Hovedret,  Opskrifter,  Salater,  Sundt

Buddha Bowl m. linser, valnødder & avokado

Jeg elsker mad, når det opfylder visse krav – man kan måske endda kalde det universelle krav til mad??

Det skal smage af noget – og selvfølgelig smage godt.

Det skal det meste af tiden være nemt og ligetil.

Det skal mætte.

Det skal gøre mig glad.

Heldigvis opfylder min mad 99% af tiden de her krav – men i går lavede jeg en Buddha Bowl, som 110% opfyldte mine (universelle) madkrav! Jeg havde lyst til noget varmende, men samtidig frisk.

Her kommer Buddha Bowl ind i billedet. Sådan en lækker og næringsrig skål indeholder altid (efter min mening):

Korn/ris eller en anden stivelsesholdig sag

Protein: linser, bønner, tofu, kikærter.. tja, hvad som helst der er spækket med planteprotein

Grøntsager: både tilberedte og/eller rå

Fedt/dressing: oliedressing, eddikedressing, hummus, avokado og/eller nødder/frø/kerner

… faktisk er Buddha Bowl forbilledet for mættende salater. En salat skal, når det altså er hovedmåltidet, være fyldt med smag og være mættende!

Og ligesom med så meget andet biks-sammen mad/salat, så kan man lave 1000 forskellige variationer.


Buddha Bowl m. linser, valnødder & avokado – 4 personer OG rester

Søde kartofler & rødløg

700-1000 g søde kartofler – mundrette bidder, 1×1 cm

1-2 spsk olivenolie

½-1 tsk kanel

4 rødløg – halveret

Perlebyg & belugalinser

2½ dl perlebyg

2½ dl belugalinser (kan sagtens erstattes med grønne linser, men ikke røde)

3 fed hvidløg – presset

2 laurbærblade

2-3 spsk gærflager

1 spsk olivenolie

Gulerod-rødbedesalat

3 rødbeder – fintrevet

3 gulerødder – fintrevet

2 æbler – små tern (gerne en syrlig-sød ligesom Ingrid Marie… jeg elsker Ingrid Marie!)

Saften fra 1 citron

2 håndfulde valnødder – hele/groft hakket, ristet

1/4-½ avokado pr. person – tern

Salt


Søde kartofler & rødløg

Tænd ovnen til 200 grader.

Kom de søde kartofler ovenpå en bageplade med bagepapir.

Vend kartoflerne i olien og derefter kanel. Drys med salt.

Spred kartoflerne godt ud, så de kan blive godt karamelliserede.

Fordel de halverede løg rundt omkring på bagepladen. Tryk dem ned så de står på bagepladen og ikke ovenpå kartoflerne – der er plads til dem, selv om det ikke ser sådan noget. Drys salt over løgene.

Bages i midten af ovnen i ca. 30 minutter.

De søde kartofler skal som sagt være karamelliserede og bløde, og løgene skal være bløde og søde. Hvis de ikke er det, så sluk for ovnen og lad bagepladen stå derinde i 10 minutter.


Perlebyg & belugalinser

Imens de søde kartofler og løg bager i ovnen, kan du gå i gang med perlebyg og linser.

Kog perlebyg i en 1½ liters gryde med ½ liter vand.

Giv perlebyggene et opkog og lad dem derefter simre. Kom noget salt i vandet.

Der vil komme noget skum på toppen af vandet. Det skal du fjerne med en ske.


Belugalinserne kan du koge i en 1 liter gryde med ½ liter vand.

Gør ligesom med perlebyggene: giv linserne et opkog og kom salt i vandet – men tilføj også hvidløg og laurbærblade.


Lad begge simre til de er møre i biddet. Det vil tage omkring 20 minutter.

Hæld vandet fra.

Vend derefter gærflager og olivenolie i belugalinserne – hvis du synes, det mangler noget smag, så tilføj det du gerne vil 🙂


Gulerod-rødbedesalat

Når både søde kartofler, løg, perlebyg og belugalinser er møre og/eller møre, men med bid, kan du gå i gang med salaten.

Jeg vil helt klart anbefale at lave den med foodprocessor, for så er riveriet overstået på 1 minut.

Hvis du ikke har foodprocessor, vil jeg anbefale dig at gå i gang, imens de søde kartofler er i ovnen.

Kom de revne gulerødder og rødbeder op i en skål. Vend æbleternene i og derefter citronsaften.


Saml Buddha Bowl

Egentlig kan du samle Buddha Bowl, som du har lyst til – men her kommer jeg alligevel med en retningslinje til, hvordan jeg samlede min.

Kom godt med perlebyg i den ene halvdel af skålen bund.

Kom derefter et mindre bjerg salat i den anden side af skålen, så det fylder 1/4 af skålen – gerne med top.

Kom de søde kartofler i den anden 1/4 af skålen.

Kom 1-2 generøse spiseskeer linser ovenpå salaten og de søde kartofler.

Fordel avokado og valnødder ovenpå.

Når du har spist nok af Buddha Bowl’en til, at det ikke vælter udover siderne, så bland det hele sammen = mums!

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.