Bøger,  Drikkelse,  Opskrifter

Harry Potter: De Tre Kostes Ingefærøl

NU kan jeg altså ikke lade Harry Potter-universet være længere!

Jeg bliver nødt til at tilfredsstille mit HP-fix

Som du kan se på overskriften, så er det ingefærøl (oh mah gawd!), der er blevet tryllet frem i køkkenet.

Inspirationen kom selvfølgelig fra første gang, at Harry får serveret ingefærøl. En drik der regelmæssigt bliver drukket, især af Hogwarts eleverne. Det er også den første tur til Hogsmeade, Harry (ulovligt) har taget på – med hjælp fra Weasley-tvillingerne og Røverkortet, som de har givet videre til ham.

“Det er Madam Rosmerta,” sagde Ron. “Skal jeg ikke gå op og bestille?” tilføjede han og rødmede en smule.

Harry og Hermione fandt et lille, tomt bord mellem vinduet og et smukt juletræ nær pejsen. Fem minutter efter kom Ron hen med tre skummende krus varmt ingefærøl.

“Glædelig jul!” sagde han og løftede sit krus.

Harry drak grådigt. Det var noget af de lækreste, han nogensinde havde smagt, og det varmede i hele kroppen.

J.K. Rowling: Harry Potter og fangen fra Azkaban, side 189


Inden opskriften får du lige en kort historie om min ingefærøl-rejse. Og den er kort.

Ingefærøl hedder i den engelske version: butterbeer. Jeg søgte derfor, om J.K.Rowling nogensinde skulle have fortalt lidt om ingefærøl, og jeg fandt da noget. Ifølge The Harry Potter Lexicon skal Rowling have fortalt følgende i et interview: I made it up. I imagine it to taste a little bit like less-sickly butterscotch.

Det er jo temmelig meget anderledes fra, hvad jeg først havde troet og forestillet mig. Og fordi jeg absolut ville finde ud af, hvad Rowling havde forestillet sig butterbeer, så blev min første idé til ingefærøl lidt “ødelagt”… eller rettere: jeg ville gerne have respekt for den “oprindelige” drik, den drik jeg har læst om i den danske Harry Potter-serie, og selvfølgelig mine egne forestillinger.

Så med det i mente, besluttede jeg mig for at lave en hybrid (kan man skrive det om en drik? Og forstår jeg hybrid korrekt?) mellem ingefærøl og butterbeer.

Ingefær er dejlig varm og krydret, når det er tørret og stødt. Og det kan derfor godt blive lidt for krydret, hvis man putter for meget i, og det ikke får et modspil. Og her er karamelsauce aka butterscotch perfekt til at bryde lidt med ingefærens krydder, imens at ingefæren bryder med karamelsaucens sødme.

Match made in heaven? I think so!

Den her portion til 2 personer giver omtrent 3 dl ingefærøl til hver. Du kan selvfølgelig også lave hele portionen til dig selv… men jeg kan ikke love, at du vil komme fra det uden sukkerkoma. Opskriften på karamelsauce er lige under selve ingefærøl-opskriften.

Karamelsaucen er jo også perfekt til meget andet. Ovenpå kage, pandekager, is, noget helt fjerde. Eller bare på en ske.


De Tre Kostes Ingefærøl, 2-4 personer

6 dl mandelmælk

1-2 tsk stødt ingefær

2 tsk (med top) kold karamelsauce | butterscotch

evt rom/karamel vodka

Topping

Sojamælk – skummet

Karamelsauce – flydende


Varm mandelmælk, ingefær og karamelsauce op i en gryde
. Pisk rundt i det ved medium-varme, til karamelsauce og ingefærpulver er rørt ud.

Når drikken er varm nok, slukkes for varmen. Hvis du gerne vil have lidt ekstra varme fra rom/karamel vodka, så tilføjes det nu i den ønskede mængde. Hvis du allerede ved fra start, at der skal være en del karamel vodka i drikken, så kom kun ½-1 tsk karamelsauce i drikken – ellers bliver den virkelig sød.

Server ingefærøllen lun. Hvis den er brændende varm, træder ingefæren virkelig igennem, og det er ikke helt meningen 😉

Server gerne i ølkrus eller lignende, hæld sojamælksskummet ovenpå og stænk lidt flydende karamelsauce over.


Karamelsauce | Butterscotch

100 g plantesmør

200 g brun farin

2-2½ dl sojafløde eller kokosfløde

lidt salt


Smelt smørret i en pande
. Når det næsten er smeltet, røres farinen i. Rør rundt i det, til det er godt blandet sammen.

Lad det stå og passe sig selv ved medium-varme (med nogle få omrøringer), indtil det bliver ensartet og som flydende karamel.

Pisk så fløden i. Lad det simre videre i 10 minutter – husk at piske lidt rundt en gang imellem.

Køl af. Smag til med lidt salt.


Stil det på køl, hvis det ikke skal bruges med det samme
. Når det har stået på køl, bliver det tykt.

Hvis du har brug for, at det skal være flydende, varmes det enten kort op i mikroovnen eller over vandbad.


Pssst…
Hvis du gerne vil have en lysere karamelsauce, anvender du bare rørsukker i stedet for brun farin 🙂

   Send article as PDF   

9 kommentarer

  • Mathilde

    Hej!
    Jeg faldt over dette indlæg i forbindelse med, at jeg ledte efter inspiration til jul – i år er min første jul som vegetar (jeg har dog mange følelser som trækker mig i retning af det helt plantebaserede).
    Dejligt indlæg – jeg havde helt glemt hvor skøn Rowlings univers er… Mit spørgsmål: kan man bruge noget andet end plantesmør til karamelsovsen? (F.eks. kokosolie)
    Venlig hilsen Mathilde

    • Ditte

      Hej Mathilde!
      Dejligt at høre fra dig. Tillykke med din første jul som vegetar – jeg håber, du føler dig nogenlunde rustet til det 🙂 Jeg kan i hvert fald selv huske, at jeg var ret spændt på at skulle i gang med noget helt “nyt” julemad.
      Du kan sagtens anvende kokosolie i stedet for plantesmør. Normalt plejer erstatning af plantesmør til kokosolie at være 1:1, men lige når det er karamelsovs, så er jeg ikke helt sikker… måske skal du bruge lidt mindre kokosolie? Jeg ville prøve at erstatte 1:1 til at starte med og så se og smage, hvordan konsistensen er.
      Hilsen Ditte

      • Mathilde

        Hej Ditte
        Undskyld jeg først svarer nu – af en-eller-anden grund kunne jeg ikke svare fra min mobil…
        MANGE tak for dit svar og din lykønskning. Jeg er spændt på hvordan julen bliver, men jeg har da været ude at se på diverse opskrifter 😀 Jeg vidste ikke at man som udgangspunkt kan regne med at plantesmør kan erstattes med kokosolie 1:1, men så vil jeg da prøve det. Når du skriver “kokosfløde”, er det så den tykke del afen dåse kokosmælk? Undskyld alle mine spørgsmål – jeg er endnu ikke så rutinereti det plantebaserede køkken ^_^
        Hilsen Mathilde

        • Ditte

          Hej Mathilde
          Det gør slet ikke noget. Jeg har problemer med at få kommentarer til at fungere på mobil (jeg arbejder på det)
          Jo, som hovedregel kan man godt erstatte plantesmør med kokosolie.
          Ja, det er den tykke creme i toppen af kokosmælken, som er kokosfløde 🙂 Og spørg endelig løs!
          Hilsen Ditte

  • Mathilde

    Er det meningen at karamelsaucen skal smage let brændt? Hvis ikke, kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke kan få 3 ingredienser til at blive til karamelsauce :'(

    • Ditte

      Hej Mathilde
      Det er ikke meningen, at karamelsovsen skal smage brændt. Hvis den smager brændt, skyldes det nok, at du ikke har tilføjet kokosmælken hurtigt nok; så sukkeret har nået at brænde på. Prøv at stege plantesmør og sukker ved en endnu lavere varme, end du har gjort – og når det så bliver “cremet” i konsistensen, tilføjer du kokosmælken.
      Ellers så prøv at søge på youtube: How to make butterscotch. Den første video viser fint, hvordan konsistensen skal være (selv om personen først tilføjer smør efter, at sukkeret er smeltet).
      Håber det hjælper 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.