Vegansk Jul: Hasselnødde-svampe postej
Halløj, halløj!
Lang tid siden jeg sidst skrev, hva? Næsten 14 dage siden mit sidste indlæg. Okay… jeg er vist en dårlig blogger. Jeg troede slet ikke, at det var så lang tid siden sidste indlæg; men det kan jeg jo se, at det er. Nå, men her er en kort/mellemlang forklaring – og hvis du ikke er interesseret i den, så hop videre ned til min juleklassiker: Hasselnødde-svampe postej. Mums!
Nå, men efter en opskrift hver dag (mere eller mindre) i ugen op til Halloween, var jeg træt i hovedet. Men jeg skulle også lige gøre mig (mental og helt praktisk) parat til bogforum, hvor jeg delte omkring 100 lækre klejner med citronglasur ud (de klejner er selvfølgelig i min nye kogebog). Så efter både Halloween og bogforum var jeg lidt træt af mad.
Jeg tænkte hele tiden på dig, som nu engang kommer forbi og læser det, jeg taster ned herpå siden. Jeg ville så gerne have haft bare et par opskrifter eller bare-et-eller-andet klar til dig… men det skete ikke. Men samtidig så havde jeg brug for en pause.
Så en pause, det tog jeg.
Nu er den pause overstået, for november skal da byde på bare et par opskrifter, synes du ikke? Det synes jeg 🙂 Især når siden her vil gå fuldstændig amok i julemad og lækkerier i december. Jeg har så mange opskrifter, jeg gerne vil dele med dig!
I lørdags delte jeg på insta et billede, hvor jeg blærede mig med den lækre middag, som jeg havde lavet for min faster, kæreste, søster og hendes kæreste (deres baby var selvfølgelig også med, men han er stadig en mælke-vampyr). Og jeg følte mig lidt tarvelig sådan at flashe et lækkert middagsbord fyldt med efterårs-inspirerede retter… godt for dig, ikke så godt for mig – altså i forhold til den dårlige samvittighed 😉 Jeg kan hurtigt få dårlig samvittighed, selv når jeg ikke skal have det… så da jeg remsede alle de lækre retter op, som vi hyggede os med i lørdags, syntes jeg, at du også skulle have muligheden for at få et skønt måltid.
Så i dag deler jeg opskriften på en af mine juleklassikere: Hasselnødde-svampe postej. Den har fulgt mig i nogle år, indtil jeg for 2-3 år siden erstattede den med Tofurkey med fyld, som er i min nye kogebog Vegansk til højtider og fest.
Men denne her er fra min første kogebog Vegansk til alle, og jeg elsker den, det samme gør min søster, og alle andre, når den bliver lavet 100% efter kogebogsforfatterens anvisninger. Jep, selv jeg kan lade være med at følge mine egne instrukser og på den måde bøde for det.
Her er lidt baggrundshistorie (som der mere eller mindre altid er til mine opskrifter både i mine bøger og herpå siden).
Den her opskrift lavede jeg, da jeg var i praktik på produktionsskolen AFUK. Den dukkede bare op i mit hoved, og det var knald eller fald. Heldigvis blev den et ‘knald’. Den er lækker som en varm ret med salat, på brød og vigtigst af alt på julebordet. Jeg tror, denne postej er min nye tradition, når jeg skal fejre jul og fylde maven nok op til at klare en hektisk runde rundt i huset med “Nu’ det jul igen”.
Billedet er taget af den skønne fotograf Isabell Rahbek!
Opskriften er angivet til 4-8 personer, alt efter om den spises “alene” eller med andet tilbehør. F.eks er den rigelig til 8 personer, når det er til juleaften med alle de andre retter, der også er på bordet.
Hasselnødde-svampe postej, 4-8 personer
250 g hasselnødder – groft hakket, ristede
250 g brune svampe – tern
4 gulerødder – tern
480 g butterbeans (kogt vægt) – det svarer til 2 dåser | du kan også bruge cannellini bønner
3 løg – tern
2 spsk sojsasauce
2 spsk balsamicoeddike
2 spsk olivenolie
ca. 100 g havregryn
salt & peber
1-2 æbler – ½ cm tykke skiver
Tænd ovnen på 175 grader. Steg svampene på en pande, krydr med salt og peber. Svampene skal ikke svinde for meget ind, men de skal være møre. Steg i omkring 10 minutter – i de sidste 5 minutter tilsættes gulerødderne.
Kom svampeblandingen, hasselnødder, bønner, løg, sojasauce og balsamicoeddike i en foodprocessor. Blend indtil det har en ensartet konsistens. Det gør ikke noget, hvis der er lidt mindre stykker af de forskellige ingredienser.
Rør olivenolie og havregryn i. Der skal nok havregryn i, til massen bliver fast, men uden den bliver alt for stiv.
Smag til med salt og peber og eventuelt mere balsamicoeddike/sojasauce.
Kom bagepapir i en bageform (20×30 cm). Hæld postejen i. Fordel æbleskiverne ovenpå, pensl med olivenolie og drys lidt salt ovenpå æblerne.
Bag midt i ovnen i 35-40 minutter. Postejen skal være fast og gyldenbrun.
Lad den stå 10-15 minutter inden servering, så kan den nå at sætte sig.
Så er det bare om at nyde denne lækre, smagfulde og totalt hyggelige postej, som er perfekt til juleaften eller en kommende vinteraften.
Håber du ellers har det godt! Jeg er så glad for jer, som kommenterer – I gør det bare så hyggeligt at være herpå Vegansk for alle, og så gør I mig også bare super-glad!
Og husk det nye gratis veganske magasin (se sidste indlæg)! Husk at du også kan bidrage med en artikel og/eller opskrift til den næste udgave af VEGANSK!