monsterhoveder
Højtider,  Opskrifter,  Snack,  Sødt

Vegansk Halloween: Monsterhoveder

Kan du mærke det? Det gyser dig ned ad ryggen, og nej det er ikke fordi du glemte halstørklædet. Det er de skrækkelige monsterhoveder, som er landet!

Eller, som de også er kendt, de helt vildt lækre monsterhoveder. Det eneste, de kan formå at invadere, er din mave – for du vil næsten ikke kunne lade være med at spise dem, når du først er gået i gang 😉

Jeg lavede dem, da min søster, hendes mand, deres søn og min mor (sikke en opremsning) kom forbi gården. Kæresten og jeg har nemlig pyntet op – og jeg mener pyntet op! Jeg viste en af mine kollegaer i dag, hvordan vi har pyntet op (og det var halvmørke optagelser og ikke engang det hele), og hun sagde rigtigt nok, at I pynter op som andre gør til jul. Ya got that right!

Så det skulle min side af familien se – især fordi min nevø var blevet ellevild efter, jeg havde sendt en snap til min søster, hvor jeg viste alt det halloween-halløj, som vi havde købt (bare i år!).

De kom hjem til os, og der serverede jeg, som jeg tidligere har skrevet, ikke kun Jack Skellington oreos men også de her søde monstre! De er dog blevet opdateret en smule mere til bloggen.

Jeg har brugte mandelsmør i stedet for peanut butter til denne opskrift, for æbler + mandelsmør = himmelsk!

Og jeg har også valgt at lave nogle øjne, så de er lidt mere som figurer og ikke bare en kæmpe mund (som i sig selv også kan være ret skræmmende).

Du kan jo også bare vælge at smøre nogle skiver æble med mandelsmør, fordi det er lykke-i-mund.

Hvis du ikke lige har veganske skumfiduser, kan du erstatte dem med smuttede mandler. Halver dem på den brede side (ikke så de er flækkede) og placer dem mellem æbleskiverne – det kan tage sig ud som uhyggelige smadrede tænder. Uf!


Monsterhoveder, 10 stk

2 mellemstore æbler

3-4 spsk mandelsmør

ca. 55 mini-skumfiduser

en smule vegansk chokoladesmørepålæg


Skær æblerne ud i ½-1 cm tykke skiver
.

Smør skiverne med mandelsmør. Placer 3-4 mini-skumfiduser på halvdelen af skiverne og læg derefter den anden halvdel ovenpå – så du ender med en æble-mandelsmør-skumfidus sandwich.

Stil til side, evt på køl.


Lav øjnene
. Brug en tandstik eller en anden genstand med en spids ende til at tegne øjne på de resterende skumfiduser.

Smør også lidt af chokoladen på bunden af skumfiduserne, så de kan sidde fast på monstrene.

Kom øjnene på æblerne – nu har du din helt egen monsterhær!


Pssst…
Du kan også bruge peanut butter i stedet for mandelsmør – jeg synes bare, at det smager fantastisk meget bedre med mandelsmør 🙂

Du kan blandt andet købe veganske mini-skumfiduser via Greenos.

monsterhoveder

   Send article as PDF   

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.