at vente på at ovnen bliver varm, så græskarret kan blive bagt, og vente på at kartoflerne er færdigkogte, så gå i gang med fyldet! Imens ovnen varmer op (og bagefter når græskarret er i ovnen), og imens kartoflerne koger og bagefter står i kogevandet for at blive færdige, så steg og derefter simre fyldet i en gryde. På den måde vil du kunne komme det bagte græskar direkte ned i det simrende fyld, slukke for varmen og hælde det over i et fad (eller mindre ovnfaste skåle) og derefter fordele kartoffelmosen ovenpå. Hurtig ind i ovnen og 20-25 minutter senere har du aftensmad.

Æh… gav det mening? Bare multi-task – medmindre det er weekend/fridag, og/eller du bare har masser af tid til at gå og kræse om maden 😉

Mængdemæssigt er der til 4 personer og 4 personers frokost dagen efter. Så jeg vil mene, at der er mad nok til 4-8 personer… hvis du laver den til 8 personer, så server lidt tilbehør ved siden af.

Forresten har jeg denne gang prøvet at sætte opskriften lidt anderledes op. For hvert af de vigtige trin, har jeg valgt at fremhæve det første ord, så man hurtigt kan danne et overblik over, hvilke vigtige trin der er + hurtigt se hvor langt man er kommet i opskriften.

Læg endelig en kommentar hvis du kan/ikke kan lide det, eller hvis du har et andet forslag 🙂


Shepherd’s Pie

½ hokkaido græskar – kerner og skræl fjernet, i skiver (600-650 g)

1 spsk olivenolie

3 mellemstore rødløg – finthakket

4 fed hvidløg – presset

4 stilke bladselleri – finthakket

200 g svampe – små tern

4 mellemstore gulerødder – små tern

250 g grønne ærter

2 dåser kidney bønner (480 g bønner)

3 tsk røget paprika

2 tsk tørret rosmarin

2 tsk tørret timian

1 spsk bouillon pulver

1 spsk soyasauce

2 dåser hakkede tomater

2 dl vand

2 dåser tomapuré (280 g)

Salt & peber

Kartoffelmos

1 kg kartofler

Væske: vand, sojafløde, plantemælk (jeg brugte kokosmælk)

Salt & peber


Tænd
ovnen på 200 grader. Beklædt en bageplade med bagepapir.

Fordel græskarskiverne på bagepladen, stænk lidt olivenolie og salt over. Bag græskarret midt i ovnen i 25-30 minutter. Skær derefter græskarskiverne ud i mundrette bidder. Sluk ikke for ovnen.


Sæt
kartoflerne til at koge. Kom kartoflerne i en gryde (jeg brugte en 2-liters, som var stor nok) og hæld vand over, så kartoflerne er dækket. Giv det et opkog og lad det simre-koge i 5-10 minutter (alt efter hvor store kartoflerne er), sluk for varmen og lad dem derefter ligge i kogevandet til de er møre.


Imens
ovnen varmer og kartoflerne koger, laves fyldet. Steg løg, hvidløg og bladselleri i olivenolien en stor gryde (jeg brugte 5 liter) ved middelhøj varme i ca. 5 minutter, så løgene er klare og bløde.

Tilføj derefter svampe, gulerødder, grønne ærter, kidney bønner og krydderier og steg videre i 10 minutter.

Tilføj de hakkede tomater, vand og tomatpuré og lad det simre i 15-20 minutter. Hæld græskarret i gryden. Sluk for varmen. Smag til med salt og peber.


Hæld
det meste af kogevandet fra kartoflerne. Gem maks. ½ dl af kogevandet, hvis du anvender sojafløde eller plantemælk – gem maks. 2-3 dl af kogevandet hvis du kun vil bruge vand til mosen.

For at undgå en slimet og klistret (aka klam) kartoffelmos, så mos først kartoflerne med lidt af kogevandet med en pastaske. Når kartoflerne er most, tilføjes væsken lidt ad gangen, indtil kartoffelmosen har opnået den ønskede konsistens.

Smag til med salt og peber.


Kom
fyldet i en firkantet form (34×24 cm, eller deromkring) og fordel derefter kartoffelmosen ovenpå. Bag midt i ovnen på en bageplade i 20-25 minutter.


Pssst…
Jeg skar græskarskiverne ud i mundrette bidder på bagepladen og hældte derefter bidderne i gryden ved at løfte bagepapiret. På den måde slipper du for at grille dine fingre, fordi du bare kan “hakke” græskarskiverne med kniven på bagepladen.

Jeg har altid opnået den bedste kartoffelmos ved at følge den fremgangsmåde, jeg har skrevet her i opskriften. Jeg har prøvet at bruge piskeris, og nogle gange fungerer det, andre gange giver det en klam mos.

PDF24    Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *